Hvordan får jeg et godt forhold til min kærestes forældre?

Vis spørgsmål

Hej Brevkasse.

Jeg er i forhold med en fantastisk dreng, som også er 15 år. Vi har været sammen i snart fem måneder. Vi er begge to åbne omkring sex, og hvordan vi har det med hinanden. Vi taler tit om vores grænser og holder os væk fra bikini-området, også selvom det er svært.

Hans familie er kristne og går meget op i, hvordan man opfører sig. Min familie er ateister, hvilket hverken jeg eller min kæreste er glad for. Jeg er selv kristen. 

Første gang, han og jeg var sammen hjemme hos ham (1½ måned inde i forholdet), lå vi i ske. Hans forældre opdagede det og blev meget skeptiske og råbte af os. Vi skyndte os hurtigt væk fra hinanden og havde det svært med at vise følelser for hinanden. Vi fortryder inderligt, det er sket, og vi holder os langt fra sådan noget nu.

Mit spørgsmål er, hvordan jeg kan gøre noget godt igen. Jeg har svært ved at være hjemme hos ham og har ikke rigtig været der alene siden. Jeg har svært ved at se hans mor i øjnene, og hun har ikke tilgivet mig overhovedet. Jeg tror dog, faren har tilgivet mig.

Venlig hilsen K, 15 år

SVAR:

Kære K

Først og fremmest tak, fordi du henvender dig til os med dit spørgsmål. Det er modent gjort, og det viser, at du tager dig selv, din kæreste og din kærestes familie seriøst. Jeg håber så, at jeg kan hjælpe dig lidt på vej.

Sunde grænser

Det er en ansvarsfuld og moden beslutning, du og din kæreste har taget, om at holde jer væk fra “bikini-linjen”, som du skriver. Det er ikke nemt nu og her, men jeg er fuldstændig overbevist om, at det vil bringe velsignelse til jer i det lange løb, fordi I passer på jer selv og hinanden. Jeg vil også bare opmuntre jer til at blive ved med at snakke om jeres grænser, så I ikke kommer til at overskride dem på et senere tidspunkt!

Sig undskyld

Du skriver, I havde en træls oplevelse med hans forældre første gang, du besøgte dem, fordi de så jer ligge i ske og reagerede negativt på det. I holder jer nu fra at ligge i ske, og det er en god beslutning, fordi I selv mærker, hvordan det har givet jer dårlig samvittighed.

Siden da har du haft det anstrengt særligt med din kærestes mor. Du føler, du skal “gøre noget godt igen”. Når man har begået en fejl, er det vigtigste, man kan gøre, at sige undskyld og ændre sin adfærd. Du og din kæreste har allerede ændret adfærd, men måske har du endnu ikke fået sagt undskyld til hans mor. Det synes jeg, du skal gøre. Det viser ærlighed og ansvarlighed. Når du har gjort det, er det op til hende, om hun vil tilgive dig, eller om hun vil fortsætte med at være vrissen.

Fortæl om jeres grænser

Jeg synes også, det vil være en god ide, hvis din kæreste tog en snak med sine forældre om jeres grænser. I lyder til at have rimelig godt styr på det, og måske er det, hvad hans forældre har brug for at høre, for at de kan slappe af. De er måske bange for, at I overskrider grænserne, når de ikke er der, og det kan gøre dem anspændte og skeptiske.

Jeg håber, mine råd kan bane vejen for en god snak med din kærestes forældre, og at I med tiden kan få et rigtig godt forhold til hinanden!

Hvis I har lyst til at få ideer til, hvad man kan lave sammen som kærester og se, hvad andre har spurgt om, kan I kigge på artikler og svar i vores tema Kæresteliv.

De bedste hilsner
Line

Annoncer