Kære 9. klasseren.
Tak for dit spørgsmål, det er dejligt at mærke, hvordan du virkelig godt kan lide den unge fyr, og er ved at blive forelsket i ham, det gør hverdagen lysere og sjovere at være forelsket.
Nyd forelskelsen i hemmelighed
Der er normalt ikke noget i vejen for, at man kan være forelsket eller blive kæreste med en, der er 4 år yngre end en selv, men lige præcis med den alder i to har lige nu, er der nogle ting, der gør, at jeg alligevel vil fraråde dig at forsøge at blive kærester med ham.
Han er barn endnu og har brug for ro til at udvikle sig
Som du jo også har tænkt på, så er han meget ung, og er knap nok kommet i puberteten endnu. Det betyder, at han på mange måder stadig er et barn og tænker og mærker ting, som børn gør. Både drenge og pigers pubertet er styret af hormoner, der dannes i kroppen, og der sker ændringer i kroppen og følelserne. Det er en forvirrende tid, hvor det kan være svært at vide, om man er barn eller voksen og svært at finde ud af, hvilket ben man skal stå på. Det betyder også, at det for en dreng som er 11, kan være svært at skille ad, om han er forelsket, eller om han bare er benovet over, at en pige på 15 er vild med ham. Det betyder, at det kan være meget svært for ham at mærke efter og sætte grænser for, hvad han vil og ikke vil, og du kan uden at du vil det, komme til at overskride hans grænser.
Læs evt: Fra dreng til mand
Et alt for ulige forhold i mange år endnu
Det er jo nemlig sådan, så du, når du er 15, er langt i din pubertet, og har opdaget de store følelser og fornemmelser i kroppen. De følelser hverken kan eller skal du fornægte, men det vil være fremmed for en dreng på 11 år, og han vil ikke kunne følge med, uden at du kommer til at gøre ham ældre, end han er og derved overskride hans grænser.
Pubertet - en ekstrem forvandling
Hvad kan din forelskelse fortælle dig om dine egne behov?
Jeg synes, at du skal tænke over, hvad det er ved ham, der gør, at du tror, han er den eneste ene. Er det hans udseende, væremåde, interesser, eller hvad er det, der gør, at du lige er blevet forelsket i ham. Så vidt jeg kan læse, er det ikke fordi, I er gode venner eller har interessefællesskab sammen, så det må være noget andet, der gør, at det lige er ham.
Du er jo stadig selv i puberteten og derved stadig i en tid med forvirring og forandring, så det kan være svært at få hold på de forskellige følelser, der er i kroppen, samtidig kan det være svært at leve op til de forventninger, der kan være i klassen og blandt veninderne om kærester og drenge, så der er mange ting i spil, når man som du er 15 år. Du kan tænke over, om du bare trænger til en god ven, der ikke stiller krav, eller har nogen forventninger, eller om du trænger til at være sammen med en, der har andre interesser end dine jævnaldrene, det ved du bedst selv, men det kan være godt for dig at tænke over og finde venner på din egen alder, der kan give dig det.
Ha´ det godt og held og lykke med dit liv
Hilsen Kirsten Kirk Christensen