Kan ægløsningstesten fortælle, hvem der er far til mit barn?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg skriver her, fordi jeg håber, I kan hjælpe mig, da jeg sent i min graviditet er blevet i tvivl.

Landet ligger sådan, at jeg en aften i april er sammen med en fyr, der ikke er min kæreste. Han trækker sig ud og kommer ikke oppe i mig. Den efterfølgende uge tager jeg en ægløsningstest med start fra om mandagen. 

Jeg har i tre måneder taget ægløsningstest, og selvom min cyklus er 28-29 dage, ligger min ægløsning aldrig på 14. dagen men på 16. dagen. Altså 12/13 dage inden min næste menstruation. Jeg har samleje med min kæreste både den dag, ægløsningstesten havde to streger samt den efterfølgende dag og altså omkring en uge efter, jeg var sammen med den anden fyr. Derfor tænker jeg jo, det er min kæreste, der er faderen, fordi det var over fem dage siden, jeg var sammen med den anden fyr. 

Hvad tænker I?

Mvh en fortvivlet kvinde, 25 år

SVAR:

Hej fortvivlede kvinde 

Tillykke med din graviditet og tak for dit spørgsmål. Jeg vil gerne svare dig.

Hvem er faderen 

Du skriver, at du sent i din graviditet er blevet i tvivl om, hvem der er far til dit kommende barn, da du var sammen med en anden fyr i den periode, hvor du og din kæreste ønskede at opnå en graviditet. Jeg forstår godt, du er blevet i tvivl om, hvem der er far til det barn, du venter.

Ægløsningstest

Du skriver, at du har brugt ægløsningstest gennem flere måneder og derved har fået et billede af, hvornår i din cyklus du har ægløsning. Ægløsningstest er rimelig sikre, men resultatet kan dog påvirkes, hvis du har drukket meget, og din urin derfor er “tynd”. Det er vigtigt at følge vejledningen for den enkelte test.

En positiv ægløsningstest betyder, at ægløsningen vil finde sted i løbet af de næste 24-36 timer, og sandsynligheden for befrugtning vil derfor være størst i to døgn efter positiv test. Ud fra det du skriver, er det derfor mest sandsynligt, at det er din kæreste, der er far til barnet i din mave.

Ærlighed

Dit spørgsmål får mig til at skrive lidt mere, da jeg tror, du har en meget vigtig opgave at løse. Når jeg læser dit spørgsmål, får det mig til at tænke, om din affære forud for graviditeten er en hemmelighed mellem dig og den fyr, du var sammen med? Har du fortalt din kæreste om det?

Hvis du ikke har, vil jeg opfordre dig til at fortælle din kæreste om det – også selvom det er meget svært. På vej mod et fælles forældreskab er det vigtigt, at du og din kæreste er ærlige over for hinanden, og I skal kunne stole på hinanden. Fortæl ham ærligt om det, og hvordan du har det med det. Få talt ud om det og få sat en streg over det, så det ikke skal fylde mellem jer. 

Du kan måske få hjælp til samtalen i vores to artikler Konflikter i parforholdet og Den nødvendige tilgivelse.

Trygt parforhold er vigtigt

I har begge brug for at vide, at den anden er der for jer. At blive forældre er en periode i jeres liv, hvor I er mere sårbare og følsomme, og I har brug for tryghed og tillid i parforholdet.

På AdamogEva.dk ser vi Bibelen som Guds kærlige vejledning til menneskelivet, og den beskriver ægteskabet som den bedste ramme om et parforhold og forældreskab. En ramme, hvor vi lover hinanden at være sammen og passe på hinanden livet igennem. Det er ikke sikkert, I lige har tænkt jer at blive gift, men jeg vil kærligt opfordre jer til at arbejde på at skabe en tryg, ærlig, trofast og tillidsfuld ramme omkring jeres forhold. På den måde giver I også jeres barn et trygt hjem at vokse op i.

Jeg håber, jeg har givet dig svar, du kan bruge og ønsker dig alt det bedste. Håber du kan nyde din graviditet, får en god fødsel og en god begyndelse på forældreskabet.

Kærlig hilsen
Anette

Annoncer