Kære 19 årige.
Der er især én sætning, som gør indtryk på mig og det er denne: Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle ham det på en pæn måde, at det må slutte, uden han tænder af, eller aldrig vil se mig mere.
Du ønsker at stoppe forholdet.
Jeg bemærker, at du både er forelsket og ønsker at stoppe. Jeg tænker på, om det er fordi, du er utryg ved ham. Du har set ham som meget temperamentsfuld og bestemmende, og jeg fornemmer at det er disse sider, du bliver forskrækket for. Derfor kan han jo godt have sider, du også synes, er dejlige og som du forelsker dig i. Jeg vil råde dig til at mærke godt efter, fordi når forelskelsesfølelserne en dag bliver mere hverdagsagtige, ved du så, at du ikke vil have lyst til at være sammen med hans temperament?
Ingen ejer dig
På den måde vil jeg sige til dig, at ingen har krav på dig og ingen har krav på en relation til dig. Du er gået ud af et forhold, som varede i 3 år. Du skriver ikke, hvorfor I sluttede, men slut det er det. Jeg medgiver dig, at det følelsesmæssigt kan være for hurtigt at begynde et nyt forhold.
Derfor vil jeg råde dig til at få fortalt din ven, at du ikke ønsker et forhold nu. At du har brug for tid alene til at komme videre i dit liv. Hvis han spørger dig, hvorfor du har kysset ham, ja så må du jo forklare, at der er sider ved ham, du godt kan lide og derfor har ladet dine følelser råde mere end dine beslutninger.
Måske han bliver skuffet – men sådan er livet nu engang. Det er ikke altid, det bliver, som man ønsker sig det, og det er vigtigt, at du først og fremmest mærker dine egne behov og ikke andres.
Hvorfor reagerer du som du gør?
Du tuder, når du er alene, og har det godt, når I er sammen. Hm…. Gad vide om du har det godt, når I er sammen, fordi din ven fylder meget og derfor ikke giver dig rum til at mærke dig selv. Hvis man selv er lidt usikker og er sammen med én, der har en god energi, ja så vil man faktisk blive smittet af denne energi.
Måske du græder hjemme, fordi du mærker, at det hele ikke fungerer, og fordi du er nød til, i alt fald at lave en pause, hvor du får tid til at tænke dig godt om.
Mit råd er derfor, at du skal holde en pause. Bruge tid på at finde ud af hvem du er, hvad du vil og hvordan dit liv skal se ud. Hvis du bliver alt for optaget af at tilpasse dig andre, så bliver du ”væk” for dig selv og måske er det derfor, du er så ked af det, når du er alene.
Du skylder ingen noget, men du skylder dig selv at passe godt på dig selv, og hvis din ven bliver sur over det, så er han i mine øjne ikke god nok til dig!
Venlig Hilsen
Steen Kruse