Håndbold - mine forældre vil det mere end mig – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 15 år. Jeg går til håndbold, og det har jeg gjort i rigtig mange år. Jeg træner 3 gange i ugen, og er virkelig glad for det. Ville slet ikke kunne leve uden. Mine forældre har altid bakket mig op, og villet det bedste for mig.

Men mit problem er, at jeg føler, at de går mere op i det, end jeg selv gør. Fx min naboskole har en håndboldlinje, man kan gå på fra 7-9 klasse, og i 7 søgte jeg ind, men blev desværre afvist. Så i 8. begyndte mine forældre at spørge ind til, om jeg ikke ville prøve at søge derind i igen, men det gad jeg ikke, fordi jeg kunne lide pigerne der, og fordi jeg havde det godt i min egen klasse. Og så følte jeg, de blev sure på mig og sagde, at det var noget mærkeligt noget, for jeg er jo god til håndbold og sådanne ting. De forstår bare ikke, at jeg ikke gad.

Så dengang jeg begyndte at drikke, var mine forældre også helt skeptiske, fordi jeg spillede jo håndbold, og det ville jo ødelægge min kondi, og jeg fik egentlig ikke lov til at drikke, før jeg en dag sagde, at jeg var træt af, at jeg ikke måtte pga håndbold. Det er jo mit eget valg, men jeg er glad for, at jeg må nu.

- Men nu er det værst! efter 9. kan jeg vælge mellem 2 gymnasier, den ene har en håndboldlinje, og det har de ikke på den anden. Så i dag, da vi sad og spiste aftensmad, sagde jeg, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle vælge, så sagde min mor, "du skal da tage den med håndbold", så sagde jeg så, at det vidste jeg ikke, om jeg gad, og så blev hun sur og sagde "Det skal du da, du har jo altid gået til håndbold. Hvorfor vil du ikke det? Det er da noget mærkelig noget" Og så blev jeg virkelig ked af det, fordi jeg føler, at de går mere op i det end mig. For jeg vil jo gerne ind på håndboldlinjen, men jeg siger, at jeg ikke gider, for at protestere hvis man kan sige det sådan.

Jeg gør det modsatte af, hvad de vil, for synes ikke, de skal bestemme det, og da jeg så sagde til dem, at jeg ikke følte, jeg havde frihed, så blev de mega sure, og jeg tror mest, det er, fordi de blev skuffet. Min mor sagde at så kunne jeg da bare stoppe, hvis jeg ikke kunne lide det, men så måtte jeg bare ikke gå til fester mere. Og min far sagde, at jeg da selv måtte bestemme det, men jeg ikke skal gøre, hvad de siger. Men jeg vil jo gerne håndbold, jeg vil bare føle, at jeg selv må bestemme det. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Og jeg kan ikke sætte mig ned og snakke med dem om det, sådan et forhold har jeg ikke med dem. Så bliver vi sure og råber af hinanden, og så ender det med, at en af os går. Det er min mor, der er værst, helt klart. Jeg føler bare, at jeg svigter dem nu, fordi jeg jo altid har fået hjælp af dem og opbakning til håndbold. Jeg er lost...

Håndboldpigen,

SVAR:

Kære Håndboldpige

Det lyder som om, du og dine forældre er låst rigtig godt fast omkring din fremtid. Du skriver, at dine forældre altid har bakket dig op og villet det bedste for dig og samtidig føler du, at de blander sig for meget i, hvad du skal til næste år – at de ikke giver dig frihed til selv at vælge.

Det er en svær situation, men det er samtidig også en hel almindelig reaktion på de valg og livssituationer, der opstår i teenageårene.

Det kan være, du synes, det er træls, at jeg skriver om teenageårene, for det har du måske hørt så meget om, men lige netop med den alder, du har, så sker der så mange ting inden i dig – både i din krop, men bestemt også i dine følelser m.m.

Stå på egne ben

Du er i gang med at frigøre dig fra dine forældre. ”Jeg gør det modsatte af, hvad de vil, for synes ikke, de skal bestemme det” skriver du. Det er så vigtigt – i forhold til at du skal finde ud af, hvem du er, hvad du gerne vil – at du gør ”oprør” mod dine forældre. Ikke for oprørets skyld, men for at du kan finde dine grænser for dit liv. Da du var barn, prøvede du dine forældres grænser af hele tiden, nu er du på vej til at blive voksen og skal finde dine egne grænser, og for at finde dem, prøver du stadig lidt dine forældres grænser og sammenholder dem så med dine egne.

Der er en klog én, der engang har sagt sådan:

Når man er lille, synes man, at far og mor kan alt, selv hente månen.

Når man bliver større, ser man, de er som alle andre forældre.

Når man bliver teenager, ser man, de er helt håbløse og gammeldags.

Når man bliver ældre siger man: de havde alligevel ret!

Måske er det ikke dem, der forandrer sig?

Du skriver også, at du føler dine forældre går mere op i, at du skal spille håndbold, end du egentlig selv gør. Jeg tror ikke, at du skal tænke sådan. Jeg tror dine forældre prøver at opfordre dig, skubbe lidt til dig, for at hjælpe dig med at finde den bedste løsning for dig. Fordi de så nødig vil, at du ikke får de muligheder og chancer for det spændende liv, som de forestiller sig, at du gerne vil have.

Kommunikation

Det lyder måske lidt kringlet det her, men noget af det sværeste her i livet, er ofte kommunikationen imellem os, fordi det er så vigtigt, at vi får sat de rigtige ord på de følelser og tanker, vi har. Nogle gange har vi for travlt til at gøre det, andre gange tror vi, at den anden part godt ved, hvad vi mener og føler, og så siger vi kun det halve af, hvad vi burde have sagt.

Det ville være en god ide, hvis du – selv om det er svært – finder et tidspunkt, hvor I sidder og hygger (uden stress) prøver at sige til dem, at du er glad for, at de altid har bakket dig op og håber at de vil blive ved med det, men lige nu oplever du det som om, de presser dig – og det er en reel følelse for dig, som du er nødt til at forholde dig til, og som gør dig frustreret og ked af det.

Og så håber jeg og tror, at I vil få en rigtig god snak ud af det.

Hvad er det du gerne vil?

Der er lige en vigtig ting mere, som jeg gerne vil sige til dig. Du må ikke droppe det, som du brænder for – det som du gerne vil, ”bare” for at gøre modstand mod dine forældre. Det er for dyr en pris, som du vil fortryde, når du bliver ældre.

Se evt. artiklen: Barn eller voksen

Held og lykke med din fremtid og dit forhold til dine forældre – de vil dig det bedste.

Kærlig hilsen

Ruth

Annoncer