Kære T!
Tak for jeres henvendelse. Godt at I skriver igen, når I ikke helt synes, I fik det svar, der kunne give jer afklaring.
Hvad vil Gud med Bibelen?
I skriver, fordi I ønsker at finde ud af, hvad Bibelen egentlig siger i jeres situation. Jeg fornemmer klart, at I faktisk ønsker at følge Guds vejledning – også for jeres sexliv. Tillykke med det! Jeg kan love, at I får den bedste kærligheds- og sexguide nogensinde ...
Det er rigtigt, at I ikke kan finde et sted i Bibelen, hvor der står, at kærester ikke må give hinanden orgasme, inden de bliver gift. Mit spørgsmål til jer er så: Hvilken bibeltekst har I fundet, som viser jer, at det er en god idé?
Jeg kan også spørge på en anden måde: Er I i tvivl om, hvordan I skal forholde jer til porno eller ulovlig streaming af musik? Nej vel? Vi kan ikke læse ét ord om, hvordan Gud ønsker, vi skal navigere på internettet – i hvert fald ikke i Bibelen, for det var ikke opfundet dengang. Men Bibelen kan alligevel bruges – også i forhold til grænserne for jeres kæleri, og hvordan jeg skal forholde mig, når jeg er på nettet eller til, hvordan jeg bruger mine penge.
Én af de ting, Gud gerne vil os med Bibelen, er at vise os, hvem Han er. I Det Gamle Testamente læser vi om jødernes historie, og lærer derigennem Guds personlighed og Hans handlemønstre at kende. Personen Jesus var både Gud og menneske, og han viser os også, hvem Gud er. Jo bedre vi kender Gud personligt, jo bedre vil vi have en fornemmelse af, hvad Han ønsker for os.
På samme måde som I i dag kan overraske og glæde hinanden som kærester, langt bedre end I kunne den første uge I var sammen. Simpelthen fordi I kender hinanden bedre, og næsten helt sikkert ved, hvad der vil glæde den anden.
Så ved at lære Gud og jer selv at kende gennem Bibelen, tror jeg, I kan finde megen god vejledning – også til jeres kærestetid. Men hvis I vil have en “opslagsbog”, hvor der står “Du må” og “Du må ikke” om alle konkrete forhold i jeres liv, bliver I nok skuffede.
Gud kan vejlede jer – helt konkret
Mit næste spørgsmål til jer er, om I – hver for sig og sammen – har spurgt Gud, hvad han tænker om jeres måde at være kærester og kæle på?
Jeg tænker, at I helt konkret kan fortælle ham om jeres forvirring og læse det spørgsmål højt for ham, som I har sendt til os. Fortæl ham, at I mærker lysten til hinanden og simpelthen ikke er sikre på, hvad Han mener. Måske er den største udfordring at bede Ham vise jer, hvis I skal ændre på noget. Og turde at lytte og mærke efter, hvad Han svarer.
Jeg tænker, Gud kan svare jer ved både at berøre jeres samvittighed, tanker og følelser, og Han kan vælge at bruge andre kristne.
Lyst til sex
Heldigvis har Gud skabt os som mænd og kvinder og givet os lyst til sex, ligesom vi har lyst til leg, mad, vin, grin og meget andet. Sexlysten er nok den stærkeste drift i os. Den rummer potentiale for megen glæde og tilfredsstillelse. Men kan også til tider opleves vanskelig at håndtere. Måske er det mest det sidste, der fylder for jer lige nu?
Fordi sexdriften er så stærk i os, som den er, så vil jeg spørge jer: Hvordan ved I med jer selv, at I kan nøjes med at give hinanden udløsning med tøj på? Har I talt med hinanden om, hvordan I hver især ville have det, hvis I – planlagt eller uplanlagt – gik længere?
Jeg ved fra mig selv og andre, at det kan være umådelig svært at holde igen, når først sexlysten er tændt. Nu skriver I ikke, hvor længe I har været sammen, og om I evt. har planer om at blive gift. Hvis I skulle giftes om et par uger, tænker jeg, I ville kunne “time” jeres kæleri fra det nuværende, til at I fuldt kunne nyde at være nøgne og dyrke sex sammen, når I blev gift. Men jeg ved ikke, om det er jeres situation.
HVIS – og det håber I selvfølgelig ikke – men HVIS I en dag gik fra hinanden, og I hver især blev gift med en anden, ville I så have det godt, med de ting, I har delt nu?
Hvor går grænsen?
“Kom nu til sagen!” tænker I måske. For der må da være en grænse ...? Ja. Der er selvfølgelig en grænse. Og som jeg har skrevet til jer, er Bibelen ikke fuldstændig tydelig i alle detaljespørgsmål, vi kan finde på at stille. Hvis jeg SKAL give jer et “ja” eller “nej”, så bliver det faktisk et “nej”. Jeg tænker helt klart, at det, I deler, er en del af forspillet og også er sex – det er bare ikke samleje-sex, men sex er også mange ting.
Især hæfter jeg mig ved din formulering “kan få orgasme” og “tilfredsstille “ham”. Jeg læser det sådan, at I opsøger at give hinanden orgasme, efter I har fundet ud af, at det kan lade sig gøre. Jeg mener, at hvis I direkte søger at give hinanden gensidig udløsning og nydelse, har I taget hul på dét, som Gud kun har tiltænkt jer at dele med jeres ægtefælle.
Vejen frem
Jeg fornemmer som sagt, at I virkelig gerne vil vide, hvad Gud tænker om det hele og følge Hans vejledning. Jeg kan godt forstå, at I synes, I havde brug for et konkret svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er ok at give hinanden orgasme. Og jeg har forsøgt.
Min erfaring er, at når sådan et spørgsmål har fyldt noget i en tid, så er det som om selve “grænsen” er det eneste, man kan se. Måske kan I, når I har talt nogle af disse ting igennem, også fokusere på alt det dejlige, I har sammen – på alt det, I KAN dele: oplevelser, kæleri, samtaler og meget mere ...
Vejen frem for jer går måske et skridt tilbage i forhold til, hvor langt I vil gå med det seksuelle. Det afhænger af, hvad I tænker om de spørgsmål jeg har stillet jer.
Jeg håber, I vil bruge tid på at læse mit svar sammen og tage jer rigtig god tid til at tale om mine spørgsmål. Forhåbentlig kan det give jer en afklaring om, hvad I vil hver især og sammen.
Nogle gange kan det være meget afklarende at opstille nogle værdier og så tale om, hvordan I vil prioritere dem, og hvordan I konkret vil udleve dem. Måske kan det være afklarende for jer at finde ud af, hvilke værdier I har i spil hér, og hvordan de nogle gange er i konflikt med hinanden. Værdier kan f.eks. være “frihed”, “respekt”, “elske Gud”, “tid sammen”, “nydelse” og mange, mange flere.
Jeg ønsker jer det allerbedste på jeres fælles vej frem.
Venlig hilsen
Ida Secher Rom