Kære B
Du har mødt en fyr, som du er blevet kæreste med efter at have kendt ham i 14 dage bare for at have en kæreste, og nu har du fortrudt. Du elsker ikke ham, men han elsker dig.
Du spørger, om du skal være sammen med én, du ikke elsker eller har lyst til at være sammen med.
Vedkend dine følelser
Det er godt, at du vedkender dig, at dine følelser ikke er der, hvor de skulle være. Dermed undgår du at spilde mere af din kostbare tid og din kærestes kostbare tid. Når du er i et kæresteforhold, lader du et andet menneske komme tættere på dig, end andre mennesker får lov til. Det skulle gerne føles rigtigt. Men i dit tilfælde har du indladt dig i et forhold lidt for hurtigt uden egentlig at have de rigtige følelser med ind i det. Det føles forkert. Hvis ikke den følelse er gengældt, holder du faktisk din kæreste for nar.
Vær ærlig
Vær ærlig. Det vil sige, at du skal melde klart ud, hvordan du ser på situationen med dine briller. Bolden ligger hos dig. Tag konfrontationen, og ja det vil efterlade din kæreste i sorg og smerte, men hellere det end at fortsætte på en løgn, så er det nemmere at se sig selv i øjnene og din kæreste efter bruddet. En god samvittighed over for en tidligere kæreste er et godt tegn. Du vil bagefter være glad for, at du kom ud af det skuespil, som du var i. Det er helt naturligt, at forhold i den tidlige ungdom kun bliver en episode i dit liv.
Læs også vores artikler
Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?
Jo tættere jo bedre – med omtanke
Kh
Lise H. Thuesen