Kære ”Moren”
Tak for din henvendelse!
Jeg kan godt forstå, at den situation, som du er i, tærer gevaldigt på dig og gør ondt. Som jeg ser det, er den helt urimelig for dig, og den er nødt til at blive kortvarig. Ellers kan du gå helt i stykker.
Modsat-rettede meldinger fra din ekskæreste
Dit barns far – din tidligere kæreste – siger, at han stadig elsker dig, men bare ikke som en kæreste! I kysser og elsker jævnligt sammen – ting, som naturligt hører hjemme i et parforhold, og ikke sammen med en, man ikke er kæreste med!
Som situationen er nu, så er det – sådan som jeg ser det – udelukkende dig, der betaler prisen for din ekskærestes modsat-rettede meldinger til dig.
Pas på dig selv!
Du spørger, om der overhovedet er noget, du kan gøre i denne situation, andet end at sidde som en pauseklovn og håbe på, at han opdager, at han elsker dig som sin kæreste igen. Eller om din eneste mulighed er at lade det være op til ham!
Mit svar er, at du er nødt til at passe på dig selv og gøre den utålelige situation, som du er i, kortvarig. Både for dit barns skyld – for han/hun har brug for en mor, som ikke bruger al sin energi og overskud på at blive i en helt urimelig situation - og også for din egen skyld. Og såmænd tillige for din ekskærestes skyld. (Det vil være sundt og godt for ham at se, at du – hans måske kommende kæreste – ikke finder sig i hvad som helst).
En tredje mulighed
På den ene side, så ved du med dig selv, at du ikke kan blive i din nuværende situation. Det vil ingen mennesker kunne holde til!
På den anden side, så har du ikke lyst til at opgive håbet om, at din ekskæreste kunne beslutte sig til at komme tilbage til dig og sit barn.
Du holder stadig af din ekskæreste, og jeres barn vil have godt af at vokse op i et hjem, hvor både mor og far er. Set i det lys, kan jeg godt forstå, at du – som du skriver – føler, I har noget at kæmpe for, og at du vil blive ved – så længe han er med på, at I stadig kæmper, og han ikke giver op.
I det, du skriver, kan jeg sagtens se den kamp, som du kæmper. Jeg har sværere ved at få øje på den kamp, som din ekskæreste kæmper. Prøv – overfor dig selv – at sætte ord på, hvor du ser, han kæmper.
Jeg vil opfordre dig til overveje en tredje mulighed. En mulighed, som tager højde for, at du ikke kan holde til at være i din nuværende situation i måned efter måned, - og som samtidig hjælper din ekskæreste til at beslutte sig for, hvad han vil.
Med andre ord, så vil jeg opfordre dig til at overveje, at fortælle din ekskæreste, at du ikke hverken kan eller vil blive i den situation, som han har sat dig i på ubestemt tid. Giv ham en tidsfrist for, hvornår han er nødt til at meddele dig, hvad han vil - og fortæl ham, hvad du håber på, at han vil beslutte sig for.
Ansvarlighed
Det kan lyde banalt, men alligevel: Der skal to til et parforhold. Med andre ord, så får din søn aldrig et hjem, hvor både mor og far er, hvis det alene er dig, der vil jeres parforhold. Det kræver også en beslutning fra din ekskæreste!
Samtidig kalder det på ansvarlighed at være med til at sætte et barn i verden. Når vi som forældre gør det, har vi også pligt til at tage ansvar for, at dette barn får en opvækst i et hjem, hvor både mor og far er.
Hvorfor trak din ekskæreste sig fra jeres forhold?
Du skriver ikke ret meget om din ekskæreste, så jeg har ikke så meget fornemmelse af, hvad der har fået ham til at trække sig fra jeres forhold, efter I fik jeres lille barn. Ved du det? Ved han det selv? Er det noget, I kan tale sammen om?
Du skriver, at I begge afventer, om hans følelser skulle ændre sig, og at I derfor stadig ses. Som jeg forstår det, du skriver, så er det følelserne for dig, som ikke er, som han gerne vil, - men det kan også være følelser, som er forbundet med de store omvæltninger, der følger af det at blive far.
Af samme grund har jeg svært ved, at kommentere på det, du skriver.
Hvis det er følelserne for dig, som ikke er, som han kunne ønske sig, så er det værd at mærke sig, at følelser overfor et andet menneske har det med at skifte, forsvinde og dukke frem igen. Derfor er det uholdbart at tage beslutninger alene på baggrund af, om man synes, de rigtige følelser er til stede – eller ikke.
Situationen er en anden, hvis de følelser, som du nævner hos din ex-kæreste, er forbundet med de store omvæltninger, der følger af det at blive far. Så kunne din ekskæreste eventuelt have godt af at tale om dem. Måske sammen med dig.
Du kan ikke vide, hvad udfaldet bliver!
Du spørger, om din eneste mulighed er at lade det hele være op til ham. Det mener jeg ikke, det er. Det, som du ved med sikkerhed, er, at du ikke i ret lang tid kan holde til at være i den uvished, som du er i nu. Du har ingen sikkerhed for, hvad udfaldet bliver, hvis du giver ham en tidsfrist for, hvornår han skal meddele dig, hvad han vil. Men som jeg ser det, er du nødt til at gøre det.
For alles skyld!
Du har behov for at få en afklaring.
Jeres barn har behov for en mor (og en far!), som ikke bruger al energi og overskud på alt andet end ham/hende.
Og din ekskæreste har brug for at få et vink med en vognstang, som kan kalde ham til ansvarlighed og afgørelse – og som viser ham, at hans eventuelt kommende kæreste ikke finder sig i hvad som helst, men tager hånd om sit eget liv.
Flemming H. Møller, præst og psykoterapeut