Kære ”pige i nød”
Jeg kan godt forstå, at det er en svær situation, du er havnet i, imellem din veninde og en fyr, du godt kan lide, og jeg vil gerne forsøge at give dig nogle råd til at komme videre i det.
På en måde er det hele blevet lidt blandet sammen for dig, på den måde at det er svært at vide, om du er vild med fyren og gerne vil have ham, eller mest er skuffet over, hvad din veninde har gjort, og derfor gerne vil erobre ham tilbage, eller mest af alt føler dig svigtet af både din veninde og ham fyren.
Hvad føler du for ham nu?
Jeg tror, du skal starte med at finde ud af, hvordan du har det med det, der er sket. For det første, hvor vild er du med ham. Det virker ikke i starten af dit brev som om, at det er den store forelskelse, men måske er du vild med ham, og vil kæmpe for, at I finder sammen igen, det er bare vigtigt, at du gør dig klart, hvad det er, du føler for ham, og om han er værd at kæmpe for.
Hvordan har du det med din veninde
Det samme med din veninde, hvad har det gjort ved dig, at hun på den måde har ”stjålet ” din ven, og ham du var vild med. Er du vred på hende, føler du dig svigtet, vil du kæmpe for hendes venskab eller er hun bare ikke værd at samle på.
Du er blevet svigtet af dem begge to, og derfor er det godt at prøve at mærke efter, hvad det gør ved dig, om du bliver vred, ked af det, skuffet, eller hvad du nu føler. Det virker som om, at du mest er bange for at gøre dem begge sure, og derfor ikke tænker på, at det jo ikke er dig, der har svigtet.
Hvad vil du kæmpe for ?
Når det er vigtigt at finde ud af, hvad du føler ved det, er det fordi, man kun kan handle på noget, når man ved, hvad det er, man har med at gøre. Vil du kæmpe for at få fyren tilbage, eller vil du bevare forholdet til din veninde? Du kan bedst handle på det, når du har gjort dig det klart.
Jeg synes, at det virker som om i dit brev, at du ikke har den store selvtillid, eller tro på dig selv, når du på den måde lader din veninde ”overtage” din fyr, og ikke rigtig tør sige til hende, at det vil du ikke have. Det kan være meget svært, når man som du, er midt i puberteten, hvor du er ved at danne din egen identitet og tro på dig selv, men det er alligevel godt at arbejde med det, og prøve at tænke over, hvordan det påvirker dit forhold til dig selv og andre. Det kan du også læse mere om her.
Gensidig respekt er vigtgt i venskaber
Det er så vigtigt at holde fast i, at du har stor værdi som menneske, og det er værd at kæmpe for, at de andre også respekterer det.
Få klare linjer
Hvad du end vælger at kæmpe for, tror jeg, det er meget vigtigt, at du får nogle klare linjer overfor dem begge to. Jeg kan sagtens høre, at det er svært at snakke med din veninde, fordi hun bliver sur, men for din egen skyld betyder det noget, at du snakker med hende, om hvad det gør ved dig, at hun på den måde overtager din fyr. Det kan godt være, at det koster lidt surhed, men som det er nu, skaber det alligevel en barriere imellem jer, og det er svært at være gode veninder på den måde. Når du snakker med hende om det, behøver du ikke anklage hende, men bare fortælle hvad det gør ved dig, så har du åbnet for en snak, som kan gøre, at I bliver klogere på hinanden og ved bedre, hvor I har hinanden. Hvis hun ikke tager imod det, er der ikke meget at bygge et venskab på, og så er det måske bedre med lidt afstand. Læs mere om venskaber her:
Det samme kan du gøre med fyren, fortælle ham, at du ikke kan forstå, hvorfor han ikke vil skrive med dig og spørge, om der er noget galt, det skaber rene linjer, og inviterer til en snak om, hvad I kan have sammen i fremtiden.
Jeg har indsat et andet link til noget af den samme problematik, som du måske også kan blive klog af.
Hun stjæler mine kærester, hvad gør jeg?
Til overvejelse:
Lige en ting til sidst, som måske også har betydet noget i forhold til det, der skete den aften - det kan du overveje. Du skriver, at du begyndte at være lidt fuld og måske havde din veninde også drukket. Alkohol gør noget ved os, vi overskrider let nogle grænser, vi ellers ikke ville overskride og vi kan gøre ting, som vi ellers ikke ville gøre. Læs mere om alkohol her:
Hav det godt, og held og lykke med det.
Hilsen Kirsten Kirk Christensen