Hej med dig
Du spørger:
- Hvad er bedst? Skal jeg glemme ham helt, så jeg ikke går og savner ham hver dag?
- Eller er det okay at holde kontakten med ham, skal man bare lige vænne sig til at være single?
- Hvad nu hvis han lægger op tid sex, når vi skal ses igen?
- Og hvad med min bedste ven og mig?
Ja, du skal lave et ”clean cut” i forhold til din X kæreste. Ja, det tager tid at vænne sig til at være single igen.
Du skal ikke indlede et forhold til din bedste ven, for du har aldrig tænkt på ham som andet end din bedste ven.
Det er mit korte og præcise svar. Læs videre hvis du vi vide lidt om, hvorfor jeg svarer sådan.
Vis dig selv respekt og lav et ”clean cut”!
Det forløb, du beskriver med din ekskæreste, er meget almindeligt. Mange gange hører jeg om endte kæresteforhold, hvor der bliver ved med at være den her mudrede forbindelse a la: ”Jeg elsker dig ikke nok til at du skal være min kæreste officielt, men jeg kan ikke undvære den fysiske kontakt, når vi ses”, ”Jeg magter ikke at investere i et forhold, hvor det kræver engagement og troskab, hvis jeg ikke er 100% tilfreds med det hele”.
Vi er blevet så forkælede, at vi vil have det hele, uden at skulle gøre noget særligt for det.
Din ekskæreste kan, med det lave selvværd han har, ikke håndtere, at du har drengevenner, som du bruger tid med. Men han kan ikke holde sig fra dig. Han vil gerne bruge dig, når I ses, for det er nemt og bekvemt. Han ved, hvad han kan få, og han kan lige få den lille dosis, han trænger til, uden at bruge ret mange kræfter på det.
Så længe du leverer dette til ham, så kommer hverken du eller han videre.
Hvis du skal have mulighed for at engagere dig i et nyt kærlighedsforhold, så skal du have endt det gamle helt. Hvis I ikke er i et parforhold mere, så skal I ikke kysse eller have sex mere.
Den aftale i november vil formentlig ende ud som jeres genforening på efterskolen. Så hvis det er uforpligtende forhold med ham, du ønsker, hvor I mødes en gang imellem og har sex, men ellers bare er venner, så skal du bare tage af sted. Hvis du i stedet har fået nok af dette og gerne vil videre i dit liv, synes jeg, du skal aflyse aftalen.
Vis din bedste ven respekt og forbliv venner!
I forhold til din bedste ven, synes jeg, at du skal lade ham blive ved med at være en god ven. Du fortæller selv, at du blev smigret, over at han er blevet forelsket i dig, men at du aldrig har tænkt på ham som andet end din bedste ven. Hans følelser skal ikke ændre ved dit syn på jer fra den ene dag til den anden.
Det kan være svært at skelne mellem at være smigret og at være forelsket (på kort sigt).
Hvis du handler på følelserne, om at det er skønt, at der er én, der er forelsket i dig, så kan du komme til at såre ham rigtig meget. Hvis du indleder et forhold til ham baseret på, at han er meget forelsket i dig, og at han har været det længe, så vil du i løbet af kort tid vågne op af den smigrede tilstand og blive klar over, at dine følelser for ham kun rækker til venskab.
Hvis du så gør det forbi mellem jer (efter I har forsøgt på et forhold), vil du såre ham rigtig meget, og jeres venskab vil måske være meget svært at få tilbage til det, det er i dag.
Gør noget godt for dig selv!
Jeg synes, du skal bruge tid på at finde dig selv igen efter et endt forhold. Det tager tid at vænne sig til, at man ikke længere har fri adgang til kys og kærtegn. Det kan virke tomt og ensomt. Men prøv om du kan bruge tid med dine venner både drenge og piger. Hyg dig med dem mens du stille og roligt kommer dig over det afsluttede forhold.
Sig ordentligt farvel til det gamle inden et evt. nyt forhold!
For at undgå forvirrede følelser er det en god ting at have en pause mellem kæreste forhold, så det gamle afsluttes helt, før et nyt begynder. Det er normalt, når man er nyligt single at savne intimitet, og for mange begynder de automatisk at lede efter den(intimiteten) hos andre. Man kan fx begynde at tolke den mindste venlighed fra det modsatte køn som flirt eller interesse. Så pas på, du er skrøbelig overfor fyres opmærksomhed. Man kan komme til at finde en rebound/ et plaster på såret til at fjerne den værste længsel efter intimitet fra det tidligere forhold.
Jeg håber, du kommer over den svære periode, hvor du skal sige helt fra overfor din X og holde dig til venskabsplan med din bedste ven. Pas rigtig godt på dig selv.
Måske kan du have glæde af at læse mere under temaerne Kærestesorg og Fra venner til kærester.
Mange hilsner fra
Anja