Kære Peter
Hvor er det dejligt at mærke, at du virkelig forsøger at arbejde med de svar, du får. Se sidste svar her: Hvorfor kan jeg ofte ikke mærke, at jeg elsker min kæreste?
Kærlige tanker
Du har forstået det helt korrekt, at jeg anbefaler dig at se på dine handlinger og tanker og ikke dine følelser, når du kommer i tvivl om, om du elsker din kæreste. Ligesom jeg også anbefaler dig at tænke kærlige tanker om hende og gøre kærlige ting for hende, da det måske kan få flere følelser frem. Du er lidt i tvivl om, hvordan du helt konkret skal tænke kærlige tanker om din kæreste. Igen tror jeg, det er fordi, du lægger noget mere følelsesfuldt i begrebet ”kærlige”. For i dine tidligere henvendelser oplever jeg nemlig, at du allerede tænker kærlige tanker om din kæreste. Med kærlige tanker mener jeg blot, at du kan tænke på, hvad hun betyder for dig, hvad du godt kan lide ved hende (udseende, egenskaber mm.), hvad du oprindeligt faldt for hos hende osv. Kærlige tanker behøver altså ikke være noget specielt følelsesfuldt - det er jo netop det, som du har svært ved.
Elsker – elsker ikke?
Dit sidste spørgsmål går på, hvordan du kan vide, om du elsker din kæreste. Et spørgsmål, som rigtig mange andre helt sikkert også har stillet sig selv. Hvordan kan jeg være sikker på min kærlighed? Jeg tror (desværre) ikke, at der findes noget enkelt svar på det spørgsmål. Og jeg kan desværre ikke give dig spørgsmål eller lignende, som kan hjælpe dig til svaret. Det, jeg derimod kan og vil, er at dele nogle mere generelle tanker om kærlighed med dig. Måske kan det hjælpe dig til selv at besvare dit spørgsmål? Eller måske kan det i det mindste hjælpe dig til at leve med din usikkerhed.
Eksempler på ord, der er tæt forbundet med kærlighed, er ord som fx samhørighed, vilje, tryghed, anerkendelse, respekt for forskellighed og realisme. Passer disse ord på jeres forhold, er der altså noget, der tyder på, at der er tale om kærlighed.
Forpligtelse og engagement
Langtidsholdbar kærlighed er forbundet med forpligtelse og engagement. Forpligtelse er et valg og en holdning om at være der for den anden både i gode og dårlige tider. At forpligte sig er at bestemme sig for, at man bliver i sin relation, også når der kommer svære perioder. Det at forpligte sig gør det muligt at fokusere på, hvad man kan gøre for at udvikle forholdet, i stedet for at bruge energi på at overveje, om man kan få noget, der er bedre. Derudover er det enormt betydningsfuldt at vide, at den anden vil én – også på dårlige dage. Kun når man ved, at den anden har besluttet sig for at være hos én, og kun når man mærker, den andens forpligtelse, kan man være fuldstændig tryg i forholdet.
At forpligte sig til at elske har med vilje og beslutning at gøre. Den forpligtende kærlighed er ikke en kærlighed, hvor man håber på at elske, men derimod en kærlighed, hvor man siger ”jeg vil elske” og ”jeg vil investere noget i vores parforhold”. En af de mest tydelige måder, hvorpå man kan vise sin forpligtelse, er ved at blive gift.
Engagement er en naturlig følge af forpligtelse. Engagement er at handle aktivt i hverdagen for at få forholdet til at blomstre. Engagement består altså ikke kun i velmenende tanker og gode intentioner. Engagement handler derimod om at gøre noget for, at den anden kan trives i forholdet. Engagement kan komme til udtryk på mange måder. Det kan fx være ved, at man fortæller den anden, at han/hun ser godt ud; at man skriver en opmuntrende SMS; at man tager opvasken, når den anden er træt; at man lytter til den andens glæder og sorger osv. Og husk: det er vigtigere hver dag at gøre ”små” ting, der vidner om engagement, end at man engang hver 3. måned går ud sammen eller laver den helt store middag, selvom det også kan være tegn på engagement.
I et parforhold er der brug for både forpligtelse og engagement. Der er brug for både en forpligtende holdning og engagerede handlinger. De kan supplere hinanden. I perioder, hvor der ikke er så stort dagligt engagement i forholdet, er det rart og trygt at vide, at man er forpligtet på hinanden. Omvendt kan et bevidst engagement også være med til at styrke lysten til den langsigtede forpligtelse, fordi ens engagement alt andet lige både gøre det tryggere og sjovere for ens partner og én selv at være i parforholdet.
Kærlighed er således, som jeg også skrev til dig sidst, ikke kun store ord og varme følelser. Kærlighed er snarere et valg – et tilvalg af den anden. Og har man taget valget, er den bedste metode til at få kærligheden til at vokse og blive langtidsholdbar at pleje parforholdet/kærligheden med forpligtelse og engagement.
Held og lykke med kærligheden.
Jette