Hej E
Forskellighed
Du kalder det "uretfærdigt", at drenge ikke er ens. Det er helt sikkert, at det giver en hel del bekymring hos mange drenge, hvis de ikke er helt som de andre, eller hvis de har mere hår end de fleste eller mindre hår end de fleste osv.
Men en ting er helt sikkert: Jeg er glad for, at vi ikke alle sammen er helt ens! Det ville da også være underligt, hvis vi alle lignede hinanden. Gud har skabt os meget forskellige, og det skal vi lære at acceptere. Det har aldrig været Hans mening, at nogle af os skulle være syge eller se underlige ud, men det har altid været Hans mening, at vi skulle være lidt forskellige mht. højde, vægt, størrelse, behåring, stemme osv. Ellers ville det være alt for kedeligt!
Årsager til forskellighed
Den første grund til at vi er forskellige er, fordi Gud har skabt os forskellige. Men der er mange årsager til, at vi ikke ser ens ud:
- Vi ligner ofte en eller begge forældre, fordi generne betyder noget.
- Hvis vi lever i et bestemt miljø, vil vi også blive lidt anderledes, end hvis vi levede et andet sted.
- Det vi spiser påvirker også, hvordan vi ser ud og hvor sunde vi er.
- Og en del andre grunde ...
Det er uretfærdigt
Du kalder det "uretfærdigt", at vi ikke alle kommer i pubertet på samme tidspunkt. Men det der er uretfærdigt er, hvis nogle bliver drillet med, at de kommer for sent eller tidligt i pubertet, eller hvis de ikke får lige så meget hår, som de fleste eller noget helt tredje ...
Det er uretfærdigt, og det hedder mobning! Det er aldrig sjovt at være en af de sidste, der kommer i puberteten, men det er helt normalt, hvis man som dreng først begynder at få "mere hår", når man er 13 år. Det er helt normalt, og de drenge skal nok komme til at gennemgå en helt normal pubertet
Øv dig i at være taknemmelig for det, som Gud har givet dig. Du skal nok blive en flot ung mand!
Venlig hilsen
Roland