Hvordan komme af med selvhadtanker og rollen som den stille pige?

Hej AdamogEva 

Jeg er en pige, der snart fylder 16 Og det bekymrer mig på rigtig mange områder. 16 betyder, at jeg så skal starte på gymnasiet, hvilket jeg ser som spændende, men også udfordrende og skræmmende. Det betyder så også, at jeg skal forlade den folkeskole, jeg har gået i de sidste fem år - en tid, der ikke har været mine bedste.

Siden jeg startede i den klasse, har jeg haft rollen som den stille pige, også selvom jeg normalt ikke er en stille pige.. Er den rolle blevet en del af mig på grund af de klassekammerater, jeg har haft? Der har været mange problemer i den klasse. Og rigtig mange mennesker er kommet og gået i dén. Jeg er så den "nye", som har været i klassen i længst tid.

Jeg ved ikke, hvad jeg fejler. Men jeg har nogle sindssyge følelsesmæssige problemer. Jeg snakker ikke med over halvdelen i klassen. Min tidligere bedsteveninde, som viste sig bare at bruge mig og sådan noget til sidst, forlod klassen for en efterskole lige inden niende, og i niende startede der en ny super sød pige, som nu er blevet min gode veninde. Jeg er også gode veninder med en anden fra min klasse, men her for tiden er jeg begyndt at tvivle på, om hun overhovedet gider at være sammen med mig. Hver gang jeg spørger hende, om hun kan hænge ud, kan hun aldrig, og hun har ALDRIG i alle de år, vi har været sammen, spurgt MIG, om vi kunne være sammen.

Der er nogle af dem fra min klasse jeg ALDRIG snakker med af underlige grunde. Og fordi at min klasse sjovt nok ikke aner, hvem jeg virkelig er, behandler de mig som en stille person, de ikke rigtig kender. Nogle af dem har ignoreret mig totalt, lukket mig udenfor fællesskabet og det var som om, jeg ikke selv kunne se det, før jeg startede i niende, hvor mit had til nogle af dem rigtigt begyndte.

Klassen tog super dårligt imod min veninde, der startede lige efter sommerferien, og hun hader også klassen. Hun har sagt, at hun ville flytte, men det har jeg bedt hende om ikke at gøre, så det gør hun ikke. Desuden har jeg haft et crush på en dreng i lang tid, og det er jeg ikke kommet over.

Men hovedpointen er, at fordi at de alle sammen i den klasse, har givet mig særbehandling, føler jeg, at det er mig, der er noget galt med. At det er mig, som den eneste, der kun kan lave fiaskoer og fejl. At jeg er en stor fejl. At det er mig, der er en byrde for min familie, mine veninder, alle mennesker i verden. Jeg føler, at alle mennesker i hele verden er bedre end mig.

Og i løbet af de tre gange, jeg græder på en uge, ønsker jeg, at jeg kunne dø. At jeg kunne dø for at slippe for alle disse følelser. For min familie. For mit liv. Jeg føler, at uanset, hvor jeg havner, vil ingen være sammen med mig. Ingen vil elske mig. Og grunden er, at min klasse aldrig har elsket mig. De har aldrig holdt af mig. Jeg er så usikker i deres fællesskab, så hver gang de griner, er jeg bange for, at det er af mig. Hver gang nogle griner generelt, tror jeg, at det er af mig. Flere gange har jeg grædt oppe i klassen, både på grund af selve klassen men også bare på grund af mig selv og mine mentale problemer.

Mine forældre kan aldrig forstå mig helt. Ingen kan forstå mig helt. Og det hele gør mig så bange, ked af det, forvirret og opgivende.

Mit spørgsmål er: Er der noget, jeg kan gøre for at slippe for alle disse selvhadstanker om mig selv? Eller skal jeg bare leve med hele mit liv, at jeg er ikke god nok for nogen eller noget?

V, 16 år