Kære Ulykkelige.
Det blev ikke helt det, du havde regnet med, da du var i byen med veninderne, kan jeg forstå.
Og nu er du fyldt med bekymringer og svære tanker, efter du har talt med en af dine veninder, og du tør ikke dele den historie, hun har fortalt, med din kæreste, af frygt for hvilke konsekvenser det vil kunne få for jeres forhold.
Er din venindes historie virkelig rigtig?
Det lyder som en højst usikker historie, det din veninde har fortalt. Hun har intet set og ved derfor ikke, hvad der er foregået på det toilet – det kunne lige så godt være en voldtægt som frivillig sex med en ukendt mand (?) – eller ingenting!
Du ved, du har haft et tab af kontrol, fordi du blev meget beruset, og det må i sig selv være en ret skræmmende oplevelse ikke at kunne huske, hvad der er foregået – og så hjælper det ikke at bebrejde sig selv eller forlange af sig selv, at ”det burde man jo kunne huske…”
Kan du stole på veninden?
Tanker og ord har meget magt. I din sag lyder det til, din venindes ord får stor magt over dig, så du tror hende fuldt ud. Måske har du grund til det, fordi du af erfaring ved, hun altid taler sandt. Og hun var selv pinlig ædru – eller hvad?
Der er sået en tvivl i dig om, hvad der er foregået, og skal du nu selv gå med den tvivl, eller skal du dele den med din kæreste?
Hold fast i dig selv og kærligheden til din kæreste
Du skriver: ”Problemet er, at jeg har en kæreste som jeg bor sammen med og elsker over alt på jorden og kunne aldrig drømme om at være ham utro. Han er den, jeg gerne vil giftes med og have børn sammen med.. Han er en af de virkelig gode fyre, der vil gøre alt for mig og elsker mig over alt på jorden..”
Den dobbelte ”viden” om dig selv, den tvivl der er sået i dig – skub den væk! Hold fast i den ædru viden, du har om dig selv: Du kan aldrig drømme om at være din kæreste utro. Og i stedet for at så tvivl i ham også, så bekræft overfor din kæreste, hvor meget du elsker ham og værdsætter jeres forhold. Det er din sande identitet – det er den, du gerne vil være.
Lad ikke et anfald af kontroltab ødelægge dit liv; men tænk dig godt om en anden gang, så du ikke udsætter dig for den fare, der ligger i at miste forstanden pga. indtagelse af for meget alkohol. Det kan du iøvrigt læse mere om her på siden:
Jeg ønsker dig alt godt i dit liv fremover med den mand, du elsker og gerne vil leve og dele dit liv med fremover.
Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen