Hej!
Tak for dit spørgsmål til os. Jeg forstår godt, du har det svært med, at han ignorerede dig, når du er interesseret i ham. Og jeg forstår også godt, at du tænker på, hvad han mon lavede sammen med de piger. At han gik væk sammen med de piger betyder bare ikke nødvendigvis, at han havde sex med dem. Der kan være så mange forskellige grunde til, hvorfor han valgte at gå ud med pigerne.
Playboy
Jeg lægger mærke til, at du helt fra starten skriver, at han er en kæmpe playboy. Hvad er det, der gør, at du vurderer, han er det? Er det på baggrund af noget, du selv har set eller noget, andre har fortalt dig? Sådan som jeg forstår ordet “playboy”, så er det en, der flirter med mange forskellige piger. Når du sætter det mærkat på ham, har du sat ham i bås i dit hoved. Jeg tænker på, om det mon er derfor, du mistænker ham for at have haft sex med de piger? Som jeg tidligere skrev, kan der være mange forklaringer på, hvorfor han gik ud med pigerne.
Jeg har også lyst til at spørge dig, hvilke forventninger du havde til jeres forhold, da du begyndte at skrive med ham? Hvis du på forhånd tænkte, han var en “playboy”, hvorfor begyndte du så at skrive med ham?
Ingen kan læse tanker
Du skriver, at han ikke virker til at tro, der er noget galt. Hvordan skal han vide, der er noget galt? Han kan – ligesom andre mennesker – ikke læse tanker og ved derfor ikke, at du oplevede dig ignoreret, og at det var svært for dig, da han gik væk med de piger. Hvis han skal vide, der er noget galt, må du fortælle ham det.
Du spørger, om du skal slutte det med ham. Her tænker jeg på, hvorfor du mon ønsker at afslutte jeres flirt? Er det på baggrund af mistanken om, at han har haft sex med de piger? Jeg vil foreslå dig først og fremmest at få talt med ham og høre hans version af tingene. Her ville det også være en god idé, at du sætter ord på, hvorfor du følte dig ignoreret og såret over, at han gik ud med andre piger.
Et svært forhold
Du skriver også, at dine veninder ikke kan lide ham. Hvorfor kan de mon ikke det? Har det noget at gøre med, at de også mener, han er en playboy? Veninder har jo ikke altid ret, men prøv at snakke med dem om, hvorfor de synes, du skal droppe ham. Hvis det er sandt, han er en playboy og ikke vil stoppe flirteriet med andre piger, selvom I har noget sammen, kan det være et svært forhold at være i. Jeg tænker også, at et forhold med ham kan være svært, hvis du er mistroisk over for, hvad han laver med andre.
Jeg håber, du kan bruge mit svar i din beslutning. Jeg vil foreslå dig først og fremmest at tale med ham, så du kan få hans version og få forklaret din egen oplevelse af aftenen. Først derefter vil jeg anbefale dig at tage beslutningen i forhold til, om du skal droppe ham eller ej.
Sex
Til sidst har jeg lyst til at udfordre dig på det med at dele sex med en flirt. Som 15-årig er du kun lige akkurat nået dertil, hvor det er lovligt for en anden at have sex med dig. På AdamogEva.dk mener vi, at sex er det flotteste og mest intime fællesskab, man kan have med et andet menneske, og derfor er det godt at vente med at dele det, til man er i et forpligtet forhold med en anden. Hvis du har lyst til at vide mere om, hvorfor vi tænker sådan om sex, kan du læse artikler og svar i vores tema Teenager og sex. Især vil jeg anbefale artiklen Sex og følelser.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Med venlig hilsen
Charlotte