Kysset en anden - sønderknust over mig selv - hvad stiller jeg op?

Vis spørgsmål

Hej. Skøn brevkasse, har haft godt brug af denne side. og tak for dejlige svar, jeg har fået..

Jeg har en fantastisk kæreste gennem et halvt år, jeg elsker ham virkelig, han er alt det, jeg nogensinde har drømt om.

Nu står jeg og er sønderknust indeni. Jeg kan ikke se mig selv i øjnene. Jeg kan ikke tale med nogle om det. Min ene veninde så det ske, men hun vil ikke sige noget. Ja jeg har desværre kysset med en anden mand inde midt i byen, der kan ha været masser, jeg kender, som har set det. Min kæreste bor langt væk, så han vil nok aldrig opdage det, men hvad så hvis?.. jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det? for der er ingen problemer mellem mig og min kæreste.

Jeg hader mig selv, jeg græder hele tiden. det har jeg vel fortjent. Jeg tror ikke, jeg kan tilgive mig selv. Jeg er ved at kaste op ved tanken om, at røre en anden mand.. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op? Skal jeg sige det? Skal jeg holde det for mig selv så godt som muligt, og lade det være et wake up call?...

Jeg vil ikke miste min kæreste. Håber I kan hjælpe mig, selv om den er svær...

Cleos, 23 år

SVAR:

Kære Cleos

Dejligt du gør brug af vores side og vi er rigtig glade for, at du kan bruge vores svar.

Sønderknust

Du skriver, at du er sønderknust indeni, fordi du har kysset med en anden mand inde i byen.

Selv om det er modbydeligt at være sønderknust og have dårlig samvittighed, - så tænker jeg, at det er tegn på, at du virkelig har fortrudt, at du har kysset en anden og bange for hvilke konsekvenser, det får for dit forhold til din kæreste.

Hvad ville du ønske han gjorde hvis han havde kysset en anden?

Udover at du har det rigtig dårligt med det, du har gjort, så beskriver du det dilemma, som du står i. Skal du fortælle ham det eller ej?

Måske kan du få mere klarhed over, hvad du vil gøre, hvis du forestiller dig, at det var ham, der havde kysset en anden. – Ville du så gerne, han fortalte dig det eller hvordan ville du helst, han tacklede det overfor dig?

Uanset hvad, så er det jo risikabelt for et forhold, hvis man flirter med andre, uanset hvor meget man fortryder det. –Det tror jeg, du er fuldstændig klar over. – Du skriver, at du er bange for at miste din kæreste. Uanset hvordan du tackler det, så kan du ikke på forhånd vide, hvad det vil gøre ved jeres forhold fremover. – Men jeg tror, at det, du vælger at gøre, kan være mere eller mindre hensigtsmæssigt.

Skal jeg sige det eller ej?

Du har, som du selv skriver, to valgmuligheder. – Enten at du fortæller ham det eller også lader du være med at sige noget og håber, han ikke får noget at vide.

Hvis du vælger at være ærlig over for ham og lægger kortene på bordet, så prøver du at vise ham, at selv om det gik galt for dig den aften i byen, så er du ærlig. Så kan I måske bygge tilliden op igen, hvis I begge er enige om det.

Hvis du vælger ikke at sige det til ham, så kan han sandsynligvis mærke på dig, at du hader dig selv og prøver at skjule noget for ham. Finder han så oveni købet selv ud af, hvad der er sket, så bliver det måske endnu sværere for jer at bygge tilliden op igen, end hvis du selv havde taget initiativ til at være ærlig om det.

Sats på ærligheden

Jeg vil opfordre dig til, at du stille og rolig fortæller ham, hvad der er sket og fortæller ham, at du har det skidt med det. Hverken du eller jeg kan vide, hvordan han vil reagere. – Men jeg er overbevist om, at det bedste, du kan gøre, er at satse på ærligheden. Det vil sikkert være rigtig svært for dig at få det sagt. – Men jeg tror, det kan være endnu sværere i længden for dig at gå med hemmeligheden og den dårlige samvittighed. Den slags hemmeligheder er gift for et parforhold og du kan risikere, at I ikke genfinder den fortrolighed, der skal til for at have et sundt forhold til hinanden.

Du kan læse mere her på siden om at genoprette tillid i et parforhold.

Jeg håber meget, mit svar kan hjælpe dig til at træffe et valg om, hvad du vil gøre.

Held og lykke fremover.

De bedste hilsner

Annette

Annoncer