Er jeg for paranoid - Giver jeg modspil nok?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en fyr på 18, som for nylig fik en ny kæreste. Vi havde kun skrevet sammen et par dage og skypet 2-3 nætter i træk, da hun så blev smidt ud hjemmefra og jeg hentede hende så, og dagen efter var vi kærester.

Når jeg har en kæreste, er jeg nærmest besat af personen, jeg skriver/ringer næsten hele tiden. Tiden der går, hvor jeg ikke snakker eller skriver med hende, er et helvede for mig og mit humør skifter konstant. Jeg synes bare ikke, det er ret tit, hun svarer og når hun så svarer, er det ret tit korte svar som fx. Ja skat - olm skat - okay skat <3 Det er næsten altid mig, der skriver/ ringer. Dette har jeg konfronteret hende med og hendes svar var, at hun i tidligere forhold har fået af vide ( af ex erne), at hun skrev og ringede for meget.

Er det mig, der skriver for meget? Griber jeg det forkert an?

Jeg er ikke ret selvsikker og efter tidligere forhold, hvor pigen har været mig utro, er jeg blevet meget jaloux. Er det forkert af mig at have trangen til at tjekke op på hende og have lyst til at "overvåge" hende for ikke at miste hende?

Jeg binder mig meget hurtigt til min kæreste. Efter måske 1 uge er jeg komplet bundet nærmest. Jeg vil bare gøre alt for ikke at miste hende til fordel for en anden, men hvordan?

Jeg aner ikke, hvor meget man skal være sammen med sin kæreste, hvor tit man skal skrive/ringe til hende, hvad man skal lave, når man er sammen med hende, hvad man skal snakke om osv.

Når hun siger, hun tager i byen med nogle veninder, føles det som jordens undergang for mig. Jeg går alle følelser igennem på en gang og regner med, hun er mig utro på baggrund af tidligere episoder, som beskrevet i starten. Gør jeg noget forkert ?

Er jeg for kærlig ? Når vi er sammen nusser jeg hende meget og fortæller mange gange om dagen om mine følelser for hende. Skal jeg søge hjælp ?

Når vi ikke er sammen, har jeg intet at lave. Er hjemmegående og bor alene, jeg ville meget gerne være sammen med venner osv hele tiden, men selv når jeg er sammen med venner, aner jeg ikke, hvad jeg skal sige eller hvad man skal lave sammen. Det skal lige siges, at jeg har boet på børnehjem hele livet og min far døde, da jeg var 11, snakker ikke med min mor osv... Altså har jeg haft nogle bump på vejen. Er det normalt eller ?

Jeg er meget konfliktsky og ender tit som "dørmåtte" for andre. Forstået på den måde at jeg faktisk utroligt nok ikke selv har så mange meninger om noget. Jeg ændrer personlighed, alt efter hvem jeg er sammen med (ubevidst) Og jeg tænker meget på, hvad andre tænker om mig. Virker jeg for desperat for hende? Hvad kan jeg gøre?

På forhånd tak :)

Mvh Mark, 18 år

 

SVAR:

Hej Mark

Tak for din henvendelse til AdamogEva.

Du fortæller, at du har fået en ny kæreste og at du er i tvivl om, om du er ‘for meget’ for hende, kontakter hende for meget og nusser hende for meget.

Hvad er det du grundlæggende har brug for?

Jeg forstår, at du er vokset op på børnehjem og ikke har kontakt med nogen af dine forældre. Du overvejer, om det kan have betydning for, hvordan du er overfor andre mennesker. I det hele taget virker det til, at du er lidt i vildrede med, hvordan du skal agere sammen med andre mennesker. Både overfor dine venner og din kæreste føler du dig tilsynladende usikker på, hvordan du skal forholde dig. Du fortæller, at du indretter dig meget efter, hvad omgivelserne siger og gør. Du har ikke så mange meninger selv, men prøver at rette dig ind efter andre.

Jeg synes, du gør dig mange kloge tanker i din mail til os. Det virker som om, at du har en god føling med, hvad der er på spil og hvordan det påvirker dig.

Jeg vil sige lidt om, hvad jeg tænker. Når man, som du, er vokset op uden et trygt hjem, kan man forestille sig, at du aldrig har haft nogle faste voksne at knytte dig til. Du har hele tiden skullet omstille dig og har sikkert haft svært ved at føle dig helt tryg nogen steder. Det kan være forklaringen på, at du hele tiden prøver at ‘passe dig ind’ sammen med de mennesker, du er sammen med. Du vil ikke risikere at støde nogen fra dig. Derfor er det bedst bare at gøre sig mindst muligt bemærket. Det har måske været en af de strategier, du har brugt, for dog at føle, at du hører sammen med nogle.

Når du så mærker, at der er et menneske, som godt kan li’ dig, så er du måske så hungrende efter den nærhed, som dine forældre aldrig har kunnet give dig, at du med det samme kobler dig helt tæt sammen med det menneske. Måske er det det, som lige nu sker sammen med din kæreste. Din kæreste udfylder lige nu noget af den tomhed, du har indeni, som skyldes alt det, du ikke fik i din barndom. Derfor er det en hel umulig tanke for dig, hvis hun pludselig skulle forsvinde igen. Derfor holder du rigtig godt fast i hende og søger hele tiden hendes bekræftelse.

Jeg kan ikke sige dig præcist, at det er sådan, det forholder sig, men jeg tænker, at det godt kunne være sådan.

Jeg tror du har brug for hjælp

Og nu til dine spørgsmål:

  • Skriver jeg for meget, griber jeg det forkert an?
  • Gør jeg noget forkert?
  • Skal jeg søge hjælp?
  • Er det normalt?
  • Hvad kan jeg gøre?

Med baggrund i din opvækst, er det helt normalt, det du oplever. Det er naturligt, at du vil have denne dybe trang til at koble dig meget tæt til et andet menneske, fordi du i virkeligheden hele dit liv har trængt til en kærlig far og mor at være tæt på.

Problemet er, at din kæreste ikke kan give dig det, som din far og mor skulle have gjort. Derfor er det meget sandsynligt, at hun ret hurtigt vil blive træt af, at du søger denne tæthed og kontakt. Hun vil helt sikkert også blive træt af at blive kontrolleret af dig. Derfor tænker jeg, at du har brug for hjælp. Du har brug for hjælp til at finde en indre hvile og tryghed i dig selv. Du har brug for at lære dig selv at kende, finde ud af hvem du er, hvad du mener og turde være den, du er, uanset hvem du er sammen med. Du har brug for at kunne få indfriet dine følelsesmæssige behov, uden at det er din kæreste, som skal gøre det alene. Det tror jeg, du behøver hjælp til.

Find en voksen, som kan guide på vej

Mit råd til dig er, at du først og fremmest får kontakt med en voksen person, som du har tillid til. Jeg ved ikke, om du har kontakt med en sagsbehandler, en fra børnehjemmet eller en anden, som du taler godt med. Det kunne også være en præst, hvis du kender sådan en. Sammen med denne person skal du prøve at finde ud af, om der findes en eller anden form for hjælp, som du kan få. Jeg tror, det ville være godt for dig at få nogle samtaler hos en terapeut eller en psykolog. Det, tror jeg, du har brug for, for at komme bedre på plads med dig selv.

Hvis du kommer i gang med sådanne samtaler, tager du fat i det, som det egentlig handler om, tænker jeg.

Dine forsøg på at få opmærksomhed fra din kæreste, vil ikke give dig det, som du egentlig trænger til inderst inde. Derfor er det en kamp, som du må opgive. I stedet tror jeg, at du behøver at komme igennem en personlig udvikling, som skal modne dig til at kunne hvile mere i dig selv. Derfor håber jeg for dig, at du må finde en person, som kan hjælpe dig på vej med dette.

Måske kan du have glæde af, at læse mere det at være kærester her på siden. Her er et par forslag og du kan selv finde mere:

Han har ikke tid til kærestetid - hvad sker der?

Har I nogle ideer til udendørs aktiviteter med kæresten?

De bedste hilsner fra Benny

Annoncer