Kære J
Jeg vil gerne begynde med at sige, at det er helt normalt, at dine bryster vokser forskelligt.
Kroppen er ikke helt symmetrisk
Det vil også være helt normalt, hvis de aldrig bliver helt ens. Vores krop er ikke 100 % symmetrisk. Der kan være forskelle omkring øjnene; ørene er ofte også lidt forskellige, og nogle oplever, at den ene storetå er lidt anderledes end den anden. Men jeg kan godt forstå din bekymring, og du er bestemt ikke alene.
Brysters udseende
Brysternes udseende betyder noget for os. Hvis du søger på ordet “bryster” på vores hjemmeside, vil du se, at mange piger og kvinder skriver til os netop om bryster. Nogle skriver, at de synes deres er for store, andre at de er for små. Andre har skrevet til os om samme bekymring som dig, nemlig om forskellig størrelse:
Mine bryster føles forskelligt – er det normalt?
Hvad gør jeg, når mine bryster er uens i størrelsen?
Du kan måske også få noget ud af at læse artiklen Fra pige til kvinde. Hvis du vil se billeder af helt normale – og MEGET forskellige – bryster, kan du kigge på denne side, hvor kvinder har ladet deres bryster fotografere for at vise, hvor mange forskellige normale bryster, der findes.
Tålmodighed lidt endnu
Jeg er sikker på, at dit venstre bryst nok skal begynde at vokse. Dine bryster vil først være færdigudviklede, når du er mellem 18 og 20 år – og måske mere end det – så dit venstre bryst har god tid til at vokse endnu.
Håber at dette hjælper dig videre, ellers er du velkommen til at skrive til os igen.
Kærlig hilsen
Else