Hvorfor får jeg ikke længere orgasme, når jeg onanerer?

Vis spørgsmål

Kære brevkasse

For ca. et halvt år siden begyndte jeg at onanere. De første 3-4 gange jeg onanerede, kunne jeg sagtens få orgasme, men efter det har jeg ikke kunnet få orgasme lige meget, hvor meget jeg prøvede. Ved I hvad der er galt?

Jeg har også lige et andet spørgsmål: Mit udflåd lugter virkelig meget. Sådan virkelig surt og her for nylig også lidt af karry. Jeg fik menstruation for ca. 1 år siden, og mit udflåd har lugtet ligeså lang tid, jeg kan huske, det er bare blevet værre. Udflåddet har det også med at sætte sig på en stribe imellem de indre og ydre kønslæber, er det normalt?

Jeg har også tænkt på, om det er normalt, at der er sådan to flapper udenom skedeåbningen, og den ene af dem er helt rød og rynket og meget større end den anden. Det er, som om kønslæberne er helt røde og rynkede, og de hænger langt ud over de ydre. Det er ikke særlig kønt.

Jeg håber, I vil hjælpe.

Mvh N, 13 år

SVAR:

Kære N

Mange tak for dit spørgsmål – her forsøger jeg at svare, men hvis du synes, jeg misforstår dig, er du velkommen til at uddybe og skrive til os igen. Jeg vil også prøve at svare lidt bredere end det, du præcis spørger om; så er sandsynligheden større for, at jeg rammer rigtigt. Brug det, du synes, giver mening i din situation!

Onani uden orgasme

Du lyder til at være en pige, der er ved at lære at kende dig selv og din krop nærmere at kende ved at røre og se. Det er rigtig godt! På den måde bliver det nemmere for dig at have det godt med dig selv, din krop og din seksualitet. Onani kan være en af måderne, man kan lære sig selv at kende på. Det kan være spændende og rart.

Onani kan få dig til at blive for fokuseret på, at du vil have en udløsning. Når man får en udløsning, fortæller hjernen en, at det er rart, og at man gerne vil opleve det igen. Man kan faktisk gå hen og blive så fokuseret på sin onani og den her udløsning, at man bliver afhængig af det, og så bliver det usundt. Onani handler kun om dig selv og dine behov – og det kan give dig følelsen af at være ensom. Hvis du ikke har oplevet det, er det helt fint, og dejligt for dig, men nogle oplever det.

Generelt er sex og det at få en orgasme skabt til at skulle deles med et andet menneske – en man elsker og er tryg ved. Nogle gange kan ønsket om at få en orgasme godt stå i vejen for at man egentlig kan få det. At få en orgasme er slet ikke så simpelt som at stimulere sit kønsorgan, men især for kvinder handler det om meget mere. Vi skal helst ikke have for mange andre tanker i hovedet samtidigt – det kan stresse os og give præstationsangst og gøre det svært for kroppen at give sig hen. Så det er helt normalt, at man i perioder ikke kan få en orgasme. Det kan være, fordi du er ekstra stresset, fordi du ikke har det helt så godt med dig selv, fordi der sker nogle ting i dit liv som gør, at du har mange tanker og ikke kan nyde din krop på samme måde som før, eller det kan være noget helt fjerde. Og det er helt normalt.

Helt praktisk vil jeg råde dig til, at du sørger for, at det at skulle få en orgasme ikke er målet for at undersøge din egen krop – men måske lykkes det den ene dag og måske ikke den anden – det er stadig fint. For så lægger du ikke et pres på dig selv. Sørg for, at du kun gør det, når du selv har lyst til det og ikke lader dig presse af, hvad dine venner snakker om. Der er stor forskel på, hvad man synes er rart. Det er helt normalt. Læs mere i vores artikel Om onani – mest for piger.

Et bonusråd: Når du en dag får lyst til at have sex med en, du virkelig godt kan lide – så sørg for, at du ikke gør det, før du er helt klar! Mange får dårlige oplevelser ved at give deres krop væk (altså har sex) til en, der alligevel ikke behandler dem godt.

Normalt med udflåd

Lugtende udflåd kan være helt normalt. Du kan forsøge at vaske dine ydre kønsorganer en gang hver dag med en mild intimsæbe og skylle godt med vand. Det kan også gøre, at du kommer af med de hvide striber, du skriver om. De hvide striber er kroppens naturlige måde at holde skeden fugtig på, men skal vaskes væk en gang i mellem, for at skeden holdes ren.

Hvis du har andre symptomer som kløe og svie i skeden, kan det være tegn på en betændelse i underlivet. Det vil ofte gå væk af sig selv, men hvis du synes, det er meget generende, vil jeg anbefale dig at gå til din egen læge, som nok vil behandle dig med antibiotika.

Det kan også være en svamp i skridtet, men så vil du også være rød og irriteret med kløe og svie. Hvis det er en svamp, skal du behandles med en creme, der hedder Canesten. Den kan du købe på apoteket.

Skedens udseende

Til dit sidste spørgsmål om udseendet af din skede kan jeg sige generelt, at skeder ser meget forskellige ud – vi ser det bare ikke, fordi vi altid har tøj på. Først når vi står i omklædningen i svømmehallen eller Lalandia og ser kvinder i alle aldre, ser vi, hvor mange forskellige normale måder, vi kan se ud på! Det er sundt at lære, at der ikke kun er en måde at se ud på – det giver dig mere selvtillid og får dig til at få det bedre med dig selv. De mange tanker om det at være normal bliver ofte mindre med tiden, når man vænner sig til, at man ser sådan ud. Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Du er smuk som du er!

Og skulle du komme ud for, at en fyr engang vil synes, din skede ser grim ud, er han måske heller ikke værd at samle på, for jeg kan afsløre, at skeder ser meget forskellige ud, og den næste pige vil også se anderledes ud, end han måske forestillede sig. Jo mere du kan se på dig selv og være glad for den du er – des mere vil du smitte med selvtillid, og andre vil acceptere, hvordan du ser ud!

Til sidst vil jeg dog lige nævne, at hvis den flap, du synes ser større ud end den anden, er rød, øm og hævet, skal du overveje om det er en betændelse, og så skal du gå til lægen, men ellers er mit budskab, at det er normalt at være forskellig. Du kan læse mere i artiklen Pigens kønsorganer og i svaret til en anden: Er det normalt at have en stor flap mellem benene?

Jeg håber, du kan bruge mine svar. Jeg ønsker dig det bedste fremover.

Kærlig hilsen
Lisbet Gonge Due

Annoncer