Kære L
Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk om sådan et dilemma, for du giver os alle anledning til at tænke dybere over, hvor meget Gud egentlig får lov at fylde, når vi bliver presset enten økonomisk eller på anden vis.
Gud på førstepladsen
For mig at se er der nok ingen nemme løsninger på jeres problem. Gud udfordrer dig til at vælge mellem mammon og Ham din Herre. Hvad er vigtigst? Som du selv skriver: “Skal jeg droppe, hvad jeg står for?” Nej, det skal du ikke. Du skal netop nu, hvor det er svært, vise Gud, at han er vigtigst, og at det ægteskab, du skal leve i, skal være velsignet af ham. Det er også et stærkt signal overfor din kæreste, at du vælger Gud på førstepladsen. Det er der respekt i.
Økonomi
Jeg er i tvivl, om de kan tage støtten fra dig, hvis din kommende mands indkomst er så lav som en SU. Jeg tror, de ser på husstandens samlede indkomst og vurderer, om du er berettiget til støtte. Måske skal du lige undersøge det igen.
Økonomisk er det selvfølgelig en udfordring, hvis de mener, din mand skal forsørge dig på en SU. Gud siger til sine disciple: “I verden vil I få trængsler,” og det gælder jo også os. Men konkret tænker jeg, at din kæreste måske i året frem til, han er færdig med sin uddannelse, kan søge om SU-lån ved siden af selve SU og tage et ekstra bijob, så I kan få økonomien til at hænge sammen. For nogle mænd kan det styrke deres maskulinitet at være den, som bærer økonomien hjem og forsørger sin ægtefælle, når hun ikke selv kan.
Vente til I har råd
En anden løsning er at vente med at gifte jer og flytte sammen, til din mand er færdig med sin uddannelse og derfor lettere kan forsørge dig. Det vil kræve tålmodighed og udholdenhed af jer begge, men det kan også blive til velsignelse, hvis I bruger tiden konstruktivt til gode, dybe samtaler, hvor I kan lære hinanden endnu bedre at kende.
Må Gud lede dig i dette vigtige spørgsmål.
Kærlig hilsen
Lise Berggren Smidt
