Kære K
Løgn – svigt og bedrag
Det knuser dig så meget, at du har svært ved at få vejret. Ud fra det, du skriver, kan jeg se, at du lider rigtig meget.
Du fortæller, at I er gode til at skændes og gode til at blive venner igen. I har haft to fantastiske år sammen.
Når I er i stand til det, ser jeg det som en mulighed, at du viser ham det, du har skrevet her, og at I taler om, hvad der ligger under. Altså ikke så meget, hvad man kan se på pornosiderne, men mere hvad svigtet og løgnen har gjort ved dig og ved den tillid, der skulle være imellem jer.
Gensidig tillid
Hvis I skal blive sammen, så skal der kæmpes, for at tilliden bygges op igen. Det skal den ved, at I taler mere sammen, laver mere sammen, er søde ved hinanden og er opmærksomme på hinanden. I skal sørge for at følge hinanden, være på bølgelængde og fylde kærlighed på forholdet. I skal tale om, hvad I godt kan lide af kærtegn og samvær. Hvad I brænder for og hvad I drømmer om. Måske kan I få nogle input ved at læse vores artikel Kærlighed i praksis.
Selvfølgelig elsker han dig mere end pornoen, men der måske være noget pirrende ved at se det, de gør. Har din kæreste nogle fantasier, som I ikke har talt åbent om? Det er vigtigt, at der også er tillid fra hans side, til at han tør stå ved, hvad han tænker, hvad han fantaserer om, uden at han skal være bange for, at du bliver forskrækket, eller ikke vil høre på ham.
Porno gør noget ved os
Du skriver ikke noget om, hvor lang tid, din kæreste har set porno og om han evt. så porno, før I var kærester og måske kan have fået en vis afhængighed af det.
Skulle det vise sig, at din kæreste har en vis afhængighed, så er det vigtigt at vide, at det dybest set ikke har noget med dig at gøre, men det handler om noget inden i ham selv. Du/I kan læse mere om porno, og hvorfor det skaber afhængighed i vores tema om porno.
Lyt til hinandens behov og grænser
For at du kan komme til at være tryg i forholdet og give slip på al den smerte, du føler, så skal I åbne helt op for alt det, I tænker og mærker. I skal bruge mere tid sammen, end I gør nu. Hvis hans opmærksomhed kredser om dig, og han føler, at du er oprigtig interesseret i ham på alle måder, så tror jeg, hans tid ved computeren mindskes eller forsvinder, fordi hans behov for kærlighed, anerkendelse og interesse fra dig fylder så meget mere.
Mange par kæmper med, at der pludselig er andre ting, der stjæler opmærksomheden fra dem. Det kan være Facebook. Nogle oplever at deres partner lever et helt andet liv på FB. Han er sjov, spændende og meget aktiv i sine statusbeskeder og kommentarer til andre. Det fantastiske ved FB er, at vi bliver anerkendt og kommenteret på. Vi er små stjerner, som har mange venner, der pludselig kan kommentere og anerkende den mest ligegyldige statusbesked. Ved at 30 mennesker har kommenteret på min status, og 12 har synes godt om, så ER jeg noget. Jeg er interessant. Den interesse er svær at konkurrere med derhjemme. Der er kun én partner til at virke interesseret i selv den mindste ting.
Værd at kæmpe for!
Det er hårdt arbejde, men vi bliver nødt til at forsøge det, hvis ikke vores allerkæreste skal søge opmærksomhed og anerkendelse andre steder.
Jeg håber, at du, hvis du beslutter dig for at kæmpe for forholdet, finder styrke til at holde ved at vise interesse og opmærksomhed, så du kommer endnu tættere på din kæreste, og at I med tiden får så meget tillid til hinanden, at I kan være åbne om det, I tænker og ønsker.
Anja