Hvordan accepterer jeg min lillesøsters adfærd?

Vis spørgsmål

Jeg holder rigtig meget af min lillesøster (17 år), hendes velvære er en af mine største prioriteter i hverdagen. Vi er vokset op sammen og har altid haft et meget tæt forhold, men her de sidste par år har jeg oplevet en konstant bekymring for hende.

Det er især slemt, når jeg ved, hun er til fest eller omgås nogle personer, jeg ikke bryder mig om. Jeg kan end ikke lide, at hun er begyndt at drikke og ryge til fester.

Generelt oplever jeg en vrede, nedtrykthed og aggressivitet, når hun gør mange af de her ting, - værst er det, hvis hun danser med drenge til en fest, vi begge er til. Jeg føler mig så dobbeltmoralsk og får skyldfølelse, efter jeg har reageret på mine følelser. Hvordan kan jeg nægte hende, at gøre ting jeg tillader mig selv?

Michael, 18 år

SVAR:

Kære Michael

Det er rigtig dejligt, at du holder så meget af din lillesøster.

Det er jo en stor udfordring at lade dem, der er yngre gøre deres egne erfaringer og acceptere, at det er sådan, det er.

Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvorfor du er så optaget af at passe på hende. Synes du ikke jeres forældre gør det? Eller har du gjort dig så dyrekøbte erfaringer, at du gerne vil, hun skal undgå det?

Jeg kan forstille mig, at jo mere du forsøger at passe på hende, desto mere vil hun måske gøre lidt oprør imod dig, fordi du bliver sådan lidt faragtig.

Jeg synes du skal tale med dine forældre om, om de ikke kan tage over og hjælpe dig, så du kan være helt klar over, at det er deres ansvar og ikke dit.

Venlig hilsen

Steen Kruse

Annoncer