Kære unge kvinde
Tak for dit spørgsmål til brevkassen.
Ærlighed
Det er tydeligt, at det ligger dig meget på sinde at bevare jeres forhold, og jeg tror – ligesom du selv – at det er nødvendigt, du er ærlig over for ham, for at du kan bevare frimodigheden og nærheden i jeres forhold. Det er selvfølgelig også fantastisk vigtigt i lyset af, at I nu skal have et barn.
Som du selv fornemmer, er det vigtigt, at du får taget snakken med din kæreste hurtigst muligt. Både fordi du selv har så dårlig samvittighed, men også fordi din kæreste på et tidspunkt naturligvis vil finde ud af det, og så kommer det til at virke værre, fordi det bliver tydeligt, at det er noget, du har prøvet at skjule for ham.
Ingen katastrofe
Først og fremmest tænker jeg, at det var forståeligt, du løj lidt om din alder, da I mødtes, og bare noget af det, der sker i det spil, der er foregået mellem jer fra starten. Så det synes jeg ikke, du skal bebrejde dig selv. Der er mange former for løgne, og det er aldrig godt med løgn og mistet tillid til hinanden, men jeg tænker, du kunne have løjet om noget meget værre, fx utroskab eller kriminalitet.
Jeg kan sagtens mærke, at det for dig er rigtig alvorligt, men jeg tror, du skal have det sat ind i den rette sammenhæng: Det er en løgn, som ikke har nogen alvorlig konsekvens for hverken dig eller din kæreste ud over, at du næste gang bliver 20 og ikke 21 år.
Jeg kan godt mærke på dit brev, at det fylder rigtig meget i dit hoved, og måske også mere, end det fortjener. Men jeg tænker, det er blevet sådan af en grund, og for mig tyder det på, at du ikke er helt tryg ved enten dig selv og din egen værdi eller i dit forhold.
Tryghed
Det er helt grundlæggende i et godt parforhold, at man er tryg ved hinanden, og så vidt jeg kan vurdere ud fra det, du skriver, er det svært for dig helt at slappe af i jeres forhold. Derfor synes jeg, du skal tænke grundigt over, hvad der gør, at du er så utryg ved, hvordan din kæreste vil reagere, så du tænker, han vil bryde jeres forhold. Du kan fx overveje de her spørgsmål:
- Har han reageret voldsomt på noget lignende hos andre?
- Har han et voldsomt temperament?
- Er han opmærksom på dig og dine behov?
- Er du ellers tryg ved at tale med ham om alt andet i jeres liv?
Du kan sikkert selv finde på andre spørgsmål. Det handler om, at du først og fremmest skal finde ud af, om du er tryg ved ham, og om jeres forhold er ligeværdigt, så dine meninger og tanker er lige så vigtige som din kærestes. Det kan måske være godt for dig at snakke med en veninde om, hvad hun ser i jeres forhold. Nogle gange er det svært selv at kunne se helheden, men det kan udenforstående måske bedre.
Hvad du skal gøre
Du spørger, hvad du skal gøre for, at han stadig vil være sammen med dig. Og der er mit svar, at du bare skal være dig selv. Hvis problemet med din lille løgn får ham til at bryde forholdet med dig, tænker jeg, det forhold desværre ikke er godt for dig at være i.
Hvis du har lyst til at få flere input til dine overvejelser, vil jeg anbefale at læse mere på AdamogEva.dk. Især vil jeg anbefale de her artikler:
Hvad er jeg værd?
Hvordan lærer du din kæreste at kende?
Den nødvendige tilgivelse
Jeg håber, mit svar kan give dig mod på at få snakket med din kæreste. Du trænger til at få det ud af dit system, og hvis du har reflekteret over det, jeg har skrevet, håber jeg, du også føler dig tryg ved at gøre det.
God vind med det.
Mvh Kirsten Kirk Christensen