Kære 23 årige.
Som jeg forstår dit spørgsmål, så er I ”kun” venner. Men du er interesseret i mere. Samtidig er det sådan, at hun har været sammen med en exkæreste, imens I har talt sammen.
Hvilke aftaler har I?
Spørgsmålet er, om I er enige om hvilken aftale, I har. Det lyder som om, du måske er mere interesseret i et forhold, mens din veninde ikke nødvendigvis ser sig selv i den aftale. Eller måske hun ikke har forstået, at jeres aftale var sådan, at I skulle være hinanden tro på nuværende tidspunkt.
Venner eller kærester - afstem forventningerne
Jeg bliver også i tvivl, om hvorvidt I overhovedet har talt om, hvad jeres venskab skulle indebære.
Jeg synes, du skal tale med hende om, hvad hun lægger i jeres venskab, så du får rene linjer om jeres venskab.
Det er klart, at hvis I er enige om, at I er på vej ind i et forhold, så er det sårende, at hun har sex med en exkæreste og noget du selvfølgelig skal forholde dig til. Så skal hun jo også forholde sig til, hvorfor hun har gjort det og hun skal forholde sig til, om hun overhovedet vil satse på dig..
Efter en samtale, hvor I får afklaret jeres misforståelser, må du overveje, om du kan leve med det, der er sket, eller om det betyder, at du holder fast i ikke at kunne komme videre.
Venlig Hilsen
Steen Kruse