Hvordan kan jeg lære at være åben og stole på mig selv?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er lige nu et sted i mit liv, hvor jeg lærer mig selv at kende og prøver at forstå, hvordan jeg fungerer. Men gang på gang bliver jeg fortvivlet, når jeg så når til den virkelige verden.

Jeg har det svært med sociale situationer, eller det vil sige, jeg er blevet bedre til den lidt overfladiske snak, der foregår i klassen til hverdag, men når det gælder om virkelig at sige, hvad jeg mener og tror, så kan jeg bare ikke. Jeg har så svært ved at åbne mig op. Og hvis jeg så prøver at åbne mig op, så kan jeg ikke formulere mig, og jeg føler jeg gør mig selv til grin. Jeg har også meget nemt til tårer, for følelserne sidder lige under overfladen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg mærker, at jeg ryger længere og længere væk fra fællesskabet, og i bund og grund så er der ikke nogen i min klasse, der egentlig kender mig.

Med det hele så er det med at åbne op for troen også noget af det sværeste, for det er noget, der virkelig betyder noget for mig, men jeg har bare så svært ved at åbne mig.

Pige, 17 år

SVAR:

Hej med dig

Mange tak for dit spørgsmål, og tak fordi du deler din udfordring. Jeg vil gerne tage fat i tre af de ting, du skriver om:

Kæmpe udvikling

Det vigtigste først: “Jeg er i gang med at lære mig selv at kende og finde ud af, hvordan jeg fungerer.” Det er nemlig lige præcis det, du er. Du er i gang med en kæmpe udvikling, og det kan tage lang tid at finde ud af, hvilke veje du skal gå, og hvad du synes er rigtigt for dig lige nu. Om 10 år og igen om 20 år er det måske en anden vej, du skal vælge. Jeg håber, du vil tage imod, at du og livet hele tiden er noget, der udvikler sig.

Smalltalk

Den anden ting: Du har allerede erfaret, at for at kunne fungere ude i den virkelige verden, så skal man kunne snakke om “vind og vejr”. Det, du beskriver som den overfladiske snak. Når vi mødes til fester, på skolen, på arbejdet – alle de steder, hvor vi ikke bare sidder to og to, så er det ofte godt at kunne klare lidt “smalltalk”. Øv dig i det, hver gang du er sammen med nogen. Lidt let snak om vejret, tøjet I lige har købt, filmen I skal se i biografen osv.

Dit selvværd

Den tredje ting: Når det så bliver mere alvor, oplever du, at det bliver svært, og du føler, du gør dig selv til grin. Den problematik handler om, hvordan du ser på dig selv. (Dit selvværd.) Hvis du elsker dig selv og tror på, at du er interessant for andre at høre på (eller egentlig er ligeglad med, hvad de synes), så vil du ikke bekymre dig om at blive til grin.

Så inden du fokuserer på at lære at sige “de rigtige ting”, eller du tør åbne dig, skal du have arbejdet med selvværdet, for så kommer resten meget lettere til dig. Du skal ikke være en anden, end den du er. Du skal ikke spille en rolle, for det bliver for anstrengende i længden. Så i takt med, at du er ved at lære dig selv at kende, så skal du også erkende og anerkende det, du finder ud af om dig selv.

Du er ikke alene

Det er rigtig svært at finde nogen, som har fundet sig selv som 17-19 årige. I den periode er mange i gang med STX, HHX, HF eller lignende. Jeg er meget i kontakt med den aldersgruppe, og fælles for dem alle er, at de slet ikke er “færdigbagte” endnu, og de har rigtig mange problematikker, som de går rundt med i det skjulte. Der skal træffes så mange valg om fremtid og uddannelse samtidig med, at man skal være interessant i klassen. Der er vurderinger fra lærerne, fra klassekammerater og fra forældre. Måske tror du, de andre har fuldstændig styr på deres liv, men det har de ikke. Der er rigtig mange forskellige adfærdsmønstre, som kan dække over, at de også har lavt selvværd.

Det er ikke kun de stille og generte piger. Den dreng, der råber højt, laver masser af fis og ballade, kommer daskende for sent, ham som spiller ligeglad, når han igen får en dårlig karakter, hende der altid har en grim kommentar om andre, så snart de forlader rummet, hende der hele tiden er super modebevidst klædt på, og hvor intet sidder forkert, hende eller ham som er meget tynd eller meget tyk – alle de kan også meget vel have massive problemer med selvværdet. Der er så mange mennesker, der bøvler med, at de vurderer deres egen værdi meget lavere, end de vurderer andre mennesker. Det er bare ikke noget, vi taler om, for så viser vi jo, hvordan vi ser ud indeni, og det er det, vi frygter mest.

Tænk og tal pænt om dig selv

Du skal begynde at tale pænt til og om dig selv, og du skal tænke pænt om dig selv. Prøv at lægge mærke til, hvilke ting du godt kan lide ved dig selv. Her tænker jeg i udgangspunktet ikke på dit udseende, men på din personlighed. Fx jeg er glad for, at jeg elsker naturen. Jeg er glad for, at jeg lytter til andre mennesker; jeg er glad for, at jeg kan holde på hemmeligheder, når andre bruger mig som deres fortrolige osv. Prøv at tænke på, hvad du står for, hvilke holdninger du har til mennesker, til miljø og politik og mærk efter, hvordan du har det med et menneske, der har de holdninger, som du har. Kan du lide dig selv?

Noget på spil

Når vi udtaler os om noget – enten om verden eller om os selv – kan det føles, som om vi står på en scene. Andre kigger på os, lytter til os, og har nu lov til at mene alt muligt om det. Oftest har de også lov til at sige lige, hvad de vil om det. Det er netop her, der er brug for et godt selvværd.

Når du tror på, at du har lov til at mene lige nøjagtigt, hvad du vil, sige hvad du vil, og gøre hvad du vil, uden at du skal spekulere over, hvad andre synes om dig, så kan du bedre slappe af, og så kommer det naturligt at åbne sig mere og mere.

Fokus skal flyttes

Det er egentlig lidt pudsigt, men du skal øve dig i at lade være med at tænke så meget på dig selv. Med det mener jeg, at du plejer at tænke på, hvad andre mener om DIG, hvis du siger eller gør noget. Det skal du lade være med. Du kan i stedet tænke på dem: Hver gang du åbner munden (eller åbner et skrivefelt på Facebook, Twitter eller lign.) kan du tænke: Hvad vil jeg sige med dette her? Kan andre have gavn af det, jeg siger? Kan det måske hjælpe eller glæde et andet menneske? osv. Alt godt, du kan sige, kan aldrig skade nogen. Og det vil ingen kunne tænke dårligt om. Hvis de så alligevel gør det, siger det jo netop om dem, at de ikke tåler, andre får ros. Dvs. de selv har et lavt selvværd.

Mennesker med lavt selvværd – som måske ikke er klar over det – kan let falde i fælden med at nedgøre andre, svine andre til på sociale medier eller være nogle “bisser” i en samtale. Det gør de for at få andre ned, så de ikke er alene om at have det skidt. De får det bare ikke selv bedre af det.

Men i dit tilfælde tror jeg mere, du overtænker, hvad andre vil mene om det du siger; om det er godt nok, om du er sjov nok; interessant nok. Og denne kamp kan du aldrig vinde. Uanset hvor sjov eller interessant du bliver, så vil der altid være nogen, der ikke kan lide det, du siger eller gør. Så du er først og fremmest nødt til selv at være tilfreds.

Smittefare eller smitteglæde

Det er godt, hvis du omgiver dig med mennesker, som har højt selvværd, for de har ikke travlt med at nedgøre dig, så der kan du være “safe”. Du skal bare have fundet ud af, hvem de er. Gå efter mennesker, der ikke taler dårligt om andre; det er et godt udgangspunkt. Deres gode syn på sig selv og andre kan måske også smitte lidt af på dig.

Det samme sker nemlig, når du er sammen med mennesker med lavt selvværd. Når du hører, hvor dårligt de taler om andre, som måske lige har sagt noget, eller lige har forladt klassen, så samler du det op i erfaringen om aldrig at sige noget selv, for så bliver det måske dig, de taler så grimt om. Så prøv, om du kan finde et par gode mennesker at være sammen med.

Søg professionel hjælp

Hvis du har brug for mere hjælp til at få styrket selvværdet, kan du finde bøger på biblioteket, artikler på nettet, eller du kan tale med en terapeut. For rigtig mange af os kan selvværdet blive bedre med alderen (i takt med livserfaring). Man finder ud af, at de andre ikke er et hak bedre, og at livet går videre, selvom man ikke er den sjoveste eller pæneste.

MEN hvis du ikke har tålmodighed til at vente på, at du bliver 30 år eller mere, så kan du søge hjælp gennem terapi. Hvis du ikke lige selv kender nogen, kan du måske finde en på vores liste over personer, vi anbefaler.

Jeg ønsker rigtig meget for dig, at du finder kærligheden til dig selv og accepten af, hvem du er, og at du på den måde finder DIN plads.

De bedste hilsner
Anja

Annoncer