Hvordan skal jeg leve mit liv uden at skuffe min kristne familie?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er en pige på 20, som er opvokset i en kristen familie, og jeg har selv været kristen en stor del af mit liv. Dog har jeg ikke levet noget kristent liv de sidste par år. Især det sidste år har alt det med fyre fyldt rigtig meget i min hverdag. Jeg har haft ret meget tilfældig sex med fyre, jeg har mødt på Tinder. Jeg er i dag nærmet blevet afhængig af den fysiske berøring fra fyre og den anerkendelse og bekræftelse, det giver mig, Jeg har løjet rigtig meget over for min familie, for at de ikke skal finde ud af noget, da jeg ved, de vil blive meget skuffede og kede af det over at høre, at jeg opfører mig sådan.

For et par måneder siden mødtes jeg med en fyr fra Tinder. Vi fandt ved et tilfælde ud af, at vi begge kom fra familier med en kristen baggrund. Han er ligesom mig en kristen, som er trådt ved siden af og er bange for at skuffe sin familie. Jeg er virkelig glad for at have mødt ham, for det er rart endelig at have fundet en, som har mange af de samme tanker som mig selv.

Selvom jeg ikke tror, jeg er kristen mere og ikke tror på Gud, så vil det kristne og de kristne værdier altid være en del af mig, da det jo har fyldt så stor en del af mit liv. Vi bor begge stadig hjemme ved vores forældre og er derfor mest bare sammen et par timer en gang imellem. Mest sidder vi bare og snakker. Vi er begge meget bange for den kamp, som venter os i form af vores familie. Jeg kan ikke leve et liv på den måde, som familien gerne så, jeg gjorde. 

Jeg tror helt ærligt ikke, jeg så ham mere, hvis ikke det var for hans kristne baggrund. Jeg har på trods af en del sex det sidste år meget begrænset erfaring med faktisk at date sådan rigtigt.

Beklager mit måske meget rodede brev, men synes også hele siturationen er lidt rodet.

SVAR:

Kære pige

Tak for dit brev – du behøver slet ikke beklage, at det er rodet. Det er jo netop, når vi står i rodede situationer, vi har brug for hinanden, så det er så godt, du skriver! Jeg kommer her med mine tanker til det, du skriver. Så må du tage det, du kan bruge, og lade resten ligge.

På-vej-mod-voksen-valg

Der er sket noget de sidste par år, hvor du har valgt at lægge Gud væk og selv vælge, hvad der er godt og skidt for dig. Det er en helt naturlig del af at blive voksen, at vi går væk fra det, vores forældre har lært os, fordi vi gerne selv vil vælge, hvordan vi vil leve vores liv.

Du har naturligvis helt ret til selv at vælge, hvordan du vil leve dit liv. Men jeg tænker på, om du måske vælger lidt tilfældigt uden at have gjort dig klart, hvad du faktisk mener er den bedste måde at forholde dig til mænd og sex.

Sex eller kærlighed

Du skriver, at du i dag nærmest er blevet afhængig af den fysiske berøring fra mænd, fordi den giver dig anerkendelse og bekræftelse. Du er så meget mere værd, end hvad en tilfældig mands berøring kan fortælle dig.

Du fortjener en mand, som elsker dig og respekterer dig, fordi han kender dig rigtig godt og ønsker at være sammen med dig, uanset om han får sex ud af det eller ej. En mand som elsker dig, for den du er – ikke for dit udseende, eller hvad du kan i sengen. Det er den kristne holdning til dig som kvinde, og det er en værdi, jeg vil opmuntre dig til at tage med dig, uanset om du vil tro på Gud eller ej.

Du må træffe et valg

Du har et vigtigt valg foran dig: Hvad skal sex være for dig? Du kan nemlig selv vælge, om sex skal være en nem vej til at få billig anerkendelse hos mænd, du dårligt nok kender, og som måske slet ikke holder af dig. Her kan du få masser af sex, men anerkendelsen, ved du godt, kun varer i øjeblikket. Det gør ikke, at du føler dig særlig elsket bagefter, når fyren er gået igen. Det betyder også, at sex bliver en præstation – for du skal jo sørge for, at han synes godt nok om det til, at han vil komme igen.

Du kan også vælge, at sex skal være en måde at forene dig med en, du elsker, og som virkelig elsker dig. En som vil være sammen med dig altid, som kender dig på godt og ondt, og som derfor kan give dig anerkendelse på en langt stærkere og længerevarende måde. Så bliver sex et sted, hvor du bare kan være dig selv og nyde at være sammen med en, du virkelig stoler på.

Sex – billig eller værdifuld?

Det er derfor, de kristne snakker om at vente med sex til efter brylluppet, for hvilken større kærlighedserklæring er der, end at han lover at ville tilbringe resten af sit liv med dig? Det er ikke for at ville fratage dig fede sexoplevelser, men for at give dig mulighed for at vælge sex med en rigtig elsker: En mand du elsker, som du kan give dig fuldstændig hen til.

Valget er op til hver af os: Skal sex være billig eller værdifuld for mig? Du har helt ret til selv at vælge – jeg beder dig bare tænke over det, så det ikke bliver et tilfældigt valg. Og selvom du har haft sex med flere de sidste par år, kan du sagtens nå at ændre mening og give sex en anden betydning fremover, men det kræver et bevidst valg.

Dig og dine forældre

Det lyder virkelig hårdt, at du føler, du skuffer dine forældre og må gå bag ryggen på dem. Du må føle dig meget alene i din familie lige nu. Jeg kender jo ikke dine forældre, så jeg ved ikke, hvordan de vil reagere, hvis du snakkede med dem om alt det, du kæmper med lige nu. Eftersom du er 20 år, skal du og dine forældre til at finde ind i et voksent forhold med hinanden, hvor dine forældre ikke længere fortæller dig, hvad du skal gøre, men hvor I snakker om tingene som voksen til voksen.

Igen skal du ind og overveje, hvilket slags forhold du vil have til dine forældre. Du kan fortsætte med at lyve og lade som om. Det bringer ikke nogle store konflikter, men det kræver en masse energi og dårlig samvittighed fra din side. Du kan også vælge at bede dem om en snak, hvor du fortæller dem lidt om, hvad der foregår i dig – og at du ikke har villet sige det, fordi du ikke ønsker at skuffe dem. Jeg er selv mor og vil langt hellere, at mine børn fortæller mig, hvad der fylder dem – også selvom det er imod mine værdier – end at de distancerer sig fra mig og ikke kan være dem selv.

Måske kan du få nogle input ved at læse artiklerne Slip dine forældre og Når fortiden gør ondt.

Jeg ved jo ikke, hvordan dine forældre vil reagere – måske de bliver vrede eller kede af det, måske er de helt forstående. Hvis de bliver vrede, er det jo nok, fordi de holder af dig og ønsker dig det bedste. Men det er altså kun dig, som kan bestemme, hvordan dit liv skal leves. Hvis du synes, det er svært at tale med dem, kunne du i stedet skrive et brev, som de har tid til at læse, før I snakker sammen – så får du det hele sagt, og de har tid til at tænke over det.

Venner uden sex

I forhold til ham, du mødte på Tinder, lyder det helt ærligt ikke, som om du tænker på ham som kærestemateriale. Du skriver, at I nok ikke ville være sammen, hvis ikke I havde de kristne familier til fælles. Til gengæld lyder han som en drøngod ven!

Når du ikke har så meget erfaring i at date, har du heller ikke haft mulighed for at finde ud af, hvilken slags mand du leder efter som kæreste/ægtemand. Hvordan ville det være at droppe sex og en masse fysisk berøring for i stedet at lære de mænd, du møder, ordentligt at kende? Gå ture, spis middag sammen, snak, tag ud at bowle, sæt jer på en café med en god kop kaffe, grin og lær hinanden at kende. Det er også en god måde at sortere de fyre væk, som kun er interesseret i sex og ikke i dig.

Konklusion

Altså: Det er fuldstændig dit valg, hvordan du vælger at leve dit liv – men jeg vil klart anbefale dig at tænke dig om, så du bygger dine beslutninger på de værdier, du gerne vil have i dit liv, og ikke en tom følelse af anerkendelse fra tilfældige mænd, for den holder ikke i det lange løb.

Hvis du vil have et tættere forhold til dine forældre, er du måske nødt til at bide i det sure æble og få dem fortalt, hvordan du har det – også at du er bange for at skuffe dem. Ellers går du og bygger rigtig meget op i dit hoved uden nogensinde at vide, hvordan de i virkeligheden vil reagere.

Gud opgiver aldrig dig!

Til sidst: Det kan godt være, at du har opgivet Gud. Og det er igen helt op til dig. Men jeg vil blot minde dig om, at Gud aldrig opgiver dig! Han elsker dig, vil dig det uendeligt godt, og ham kan du sagtens snakke med, når tingene er svære, uanset om du tror på ham eller ej.

Jeg håber, mine tanker har hjulpet dig lidt på vej. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen. Pas godt på dig selv!

Venlig hilsen
Maria

Annoncer