Hvad kan jeg gøre for ikke at onanere i søvne?

Vis spørgsmål

Jeg onanerer i søvne. Ikke hver nat, og det er sjældent, men jeg gør det.

Kan jeg gøre noget for at stoppe, og er jeg den eneste i verden?

Kh pige, 14 år

SVAR:

Kære pige 

Tak for din henvendelse og ikke mindst din frimodighed til at skrive til os.

Du er ikke den eneste

Du er ikke den eneste i verden, der oplever at onanere i søvne. Det er ikke noget, man hører så meget om, men det er måske, fordi nogle skammer sig over at tale om det.

Det foregår, mens man sover, og i videnskabens verden sættes det på linje med, at man går i søvne. Altså at kroppen gør noget, uden man selv kan gøre til eller fra. Det betyder også, at det ikke er noget, du kan ændre på. Det er heller ikke noget, du gør forkert, som du behøver at skamme dig over. Det er noget, din krop selv gør. 

Tal med en fortrolig

Det kan være svært at tale om onani (derfor er det så modigt, at du har skrevet hertil!), men det kunne være en rigtig god ide at tale med en, du er fortrolig med. Måske er din mor god at tale med? Eller det kan være en anden voksen kvinde, som du har tillid til.

Det hjælper altid at dele det, man går og spekulerer på – så kommer det til at fylde lidt mindre i ens tanker. Og hvis problemet bliver større, er der en, du kan snakke med om det.

Tal evt. med din læge om det

Som jeg læser din beskrivelse, er det ikke noget, du oplever tit. Hvis det begynder at ske oftere, eller det bliver et større problem for dig, kan det være en god ide at tale med din læge om det.

Nogle af dem med samme oplevelser som dig har også søvnapnø, dvs. at man holder pauser i sin vejrtrækning, mens man sover (det er ikke farligt!), og det kan man få behandling for. Derfor kan det være vigtigt at gå til læge, hvis det begynder at ske så ofte, at det ødelægger din nattesøvn.

Held og lykke

Jeg vil ønske dig al velsignelse over din ungdom og opdagelsen af din krop og identitet. Jeg har et par artikler, jeg gerne vil henvise dig til, som handler om det at gå fra at være pige til kvinde:
Fra pige til kvinde
Om onani – mest for piger

Bedste hilsen fra
Mona

Annoncer