Kære kvinde
Jeg læser din mail, som at du er rigtig ked af det, frustreret og skuffet. Det er der ikke noget at sige til. Jeg kan sagtens forstå dig.
Utroskab og mistillid
Når man har oplevet utroskab, kan det meget nemt blive liggende i én som en stor, utryg klump i maven. Nærmest en forventning om, at andre ikke er til at stole på og en stor angst for at give slip og give sig trygt og helt igennem hen til en anden person.
Kæreste bange for at skuffe
Jeg læser også din mail, som om din kæreste er utroligt bange for at skuffe og såre dig. Derfor har han ikke fortalt dig om den korrespondence, han har haft med forskellige venner, kollegaer og studiekammerater. En kontakt, som i mine ører lyder som helt naturlig at have i et sundt og aktivt liv.
Behov for kontrol
Desværre kan angsten for at give sig hen efter oplevelser med utroskab vise sig i et mønster, hvor man kommer til at kontrollere hinanden på en uhensigtsmæssig måde. Fordi din kæreste er bange for, hvordan du vil reagere, holder han ting hemmelige, som er helt harmløse og naturlige. Der bliver måske et helt skævt syn på, hvad der er almindelig og naturlig omgang med andre, og hvor meget det er nødvendigt at dele med hinanden som partnere. Det bliver svært at se klart af frygt for at såre. På den måde holder man hinanden i et fast greb af kontrol, som hverken er godt, sundt eller gør forholdet langtidsholdbart.
Et større billede
Jeg tænker ikke, at fordi din kæreste har kigget dig dybt øjnene og ikke har sagt alt om, hvad han laver, at du så slet ikke kan stole på ham længere. Hvis du kan, tror jeg, du skal prøve at se det lidt større billede. Det virker lidt, som om din tidligere erfaring med utroskab gør, at I begge “går på glas” i jeres forhold i frygt for, at det skal gå i stykker. På den måde holder I ting, som hører til i et sundt liv og et sundt forhold, skjult for hinanden.
Tal med en parterapeut
Jeg ved ikke, om dette kan hjælpe dig. Men jeg vil anbefale jer at tage nogle samtaler hos en terapeut. Det er vigtigt at få snakket tingene igennem og komme bagved de årsager og mønstre hos jer begge og i jeres forhold, der gør, at I er havnet der, hvor I er.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikler
Konflikter i parforholdet
Kærlighed i praksis
Hvad er jeg værd?
Rigtig meget held og lykke med arbejdet og de bedste hilsner fra
Bente Mathiesen