Kære M
Allerførst vil jeg rose dig for at skrive ind til os med dine tanker, som lyder til at fylde meget for dig. Du skal vide, det er meget forståeligt, at det kan virke uoverskueligt at gå med selv, og derfor er det sejt gået, at du rækker ud efter hjælp og tanker herfra. Jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig.
Andres kommentarer
Det lyder ubehageligt, at folk omkring dig kommenterer din vægt. Allerførst skal du vide, at det er ikke særlig pænt af dem. Det er svært at undgå at blive påvirket af andres mening. Når de kommenterer din vægt, prikker de til et ømt punkt, som dermed bare bliver endnu mere ømt. Det kan let blive en ond cirkel, hvor man bliver mere og mere ked af sig selv. Derfor bør man altid tænke over sine ord. Men det er deres fejl – husk det! Det betyder ikke, at de har ret.
En at snakke med
Du skriver, at du har det så skidt med din vægt, at du har sultet dig selv. Derfor vil jeg kraftigt opfordre dig til at søge professionel hjælp. Hvis du ikke allerede har talt med din læge om dine tanker om vægt og kroppens udvikling, synes jeg, du skal gøre det. På AdamogEva.dk har vi en liste med personer, vi anbefaler at søge hjælp hos. Der kan du måske finde en i nærheden, hvis du ikke selv lige kender nogen. Det er tungt at gå rundt med så mange negative tanker alene. Så du kan gøre dig selv en tjeneste ved få lettet dit hjerte til en, som kan hjælpe dig med at komme ovenpå igen.
Giv dig selv anerkendelse
Som mennesker har vi brug for anerkendelse. Det er blandt andet dét, som er med til at bygge vores selvværd op. At give os en tro på, at vi er noget værd, og at lige netop vi har værdi. Så jeg kan meget godt forstå, det er svært at opleve, at du ikke får den anerkendelse, du har brug for.
En af de bedste personer til at give anerkendelse er faktisk dig selv. Selvom det måske lyder banalt, kan dit eget syn på dig selv påvirke dig meget. Derfor kan det være et sted at begynde. Øv dig i at tænke positivt om dig selv. Det kan gøres på mange måder:
- Du kan evt. hver aften skrive tre ting ned, som du har gjort godt i løbet af dagen.
- Når du står foran spejlet, kan du nævne én ting ved dit udseende, som er positivt.
- Du kan lave små opbyggende citater og hænge dem rundt omkring.
- Du kan tage mobilen og sende en positiv sms, når folk kommenterer noget – som modsiger deres pointe.
Det tager tid
Det kan være svært at vende sine tanker om. Når man har været vant til at slå sig selv i hovedet med negative ting, sidder det godt fast. Det kræver en forandring frem mod at forsvare dig selv i stedet for at beskylde dig for at være forkert. Og med øvelse og tid kan det lykkes. Når du begynder at tro på din egen værdi, vil du mærke, at andres anerkendelse stadig er super dejlig, men ikke er afgørende for at opbygge din selvtillid.
Hvis du finder en professionel behandler at snakke med, så er det her også et tema, I kan tage op. På den måde vil du kunne få endnu flere råd og redskaber.
Du er værdifuld
Vi har et tema på AdamogEva.dk, som handler om Selvværd og identitet. Det vil jeg varmt anbefale dig at klikke rundt på. Der er mange gode artikler og svar, som måske kan give endnu flere vinkler.
Jeg vil slutte med at ønske dig alt det bedste. Jeg håber, du snart oplever at kunne se dig selv i øjnene og sige “Du er værdifuld!”, for det er du.
De bedste tanker fra
Mai