Hej dreng på 16
Tak for dit spørgsmål!
I må gerne være kærester
Det er bare så fint, at du er opmærksom på ikke at komme til at gøre noget, der er forkert ved at være kæreste med en pige, som er yngre end dig. Du skriver, at du er 16 år, og hun er 14 år, og ja, du må gerne være kæreste med hende.
Det er rigtigt, at der er en lov i Danmark om seksuel lavalder. Den lov betyder, at en over 15 år ikke må have sex med en under 15 år, og derfor er det vigtigt, at I holder jer helt fra det!
Forslag til jer
Når I er så unge kærester, vil jeg anbefale jer at:
- nyde kærligheden og forelskelsen med hinanden
- altid sørge for at tænke på den andens ønsker og behov, før I tænker på jeres egne – især når det gælder, hvor meget og hvor I kysser og rører ved hinanden
- gå langsomt frem, så den ene af jer ikke kommer til at føle sig presset til noget
- bruge en masse tid på at snakke sammen og opleve en hel masse, så I kommer til at kende hinanden rigtig godt og bliver gode venner
Måske kan I finde flere gode ideer til at være kærestepar i vores artikler
Jo tættere jo bedre – med omtanke
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Du kan også finde svar til andre, der har spurgt om noget af det samme som dig, fx det her: Er det mærkeligt at blive kæreste med en på 13, når jeg selv er 15?
Pas godt på hinanden og nyd jeres kærestetid.
Mange gode hilsner
Claus Pihl