Kære M
Mange tak for dit spørgsmål. Det gør mig ondt at høre, hvordan du kæmper med anoreksi og efterhånden har gjort det i en stor del af dit liv. Det er en barsk sygdom med store konsekvenser for både dine omgivelser, dig og din krop.
Pubertet
Når du endnu ikke har fået din menstruation, kan det godt være, at du kan vokse lidt endnu, men tiden er knap, for du er ved at nærme dig slutningen af puberteten. Det afhænger også af, om vækstzonerne i dine knogler har lukket sig – hvis de har, er der ikke noget at gøre.
Jeg kan ikke sige, om de er lukkede – den eneste måde, du kan finde ud af, om du vil vokse mere, er at give din krop noget næring (mad) – jo før des bedre. Jeg ved godt, det er nemmere sagt end gjort.
Højde
Jeg er selv 159 cm høj og har måttet affinde mig med den højde. Vi får faktisk en del spørgsmål fra piger, der er kede af at være for høje. Det kan også være problematisk.
Jeg har selv fundet nogle andre “lave” kvinder, som jeg kunne spejle mig i og se, at de faktisk bærer deres lave højde pænt.
Tal pænt til din krop
Jeg vil gerne udfordre dig på dine tanker om din krop. Forsøg at tale pænt om og til den. Forsøg at acceptere den højde, du har nu – det vil også få dig til at have det bedre med dig selv.
Du er ikke værdifuld på grund af en bestemt højde, men fordi du er den, du er. Dine venner og forældre kan lide dig, som du er.
Måske kan du få noget ud af at læse mere i vores artikler:
Du er smuk som du er!
Du er meget værd!
Og et par svar til andre:
Hvorfor er jeg så lav, når begge mine forældre er høje?
Kommer jeg til at vokse mere, efter jeg har haft anoreksi?
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Jeg ønsker dig alt det bedste, og at du snart bliver rask.
Venlig hilsen
Lisbet Due