Tør hud i underlivet og meget udflåd

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg er en pige på 17 år, som i lang tid haft meget tør hud i siderne i underlivet, som godt kan irritere mig lidt – både fordi det ikke ser så pænt ud, men også fordi det gør min hud irritabel. Jeg har prøvet at smøre noget godt creme på, men det hjælper bare ikke.

Jeg bruger trusseindlæg stort set hver dag og ved ikke, om det måske har noget at gøre med det? Jeg har nemlig læst flere steder, at det kan være usundt for underlivet at bruge trusseindlæg hver dag. Jeg har derfor i en periode prøvet at undgå at bruge indlæg hver dag, men det føles virkelig ubehageligt, da jeg efter kort tid bliver våd i trussen. Det er noget, jeg egentlig har vænnet mig til, men stadig irriterer mig over.

Er det i øvrigt normalt at have så meget udflåd, at man ikke kan undgå at bruge trusseindlæg hver dag?

Hilsen en forvirret pige.

SVAR:

Kære forvirrede pige

Svampeinfektion

Det lyder, som om du har fået en svampeinfektion. Svamp er ikke så ulækkert, som det lyder. Det handler bare om, at der er kommet ubalance i de mange mikroorganismer, der lever i og omkring skeden. Mikroorganismerne skal være der, men hvis en slags får for meget magt, så generer det. Køb lægemidlet Canesten i håndkøb på apoteket og brug det efter anvisningerne.

Hvis du også har gener inde i skeden, skal du have både vaginaltabletter og creme. Søg vejledning hos apotekspersonalet eller læs indlægssedlen grundigt, inden du bruger det. Hvis det ikke er bedre efter 7 dage, bør du opsøge læge for at få undersøgt, om det skyldes noget andet end svamp.

Generelle råd til forebyggelse og afhjælpning af svampeinfektion

Mikroorganismer vokser bedst i varme og fugtige omgivelser, så du kan tænke på, hvad du kan gøre, for at give området så meget luft som muligt:

- Bomuldstrusser frem for syntetisk undertøj.

- Ikke alt for stramt tøj.

- Hvis du sveder i forbindelse med cykling eller anden fysisk aktivitet, så skift trusser.

- Det er nok bedre at bruge trusseindlæg end at have våde trusser, men husk at skifte dem jævnligt.

- Undgå at bruge sæbe, når du vasker dig forneden. Om nødvendigt så brug intimsæbe.

- Undgå tamponer eller menstruationskop, mens du har infektionen.

Det er normalt at have så meget udflåd, at det er rart at have trusseindlæg på hver dag, men en svampeinfektion kan også give øget udflåd, så måske det bliver bedre, når den bliver behandlet.

OBS: Undgå samleje, mens du har infektionen. Svampeinfektionen kan overføres til din seksualpartner (selv om det er ikke en decideret kønssygdom), og Canesten kan forringe sikkerheden af latexprodukter som kondom og pessar.

Med venlig hilsen
Amalie

Leksikon

Annoncer