Kære Malene
Tak for dit brev.
Hvor er det dejligt at høre, at du har en fantastisk kæreste, som du elsker og gerne vil være sammen med. Det er rigtigt, at følelserne for hinanden ændrer sig, fra forelskelse, ”som gør en blind”, til en mere vedvarende følelse af kærlighed, tryghed osv. Heldigvis oplever man livet igennem ind imellem følelsen af vild forelskelse, hvilket er med til at holde liv i parforholdet også efter mange års ægteskab.
Alt nyt kan skabe utryghed og angst
Du skriver, at du fik hjemve og havde brug for din familie, da du var i Egypten, måske er det første gang, du rejser uden din familie og har skullet klare dig på egen hånd? Dette kan i sig selv være angstprovokerende, og kan være en mulig forklaring på, hvorfor du fik ondt i maven? Trygheden ved din kæreste har måske også været anderledes, fordi du har været utryg ved at være i et fremmet land uden din familie? Du og din kæreste har skullet være sammen på en anden måde, end når I er hjemme i trygge rammer i Danmark, og det er måske det, du har mærket og er blevet forskrækket over?
Der kan være mange årsager til at man komme i tvivl, om det nu er den rigtig mand man har valgt, om følelser er som de skal være, om man hører sammen osv.
Vis din kæreste tillid ved at fortælle om dine følelser
Jeg kender ikke din baggrund, men jeg tænker, det vil være en god ide at tale med din kæreste om turen og den oplevelse du fik, af at føle dig utilpas og utryg. Fortæl ham om dine tanker, om din tvivl og om din kærlighed til ham. Måske kan han genkende det. Min erfaring er, at man ved at tale med hinanden om det, der er svært, ofte bliver klogere på det, man er i tvivl om eller går og spekulerer på.
Jeg håber, du kan tale med din kæreste, om det der er svært, for det er et godt grundlag for den måde i fremover vil kunne løse problemer på. Det er også en stor tillidserklæring, når man kan tale om det, der er svært og som gør ondt.
Find også gerne andre at tale med
Jeg håber, du har fået svar på dit spørgsmål og at du har mod til at tale med din kæreste. Måske kan du også tale med dine forældre eller nogle andre mennesker, som du har tillid til, om din tvivl og om hvordan du har det.
Måske kan du også have glæde af at læse mere her på siden. Her er et par forslag:
Skal jeg blive eller gå fra min kæreste
Hvorfor kan jeg ikke mærke, at jeg elsker min kæreste?
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe