Hun kan ikke nøjes med mig - skal jeg tilgive eller er det slut?

Vis spørgsmål

Hej. Er en ung fyr på 24, som lige har smidt min kærste ud, efter at jeg har fundet ud af, at hun har skrevet frækt sammen med en af mine tidligere venner, og at de også har skrevet ondt om mig.

Vi har været sammen i næsten 5 år og de har skrevet sammen bag min ryg i næsten 4 af årne. Jeg har taget hende i at gøre det et par gange med nogle års mellemrum, men hver gang siger hun, det nok skal stoppe og at hun er meget ked af det og at der kun er mig for hende. Og jeg kan også god se, at hun er meget ked af det, men hvorfor bliver hun så ved med at opsøge ham.

Elsker hende meget højt, men kan ikke leve med, at hun ligger der hjemme om natten og skriver med ham, når jeg er på arbejde, jeg kan jo ikke stole på hende, og hvis jeg tilgiver hende igen igen, hvor længe går der så, inden hun gør det igen.

Ved ikke hvad skal gøre, tilgive, eller om det skal være slut???

Den triste, 24 år

SVAR:

Tak for din henvendelse.

Jeg kan godt forstå, at du er i vildrede med hensyn til din kæreste. På den ene side, siger hun, at der kun er dig for hende. På den anden side har hun gennem 4 år gang på gang svigtet din tillid, ved - bag din ryg - at have skrevet sammen med en anden mand. Det forløb, som du beskriver, har naturligt nok slidt en hel del på jeres forhold.

Situationen kalder på en afklaring

Som jeg ser det, må I se, at få en afklaring i jeres forhold, og da det er dig, der har et problem, som du ikke vil leve med længere, er det naturligt, at det er dig, der tager initiativet. Det ville være både helt urimeligt og helt uværdigt for jer begge, at fortsætte på samme måde i 4 år mere.

I må tale sammen!

Jeg vil foreslå, at du tager initiativ til, at du og din kæreste får snakket tingene godt igennem.

Fortæl hende, hvordan du oplever det, hun skriver om, sammen med den anden mand, og fortæl hende, hvad det gør ved dig.

Fortæl hende, at du hverken kan eller vil leve med, at hun fortsætter med at tale bag din ryg.

Og bed så hende om, at fortælle dig, hvad der får hende til at skrive, som hun gør til den anden mand, og hvad der skal til, for at hun holder op med det. Det kan være meget hjælpsomt og afklarende, at forsøge at sætte præcise ord på, hvad der får hende til at gøre det.

Måske vil jeres samtale være med til, at åbne jeres øjne for, hvad din kæreste savner i jeres forhold. Lyt godt til, hvad I siger til hinanden!

Du må tage din beslutning

Når I begge synes, I har fået sagt, det som skal siges, og I har fået svar på jeres spørgsmål til hinanden, må du finde ud, hvad du vil.

Vil du blive i forholdet og arbejde på at genoprette tilliden i jeres forhold til hinanden? Eller vil du ud af forholdet?

Du skriver, at du elsker din kæreste meget højt, men at du ikke kan leve med, at hun bag din ryg har en upassende kontakt med en anden mand, og at hun ikke afbryder kontakten, selv om hun har lovet dig, at hun vil gøre det. Et afgørende spørgsmål må derfor være, om du – efter at I har fået snakket tingene godt igennem - har tillid til, at du kan stole på hende fremover.

Flemming H. Møller, præst og psykoterapeut

 

Annoncer