Er hun den rette?

Vis spørgsmål

Jeg er i en situation, hvor jeg er blevet i tvivl, om jeg har fundet den rette.

Vi har snakket sammen den sidste måned, og jeg synes, hun er ret sød.

Vi er begyndt at be’ sammen, og det er rigtig rart i kfs’en. Jeg føler, at vi får et ret intimt forhold til hinanden, når vi ber. Hun har fortalt mig noget, som hun ikke har sagt til andre end mig. Hun måtte ikke sige det til nogen. Men hun valgte at spørge mig, om vi skulle be’ for det. Det var ret intimt, og jeg følte en vis følelse af troskab, som jeg ikke har haft før!

Men det var bare det, at hun valgte at sige det til mig, selvom hun ikke måtte.

Jeg fik at vide engang af en ven, at den, man kan fortælle alt til, og som kan holde det hemmeligt, uden nogen andre skal ha’ det at vide, er den rette.

Jeg spørger så nu, om hun er den rette, hvis vi bliver ved med at fortælle hinanden ting, som ingen andre får at vide, også når vi ikke ber?

M, 16 år

SVAR:

Kære M

Mange tak for din henvendelse til AdamogEva.dk Det er rigtig fint, at du søger svar på det, du er kommet til at tænke over, ved at skrive hertil.

Jeg håber, at jeg gennem mit svar kan være med til at åbne dine øjne for, hvordan du kan se på og handle i forhold til pigen, du har mødt.

Hvorfor hun fortalte dig hemmeligheden

Jeg kender hende ikke, så jeg kan kun tegne nogle muligheder op:

  • Måske fortalte hun dig hemmeligheden, fordi hun gerne vil gøre sig interessant?
  • Er hun et menneske, der er som en åben bog, som ikke kan holde noget hemmeligt?
  • Måske var hun grebet af jeres tætte, fortrolige forhold: at når hun sidder overfor dig, oplever hun noget af det samme som dig – det er dejligt at kunne bede sammen.
  • Måske oplever hun, at du er en god lytter; at du er en, hun bare kan stole på og derfor gerne vil kunne dele hemmeligheden med dig, så I sammen kan lægge den i Guds hænder.
  • Måske var hemmeligheden blevet ubærlig for hende, og så var du tilstede på det tidspunkt, det blev for meget.

Der kan også være noget helt andet i spil. Din ven har fortalt dig, at den rette kan man være fortrolig med, og at det I har delt med hinanden ikke siges til andre. Hvad tror du, pigen vil gøre, hvis du siger til hende, at denne hemmelighed må du ikke sige videre. Tror du, hun vil kunne holde på din hemmelighed?

Er hun den rette?

Du skriver, hun er ret sød. At I er begyndt at bede sammen, og det er rigtig rart. At du føler, at I har et intimt forhold sammen, når I beder. Hun deler hemmeligheder med dig, og du oplever en følelse af troskab.

Jeg tror, du har fat i noget af det helt rigtige, når man som kristen ser på, hvad der betyder noget i forhold til kæreste/ægtefælle. Det er vigtigt at være opmærksom på, når vi skal finde ud af, om en person er den rette eller ej: Hvad har vi til fælles? Hvad gør vores fællesskab ved mig? Bliver jeg glad? Hvilke følelser skabes i mig?

Du kan prøve at gøre op, hvad der taler for, og hvad der taler imod, at det skal være hende. Hvis du skulle skrive to lister: En med de gode sider (positive), og en med de sider hos hende, du ikke bryder dig om (negative). Hvilken liste ville fylde mest? Det kan være en vejledning i, hvad du skal vælge.

Det perfekte menneske findes ikke

Det er vigtigt at vide, at det perfekte menneske ikke findes. Vi har alle vores fejl. Hvis du har følelser for hende og gerne vil bygge videre, så jeres forhold kan blive et kæresteforhold, tror jeg, det vil være en god idé at tage en snak med hende om det, du tænker på, efter hun har fortalt dig hemmeligheden. Fortæl om, hvad det gør ved dig, og hvilke overvejelser du får, når hun fortæller dig noget, der skulle holdes hemmeligt.

Måske kan du også få noget ud af at læse artikler og svar i vores tema At finde den rigtige.

Jeg håber, du finder en rigtig god løsning på din nuværende svære situation.

Må Gud velsigne både dig og pigen.

Venlig hilsen
Dennis

Annoncer