Kære E
Tak for dit spørgsmål til os her på AdamogEva.dk.
Jeg kan ikke give et entydigt svar på dit spørgsmål. Jeg vil imidlertid gerne dele med dig, hvad jeg har tænkt på, siden jeg læste dit brev første gang.
Du fortæller, at du delte dine overvejelser med din mor, men ikke om hun støttede dig eller ej. Måske var det ikke så vigtigt for dig, da du fortæller, du ikke er så tæt knyttet til hende?
Du skriver, at du fortalte din far om den planlagte få abort, 3 dage før, du fik den. Og så skriver du om ham og dig: “Selvom han er bevidst med at jeg ikke er aktiv i kirken længere, og går min egen vej i livet, så er der stadig en fordømmende skam, der sidder i mig fra den tid.”
Du skriver heller intet om din fars reaktion. Jeg er derfor usikker på, hvordan din far mødte dig? Med tavshed? Med vrede? Med ligegyldighed? Med tårer i øjnene? Med et varmt kram? Det ved du selvfølgelig.
Ud af din beskrivelse har jeg svært ved helt at tyde, hvad der er far og hvad der er dig. Far ved, du ikke er aktiv i kirken længere og går dine egne veje. "Alligevel sidder den fordømmende skam i mig fra den tid"
Jeg tror, det vil være hjælpsomt for dig at indkredse, hvad det betyder. Er det en skam pga. den undervisning og forkyndelse du har hørt som barn og ung? Om at abort er forkert og noget Gud eller mennesker bliver vrede over?
Du nævner "den tid" i samme sætning som far, men intet om hans reaktion eller om du tror, han skammer sig over dig? Derfor er jeg usikker på, om du mener far (og hans reaktion) er en kilde til skammen eller du tror, den har at gøre med din generelle opfattelse af hvad "kristne" mener om abort?
Måske er du især bekymret for om din far fordømmer dig? Om hans kærlighed til dig ændrer sig nu, hvor du har valgt at få en abort? Om han vil opføre sig anderledes, når I er sammen?
Uanset om vi er 15, 25 eller 45 betyder vores omsorgspersoner meget for os. Vi danner et tilknytningsmønster med dem, mens vi vokser op - på godt og på ondt. Selvom vi er voksne og selvstændige, higer de fleste af os stadig efter deres anerkendelse. (læs f.eks. Jakob Elleman-Jensens bog "udvalgte kolbøtter")
Da jeg intet kan læse om din fars reaktion, kan jeg kun give dig et spørgsmål tilbage: Gad vide, om noget af det, du kalder en gudfrygtig skam fra dengang, er en bekymring for, om dit valg vil påvirke den måde din far ser dig på, tænker om dig og agerer, når I er sammen? Kort sagt en bekymring for om din far holder uændret af dig?
"Kan det virkelig passe...?"
I forhold til din fars familie og det at fortælle om din abort til dem (eller at de får det af vide af din far?) skriver du:
Kan det passe, at jeg i min kristne familie skal skrumpe mig selv for at tilpasse mig deres verdenssyn og forblive en del af familien?
Du skriver, du ved, hvad du bliver mødt med fra fars familie. Jeg ved det ikke. Du antyder, at de vil udstøde dig af familien "for at forblive en del af familien".
Hvis det er sådan, de vil reagere, forstår jeg sandelig godt, hvis du ikke vil fortælle om din abort. Omvendt kan jeg tænke "har du lyst til at være sammen med mennesker, der vil udstøde dig af familien på den baggrund?"
Jeg kan ikke svare entydigt på dit spørgsmål "kan det virkelig passe" men jeg vil dele nogle tanker med dig.
Er du sikker på, du skal skrumpe dig for at være sammen med dem? Er det sagt tydeligt eller mere noget du fornemmer?
Hvis det er det sidste, kan du jo vælge at dele med en eller nogle få af dem, du er tættest knyttet til - dem der er vigtigst for dig.
Evt. kan du "teste temperaturen" inden du "hopper i vandet". Du kan f.eks. sige "hvis jeg havde gjort noget, imod de kristne normer, tænker du så stadig, jeg ville være velkommen i familien?"
Afhængig af vedkommendes svar, kan du vælge at fortælle om din abort eller lade være. Du kan altid tænke dig om og vende tilbage senere.
Skam
Skam er en klistret, besværlig følelse af at VÆRE forkert (mens skyld er følelsen, når jeg har overtrådt en regel/GJORT noget forkert)
Skam er på en måde det, der ikke tåler dagens lys - det pinlige. Jeg kan forstå udtrykket "skrumpe mig" i den sammenhæng. For vi mennesker vil helst gemme det skamfulde væk.
Skammen tænker noget i retning af "Hvis de andre vidste at jeg ... Så ville de udelukke mig - eller synes ringe om mig".
Da du skriver, din fars familie er kristen vil jeg håbe, de kender til bibelens tale om skyld og tilgivelse.
Så vidt jeg kan se taler Gud i bibelen imod abort. Altså at en kvinde ved at få en abort pådrager sig skyld i Guds øjne. Skyld som Gud både kan og vil tilgive. Ligesom jeg i øvrigt (som jeg forstår bibelen) pådrager mig skyld hver eneste dag gennem nedladende tanker, egoistiske handlinger mm.
Derfor tænker jeg, at din kristne familie måske er sorgfulde over, at du har forladt kirken, fordi de tror på, at du derved går glip af det evige liv med Jesus, men ikke at de er så vældig optaget af skam ifm. valget af abort.
Som du selv skriver, ligger det jo for dig i naturlig forlængelse af at have valgt Gud og kirken fra i dit liv.
Og hvordan slipper jeg af med den stemme i mit hoved...?
Spørger du også. Den stemme fra den kristne tid, der siger jeg burde skamme mig?
Heller ikke her har jeg et entydigt svar.
Mit bedste bud er at du, som beskrevet ovenfor, går lidt på opdagelse i, hvor den stemme kommer fra. Er det noget din far har talt meget om, da du voksede op? Har du siddet til bibeltimer eller undervisning, hvor abort er blevet talt om som en særlig alvorlig synd?
Tag evt. noget tid for dig selv og prøv at zoome ind på om stemmen er stemmen af et konkret menneske. Og læg evt. mærke til de kropslige sansninger du mærker - hvis nogen. Det kan også pejle dig ind på hvilken følelse, der opstår i kroppen. Måske er det mest skam - måske nærer du irritation/vrede, tristhed eller andet, der kan gøre dig klogere på, hvor stemmen stammer fra.
Måske kan det gøre det lettere for dig at adskille, hvad der er dine egne værdier, tanker og følelser og hvad der er andres.
Du kan også prøve at skrive et brev hvor du svarer på stemmens argumenter. F.eks. kan "stemmen" få en blå kuglepen og din egen stemme en sort.
Abort - et vigtigt valg
Du skriver også, at aborten har været en stor ting i dit liv og at du ønsker at dele frit af den.
Jeg kan godt forstå, det har været en stor ting for dig. Selvom du hurtigt konstaterede du var gravid og var fuldstændig afklaret med, at du ville have en abort, kan der godt opstå modsat rettede tanker og følelser bagefter. Det gør der for mange kvinder - uanset om man er "kristen" opdraget eller ej.
Der kan være tanker om, hvad der mon ville være sket, hvis man havde valgt modsat. Tanker om hvad andre tænker (som du er meget optaget af ift. din far). Tanker om fremtiden og meget andet.
Så vidt jeg har kunnet læse mig til og ud fra de få samtaler jeg har haft med kvinder om deres aborter eller det barn, de valgte at beholde, er modsatrettede tanker og følelser helt normale i tiden efter et valg der, som du selv skriver, var en stor ting. Jeg tror, jeg forstår dit ønske om at kunne dele frit. Samtidig tænker jeg, om det er lidt urealistisk?
Når jeg selv deler tanker eller erfaringer om noget stort, svært eller sårbart, er der altid lidt ubehag, lidt sommerfugle i maven. En tanke om hvorvidt ham/hende jeg betror mig til, vil møde mig varmt og åbent og tage godt vare på det, jeg fortæller.
Ansvar, skyld og selvværd kan hænge sammen
Jeg lagde mærke til din formulering "endte jeg med at blive gravid".
I en eksistentialistisk tænkning lægges der vægt på, at vi mennesker har ansvar og dermed kan pådrage os skyld. (ikke skyld overfor Gud men i en eksistentiel henseende). Det kan på en måde ses som et aspekt af vores særlige værdi som mennesker. Dyr pådrager sig ikke skyld, når de f.eks. dræber for at æde.
Jeg håber, dit selvværd er stærkt og velfunderet. I så fald tror jeg du vil mærke, at det styrkes, når du er tydelig om dit eget ansvar.
F.eks. omkring ikke at have sikker prævention (hvis det var tilfældet for jer) og dermed selv være medansvarlig (for selvfølgelig er I to om det) for at du blev gravid.
Måske har mit svar ramt helt skævt i forhold til det, du håbede at få tilbage. I så fald er du meget velkommen til at skrive til os igen!
Igen vil jeg sige dig tak for at dele det komplekse du står midt i. Jeg håber, mit svar kan være hjælpsomt.
Bedste hilsner. Ida
