Er det normalt at have en stor flap mellem benene?

Vis spørgsmål

Er det normalt at have en stor flap mellem benene?

Jeg er en pige på 16 år.

SVAR:

Kære L

Mange tak for dit spørgsmål – jeg vil forsøge at svare på det, som jeg læser dit spørgsmål. Hvis jeg rammer forbi, er du velkommen til at uddybe og skrive et spørgsmål til os igen.

Ydre kønsorganer

Du spørger, om det er normalt at have en stor flap mellem benene, når man er pige. Helt generelt kan jeg svare, at de ydre kønsorganer hos kvinder faktisk varierer en hel del i udseende. De kvindelige kønsorganer består grundlæggende af indre kønslæber, der omgiver skedeåbningen og ydre kønslæber, der omgiver de indre kønslæber. De indre kønslæber består af slimhinde og er derfor en mere fugtig overflade og er mere mørkerød end de ydre kønslæber, der på ydersiden er almindelig hud. Så nu er du måske klædt på til at vurdere, om den flap du skriver om, er en del af indre kønslæber eller ydre kønslæber.

De indre kønslæber er hos nogle kvinder små og ikke umiddelbart til at se, fordi de ydre kønslæber gemmer dem, men hos andre er de større og strækker sig, så de kan ses, selvom man ikke spreder benene. Begge dele er helt normalt. Det kan sammenlignes med, at nogle har små bryster, andre store, nogle er høje, andre lave osv. Sådan er vi forskelligt skabt.

Du kan se mere om kønsorganerne og deres udseende i vores artikel Pigens kønsorganer.

Det unormale og sjældne

En sjælden gang imellem er kønsorganerne ikke helt normale. Når et barn bliver født, og man ser efter, om det blev en dreng eller en pige, er det ofte meget simpelt: Er der en tissemand eller en tissekone? I sjældne tilfælde skal der en gentest til for at afsløre, om det er en dreng eller en pige – og nogle gange sker det først, når babyen er blevet til et større barn. Fordi forældre og sundhedspersonale troede, det var en pige, men der faktisk var en underudviklet penis. Det sker dog meget sjældent.

Hvis du altid har følt dig som en pige, er der ikke grund til at gøre yderligere – så er du også en pige i generne. Men har du altid følt, at du mere er en dreng, vil jeg opfordre dig til at få en tid hos din læge og få vedkommende til at undersøge dig.

Jeg håber, du kan bruge mit svar og ønsker dig det bedste fremover.

Venlig hilsen
Lisbet Gonge Due

Annoncer