Hej pige
Tak for dit brev. Jeg vil gerne give dig nogle tanker fra mig ind i det, du står i.
At have forskellige sider
En klog mand har sagt, at vi mennesker har mange forskellige sider. Der er to sider i dig, som jeg lægger mærke til:
Den ene side lyder til at holde af at være sammen med fyren, som du er forelsket i.
Den anden side lyder usikker.
Jeg har lyst til at stille den usikre side nogle spørgsmål til, hvad usikkerheden handler om:
- Er det alderen?
- Er det hans måde at være på?
- Er det noget inden i dig, der ikke kan modtage kærlighed fra et andet menneske?
- Er det udfordrende at lade et andet menneske komme tæt på?
- Eller er der noget helt andet, den usikre side har brug for at sætte ord på?
Ved at lytte til den usikre side får du mulighed for at hjælpe denne side.
At have frihed
Din ven lyder til at have respekt for dig. Han siger, at det er op til dig, hvordan jeres forhold skal være. Du omtaler ham som en med kæmpe respekt for dig. Det lyder meget sundt. Han giver dig frihed.
Giver du også dig selv frihed? Eller kommer du til at tænke på, om du skuffer ham? Det er dit ansvar at finde frem til, om du kan og vil forholdet. Hvis det bliver et nej, er det hans ansvar at bearbejde sine egne følelser i forhold til det.
Kaos indeni
Du nævner, at du ikke har lyst til at tale med din mor og søster om ham og jeres bekendtskab. Det er helt forståeligt, at du kan tænke sådan, da de ser forholdet fra deres side og lyder til at konkludere på dine vegne, at du da vel glæder dig over at være sammen med ham. I virkeligheden lyder de ikke til at møde dig der, hvor du er: At dine følelser skifter.
Måske kan du også få noget ud af at læse nogle svar til andre:
Hvorfor har jeg ikke lyst til at være bundet til min kæreste?
Er vi venner eller kærester? og artiklerne
Kærlighed og forelskelse
Ridderen på den hvide hest
Jeg håber, mit svar har skubbet dig i gang med at blive afklaret.
Mange hilsner
Hanne Esmarch