Høj pige med små bryster – bliver de nogensinde større?

Vis spørgsmål

Jeg er 17 år og er bare helt flad. Jeg kan stadig passe mine toppe (ikke en bh), som jeg fik for tre år siden. Jeg fik min menstruation slut 9. klasse, da jeg var 16 år, så ikke noget der. Men jeg vil bare høre, om mine bryster stadig kan vokse?

I sommerferien efter 9. klasse havde jeg et problem med at spise og tabte mig fire kilo på en uge. Ville ikke kalde det en spiseforstyrrelse, men noget i den retning. Jeg er en høj pige på ca. 177 cm og er ked af min højde. Jeg har altid været “undervægtig”, og folk siger, at de gerne vil have min krop.

Jeg vil bare vide, om de ikke snart vil vokse. Jeg har altid haft små bryster, men alle mine veninder har store, og jeg synes, det er pinligt at være den eneste med små bryster.

Hilsen anonym pige, 17 år

SVAR:

Hej anonyme pige

Først vil jeg sige mange tak for dit spørgsmål og for dit mod. Du er helt sikkert ikke den eneste, der ønsker sig større bryster og bekymrer sig om det. Jeg kan ikke give dig større bryster, men måske udfordre dig lidt på, hvordan du tænker om dem og give dig et par personlige råd.

Bryster passer til kroppen

Lige så mange kvinder og piger der findes, lige så mange størrelser og former på bryster findes der. Variationen er meget stor. Lidt generelt kan man dog sige, at ens bryster passer til kroppen. En slank og muskuløs krop har mindre bryster. Og så er der selvfølgelig undtagelser.

Hvis du vil se en masse billeder af forskellige og helt normale bryster, kan du kigge her.

Du kan ikke gøre noget

Du kan ikke selv gøre det store for at få brysterne til at vokse. Det vil ske ved at tage på eller under påvirkning af hormoner (fx graviditet, p-piller, amning osv.).

Hvis du ser på kvinderne i din familie, vil du nok få bryster lidt ligesom dem. Generne spiller nemlig også ind på, hvilken størrelse bryster man udvikler.

Brysterne ændrer sig

Brystvævet kan ændre sig hele livet, men mest i puberteten, under graviditet og ved amning. Brystvævet består af fedtvæv, så det her med at du er slank og i perioder har tabt dig meget, vil også påvirke dit brystvæv. Din krop har brug for vægtøgning for at udvikle brystvævet. I teenageårene har mange en stor energiomsætning og kan have svært ved at tage på – det kan ændre sig gennem livet.

Prøv at give lidt slip på tankerne om din vægt, højde og bryststørrelse, og tillad dig selv at leve mere afslappet. Det har dit sind godt af.

Prøv denne øvelse

Jeg vil gerne give dig en øvelse. Du skal øve dig i at tænke mere positivt om dig selv – både dit udseende og din person. Find de ting om dig selv, som du synes er pæne, og som du er tilfreds med og fokuser på dem. Når du kigger dig i spejlet, så smil til dig selv og fortæl dig selv, at du er, som du skal være. Jeg er sikker på, at du er en rigtig flot pige.

Det er svært ikke at sammenligne sig med sine veninder, og der er mange kroppe på sociale medier, som du sikkert forholder dig til. Men det er svært at leve op til andres udseende. Pludselig kan man opleve krav om, at man skal kunne leve op til dem alle sammen, og det er jo urealistisk.

Min erfaring er, at vi bliver smukkere, når vi har mere selvværd. Når man bærer den højde, man har fået, eller de små eller store bryster, man har fået. Gennem din udstråling kan du fortælle alle andre, hvor smuk du er.

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Du er smuk som du er!

Fordele ved små bryster

Selv er jeg kun 160 cm høj og har altid passet en a-skål i BH, så jeg kender de her tanker rigtig godt. Jeg er nået frem til, at der er flere fordele ved at have små bryster:

  • Jeg oplever, at tøjet sidder lidt bedre, fordi jeg ikke konstant flasher en kavalergang.
  • Jeg får i mindre grad ryggener, fordi jeg ikke skal bære på 2-4 kg brystvæv.
  • Jeg har været glad for, at mine bryster ikke er blevet lange efter graviditet og amning.
  • Og så har jeg været sikker på, at en fyrs opmærksomhed på mig ikke handlede om, at han kunne lide store bryster, men bare kunne lide mig.

Drengene …

Hvis du bekymrer dig for drengenes interesse, så er det som med meget andet: Nogle drenge kan lide store numser, andre kan lide små numser. Der er drenge, som kan lide små bryster, og der er helt sikkert også én, der kan lide hele din “pakke”. De drenge, der ikke kan det, er ikke værd at blive kæreste med!

Jeg håber, du har fået lidt fornyede tanker om, hvordan du kan se på dig selv. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

Venlig hilsen
Lisbet Gonge Due

Annoncer