Kære Håndboldpige
Det lyder som om, du og dine forældre er låst rigtig godt fast omkring din fremtid. Du skriver, at dine forældre altid har bakket dig op og villet det bedste for dig og samtidig føler du, at de blander sig for meget i, hvad du skal til næste år – at de ikke giver dig frihed til selv at vælge.
Det er en svær situation, men det er samtidig også en hel almindelig reaktion på de valg og livssituationer, der opstår i teenageårene.
Det kan være, du synes, det er træls, at jeg skriver om teenageårene, for det har du måske hørt så meget om, men lige netop med den alder, du har, så sker der så mange ting inden i dig – både i din krop, men bestemt også i dine følelser m.m.
Stå på egne ben
Du er i gang med at frigøre dig fra dine forældre. ”Jeg gør det modsatte af, hvad de vil, for synes ikke, de skal bestemme det” skriver du. Det er så vigtigt – i forhold til at du skal finde ud af, hvem du er, hvad du gerne vil – at du gør ”oprør” mod dine forældre. Ikke for oprørets skyld, men for at du kan finde dine grænser for dit liv. Da du var barn, prøvede du dine forældres grænser af hele tiden, nu er du på vej til at blive voksen og skal finde dine egne grænser, og for at finde dem, prøver du stadig lidt dine forældres grænser og sammenholder dem så med dine egne.
Der er en klog én, der engang har sagt sådan:
Når man er lille, synes man, at far og mor kan alt, selv hente månen.
Når man bliver større, ser man, de er som alle andre forældre.
Når man bliver teenager, ser man, de er helt håbløse og gammeldags.
Når man bliver ældre siger man: de havde alligevel ret!
Måske er det ikke dem, der forandrer sig?
Du skriver også, at du føler dine forældre går mere op i, at du skal spille håndbold, end du egentlig selv gør. Jeg tror ikke, at du skal tænke sådan. Jeg tror dine forældre prøver at opfordre dig, skubbe lidt til dig, for at hjælpe dig med at finde den bedste løsning for dig. Fordi de så nødig vil, at du ikke får de muligheder og chancer for det spændende liv, som de forestiller sig, at du gerne vil have.
Kommunikation
Det lyder måske lidt kringlet det her, men noget af det sværeste her i livet, er ofte kommunikationen imellem os, fordi det er så vigtigt, at vi får sat de rigtige ord på de følelser og tanker, vi har. Nogle gange har vi for travlt til at gøre det, andre gange tror vi, at den anden part godt ved, hvad vi mener og føler, og så siger vi kun det halve af, hvad vi burde have sagt.
Det ville være en god ide, hvis du – selv om det er svært – finder et tidspunkt, hvor I sidder og hygger (uden stress) prøver at sige til dem, at du er glad for, at de altid har bakket dig op og håber at de vil blive ved med det, men lige nu oplever du det som om, de presser dig – og det er en reel følelse for dig, som du er nødt til at forholde dig til, og som gør dig frustreret og ked af det.
Og så håber jeg og tror, at I vil få en rigtig god snak ud af det.
Hvad er det du gerne vil?
Der er lige en vigtig ting mere, som jeg gerne vil sige til dig. Du må ikke droppe det, som du brænder for – det som du gerne vil, ”bare” for at gøre modstand mod dine forældre. Det er for dyr en pris, som du vil fortryde, når du bliver ældre.
Se evt. artiklen: Barn eller voksen
Held og lykke med din fremtid og dit forhold til dine forældre – de vil dig det bedste.
Kærlig hilsen
Ruth