Hvem kan jeg snakke med om min pornoafhængighed?

Vis spørgsmål

Kære dig/jer

Jeg er 16 år gammel og har i mange år kæmpet med pornoafhængighed i perioder. Jeg skrev faktisk også ind her, da jeg var yngre, og fik et godt og opmuntrende svar, så tak for det!

Men her står jeg igen og oplever, at Gud kalder mig til at gøre noget aktivt nu for at komme ud af min “afhængighed”. Derfor har jeg besluttet at tale med nogen om det. Jeg har tænkt, at jeg vil starte med at snakke med min kontaktlærer på min efterskole og senere – hvis jeg har mod på det – min bedste veninde her på efterskolen.

Jeg går i 10.klasse på en kristen efterskole. Jeg tænker derfor, det er et godt forum at få snakket om min kamp med porno i. Men pludselig blev jeg helt i tvivl. Kan jeg godt snakke med min MANDLIGE kontaktlærer? Jeg har på fornemmelsen, at han vil være rigtig god at snakke med om det her, men jeg kan alligevel ikke vide, om det er over hans grænser at snakke om sex/porno med en sekstenårig pige. Burde jeg tænke på ham og hans grænser i det her, eller skal jeg bare kaste mig ud i det? Og hvis ja, hvordan i al verden starter man sådan en samtale, også når man er en som har svært ved at snakke om svære ting?

Jeg håber I/du kan hjælpe med nogle af alle mine spørgsmål. Tak for jer og jeres arbejde!

Knus fra efterskolepigen

SVAR:

Hej efterskolepige

Som efterskolelærer bliver jeg rigtig glad af at læse dit brev – omstændighederne til trods.

At Gud kalder en til at få gjort op med ting i vores liv, fx pornoafhængighed, er på én gang meningsfuldt og hårdt. Derfor glæder det mig, når du som noget helt naturligt skriver, at du vil forsøge at åbne op og have relationer, hvor pornoafhængigheden kan italesættes. Det er sundt. Det er visdom. Godt gået! At du så ovenikøbet reflekterer over, om de personer du vil åbne op overfor, er de rigtige, tyder også på en sund grad af modenhed.

Jeg vil kommentere ud fra mine egne erfaringer som både efterskolelærer og tidligere efterskoleelev på dine overvejelser om at tale med din veninde og din mandlige kontaktlærer.

Din mandlige kontaktlærer – hans ansvar

Jeg synes, det er helt i orden at skrive til din kontaktlærer og høre, om han vil hjælpe med at snakke om din pornoafhængighed. Jeg har tilladt mig at skrive et udkast til, hvordan sådan en besked kunne se ud:

“Hej kontaktlærer

Det her kommer måske lidt som en overraskelse, men jeg har brug for at snakke om noget ret privat.

Jeg går og kæmper med noget, jeg selv vil beskrive som en pornoafhængighed.

Jeg vil ikke gå i for mange detaljer her, jeg vil bare gerne sige, at jeg trænger til at tale med en, der er voksen og har mere erfaring om de her ting. Jeg tænkte, det kunne være dig. Men jeg forstår også, hvis du tænker, det er bedre at tale med en anden.

Kan vi mødes og tale om det her?

Eller ser du helst, at jeg taler med en anden? Og i så fald, hvem?

Vh efterskolepigen”

Som mandlig lærer på en efterskole ville jeg tænke i hvert fald to ting om at få en sådan besked:

  1. Godt hun skriver – Det skal der selvfølgelig handles på.
  2. Er jeg den rigtige til at tale med hende? Hvor er det rart, at hun skrev, for så kan jeg lige starte med at forholde mig til det selv først.

Som mandlig lærer kan det godt være en udfordring at snakke om det meget private og seksuelle med en elev. Især en pige. Det kan der være mange årsager til, og jeg ved, at for mit eget vedkommende ville det helt sikkert komme an på, hvordan min relation var til eleven i forvejen. Desuden ville jeg sandsynligvis tale med – eller i hvert fald informere – min forstander, hvis jeg tog sådan en snak med en kvindelig elev. Det ville jeg, fordi vi mandlige ansatte på efterskoler er ret klare i spyttet med hinanden om, at vi skal være forsigtige med ikke at skabe uheldige situationer med pigerne på skolen. Vi vil undgå misforståelser, vi vil sørge for, at der er klare linjer. Det er et forsigtighedsprincip. Og det er vigtigt for os at passe på både os selv og jer elever i alt det.

Men som sagt: jeg synes, du skal skrive til ham. Din mandlige kontaktlærer er en voksen mand. Han skal kunne finde ud af at sige fra og vurdere, hvad han kan være i med sådan en henvendelse. Det er hans job, og det er hans ansvar.

Din veninde – forvent ikke for meget

Noget af det bedste ved venner er, når man fortroligt kan dele det, som er virkelig svært. Det anbefaler jeg, og hvis du får en anledning og en mulighed, og du er tryg ved vedkommende, så synes jeg, det er forsøget værd.

Da jeg selv gik på efterskole, oplevede jeg, at en ven fortalte mig, at han gik og kæmpede med de her ting. Det gjorde jeg sådan set også selv. Men jeg turde ikke rigtig gribe den bold, han spillede op i et fortroligt øjeblik. Jeg var ikke klar. Jeg var ikke moden nok. Jeg gik med mit eget tabu og min frustration over porno og turde ikke lukke ham ind. Det har jeg fortrudt, og vi har snakket om det sidenhen. Vi er gode venner i dag, men jeg fortæller den her lille anekdote for at minde dig om følgende:

Du er sandsynligvis en ung, forvirret teenager, som man ikke må forvente for meget af. Din gode veninde er sandsynligvis også en forvirret teenager, som man ikke må forvente for meget af. Det kan være, hun griber bolden og vil glæde sig over fortroligheden og muligheden for at snakke. Det kan være, hun ikke kan. Lige nu.

Derfor vil jeg råde dig til at være klar til at signalere over for hende, at det er OK, hvis hun ikke kan give dig så meget i den situation. At det er nok, hun bare lytter, men at hun gerne må stille spørgsmål eller give råd, hvis hun kan og vil.

Jeg synes, du skal give både dig selv og hende muligheden for den snak. Du skal turde håbe, der kan komme noget godt ud af det. Men forvent ikke meget. Måske kan det her skriv være en anledning til at få samtalen? Noget, du kan vise din veninde og sige: “Hey, jeg vil gerne tale om det her, men jeg forventer ikke noget af dig. Jeg har bare brug for at dele det.”

Jeg håber og beder til, at det lykkes at få åbnet op om din pornoafhængighed, som kan være ret ensomt at gå med. Det er ifølge min erfaring et af de første og rigtige skridt at tage for at få det bedre.

Skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål eller brug for hjælp.

Vh Kristoffer Dahl

Annoncer