Kære Laura
Tak for dit spørgsmål, som beskriver noget meget vigtigt, når det gælder om at være menneske.
Sagen er nemlig, at vi dybest set altid er alene, selv når vi er sammen med dem, som vi holder allermest af. Ingen forstår os fuldstændigt eller ved for alvor, hvad vi tænker og føler! Det gælder også vores nærmeste. En del af det at modnes er at skulle lære at leve med denne grundlæggende ensomhed.
Det betyder ikke, at det er forkert, at du savner din kæreste, når du har været sammen med ham, og I har været meget sammen i weekenden. Tværtimod, det ville være underligt, hvis du ikke gjorde det. Sagen er jo, at du er forelsket med den naturlige uro og spænding, som det medfører. Alligevel virker det på mig, som du har en større udfordring, der tilsyneladende går meget dybere. Du bruger ordene "total magtesløs", og du beskriver, hvordan du frygter, at han forlader dig, selv om du ikke har grund til at tro, at han er på vej til at gøre det. Du betoner også meget den tryghed, som han giver, underforstået at der er utrygt andre steder.
Derfor kan jeg ikke lade være med at overveje, om du tidligere er blevet forladt af en kæreste, eller måske har du mistet en nær ven eller familiemedlem, som betød meget for dig. Måske har du meget få nære relationer bortset fra din kæreste, hvilket indebærer, at det er ham, der skal erstatte det, du har savnet fra andre. Det er bare gæt, da jeg ikke kender mere til dig og din baggrund.
Find en at tale med
Når der er noget I vores liv, som vi ønsker at ændre, er det vigtigt, at vi er bevidst om os selv. Du er bevidst om dette meget stærke savn, og det er et rigtig godt udgangspunkt. Som jeg ser det, er den bedste måde at komme videre på, at finde en voksen samtalepartner, der har din fortrolighed, og som både kan lytte og udfordre dig. Det kan være en lærer, præst, familiemedlem eller måske en professionel terapeut.
Hvis du ikke kender nogen, du har tillid til, kan Adam og Eva være behjælpelig med at formidle en kontakt, uanset om vi taler noget almen menneskeligt eller terapi. Du skal være opmærksom på, at terapi ikke er gratis, og måske kan du finde en studerende terapeut, som kan gøre det noget billigere.
Mange hilsner
Henrik