Hej L
Jeg vil gerne sige tusind tak, fordi du har skrevet til os. Det er dejligt, du tør vise os den tillid.
22 år og jomfru er helt okay!
Først vil jeg svare på dit sidste spørgsmål: Nej, der er absolut intet galt med dig! Der er intet forkert i at være 22 år og være jomfru. I flere religiøse grupperinger er det helt normal praksis at vente med at have sex, indtil man er blevet gift. Det er hverken usundt eller på nogen måde skadeligt at vente – måske endda tværtimod!
Hvis du møder en fyr, du er glad for og fortæller ham, at du er jomfru, bør det ikke have nogen stor betydning. Hvis fyren synes, du er underlig, eller han ikke har lyst til at ses med dig alligevel, skal du vide: Så er han ikke værd at samle på!
Et godt parforhold er baseret på kærlighed, respekt og omsorg. Tidligere seksuel erfaring eller mangel på samme skal ikke ændre på disse ting. Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Schyy ... jeg er jomfru!
Sex kræver tillid
At have sex med en partner kræver tillid og tryghed. Det er vigtigt, at du og din partner kan føle jer trygge ved hinanden, inden I har sex. Derfor tænker jeg, det er rigtig godt, at du ikke har “udnyttet chancen”, når den har været der. Men at du i stedet har mærket, at du ikke har følt dig tryg nok til at dele sex med en fyr.
Sex er den mest sårbare og intime situation mellem dig og en partner. Det er en fantastisk mulighed for at komme hinanden så nær som muligt, og det er netop derfor, sex er bedst med én, du er glad for og føler dig tryg sammen med.
Du kan læse mere om det i vores artikler Vejen til god sex og 10 gode grunde til at vente med sex.
Hvad er skræmmende?
Ud fra det du skriver, forstår jeg det, som om det er selve forholdsdelen, der skræmmer dig. Måske er det også lidt skræmmende, fordi det kan føles, som om det at være i et forhold forpligter til, at man skal have sex.
At date en fyr eller at være i et forhold betyder ikke, at du skal have sex, før du føler dig tryg ved det. Der er ikke et bestemt tidspunkt i forholdet, der er det rigtige tidspunkt at have sex på. Det er individuelt fra menneske til menneske og forhold til forhold, hvornår man har sex første gang.
Som jeg skrev tidligere, er det vigtigt, du føler tillid til din partner, og det kan tage flere måneder at få den tillid til et andet menneske. Det er først, når du – og selvfølgelig din partner – føler dig tryg, at du skal have sex.
Du kan altid sige stop
Hvis du finder en fyr, du føler dig tryg ved, og som du har lyst til at have sex med, skal du vide, at du aldrig er forpligtet til at gennemføre det, hvis du fortryder. Du får selvfølgelig kun én første gang, men du kan på ethvert tidspunkt sige stop, hvis du føler dig utilpas eller utryg.
Det gælder altså også, hvis I har taget alt tøjet af, og I begge to umiddelbart er klar til at have sex. Du kan altid sige stop, og det skal din partner respektere. Det skal være en god og tryg oplevelse for dig at have sex første gang.
Familiens kommentarer
Til sidst vil jeg komme ind på det pres, du mærker fra din familie. Hvis deres kommentarer eller spørgsmål til dit datingliv gør dig utilpas eller er ubehagelige, må du gerne sige fra. Nogle gange kan det føles, som om vi skylder vores familie detaljer om vores liv, og at de må spørge ind til alt. Men du må altid gerne sige fra – også selvom det er familie!
Det kan være rigtig svært at sætte grænser for ens familie, så her er nogle eksempler, du måske kan bruge:
- Jeg er meget mere end mit datingliv. Jeg interesserer mig for … Kan du ikke spørge ind til det i stedet?
- Det har jeg ikke lyst til at snakke om.
- Det må du gerne blande dig udenom.
- Lige nu fokuserer jeg på mig selv. Jeg har ikke lyst til at stresse over at finde en kæreste.
Jeg håber, jeg har givet dig et svar, som du kan bruge til noget.
Jeg vil ønske dig alt godt fremover – og skriv endelig igen, hvis du vil have noget uddybet, eller du vil have input til andre overvejelser.
Venlig hilsen
Josefine Kirstein Juhl