Kære dreng på 14
Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, du undrer dig – puberteten er en speciel tid, hvor de fleste helst vil være som de andre på samme alder, men langt fra oplever det. Vi får mange spørgsmål, der omhandler det, og det påvirker ofte unge en hel del, så på det punkt er du faktisk helt normal.
Om pubertet og udvikling
Det er godt at høre, du er nysgerrig på din krop – bliv ved med det. Puberteten er tiden, hvor drengekroppen går fra at være ret spinkel til at blive en mandekrop med større muskler og behåring. Forandringerne begynder for de fleste i 9-14-års alderen. De første tegn er, at testiklerne begynder at vokse, og man får begyndende hårvækst i skridtet og under armene. Det kunne tyde på, at du allerede er i begyndelsen af puberteten. Herefter begynder sveden at lugte mere, og i midten af puberteten begynder alle dele af kroppen at vokse – ikke kun i højden.
Du ligner nok din far
Der er meget stor forskel på, hvornår man går i puberteten. Vi er alle skabt forskelligt og med forskellige gener for, hvornår vi udvikler os. Du kan fx spørge din far om, hvornår han kom i puberteten, og du kan se på ham, hvor meget hårvækst han har – du vil nok komme til at ligne ham. Nogle mænd har meget hår på kroppen, andre ikke så meget. For de fleste drenge går stemmen i overgang omkring 14-års alderen, men det kan variere en del. I starten vil du opleve, at stemmen knækker over – især hvis du anstrenger den ved råb.
Hormoner og humør
Det er rarest at være som de andre, men det bliver din tur lige om lidt. Du har sikkert venner, hvis stemme allerede er i overgang, og puberteten er en tid, hvor ikke kun udseendet ændrer sig, men kroppen er spækket med hormoner, der skal sikre udviklingen. Hormonerne påvirker også humøret – derfor er det også en følsom tid, hvor mange oplever at være mere usikre.
Du kan læse mere i vores tema Pubertet – mest for drenge. Der er masser af artikler og svar til andre, der ligesom dig undrer sig over, hvorfor kroppen ikke udvikler sig ligesom de andres.
Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål. Skriv endelig igen, hvis du har brug for det, og ellers kan jeg anbefale dig at snakke med nogle voksne, du har tillid til, som dine forældre eller en lærer.
Venlig hilsen
Lisbet Due