Single uden lyst til one night stands – er jeg normal?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er single og har altid været det. Jeg har prøvet at føle mig vild med/forelsket i forskellige fyre fire gange i alt, som jeg datede over en periode. Her var følelserne desværre ikke gengældt, hvilket var super ærgerligt, da de alle var lige min type. Derudover har jeg efter mange dates også fået rigtig mange fyre til at falde for mig, hvor jeg så desværre ikke har følt for at se dem igen. Jeg er åbenbart lidt kræsen, selvom jeg virkelig prøver at være åben.

For det første er det en proces og en kamp at lære at leve med, at jeg ikke har fundet den rette endnu. Jeg ønsker det inderligt og prøver virkelig at søge efter alle de gode ting i livet, der gør mig glad, så jeg kan opretholde et godt humør.

Det som ud over det fylder rigtig meget, er min forvirring over min seksualitet. Jeg har kysset mange på diverse byture osv. og nyder det. Derudover har jeg været sammen med fem forskellige inden for de sidste fire år. Fire af dem var, fordi jeg var fuld og åbenbart syntes, der skulle ske noget, for jeg havde nok ikke gjort det ædru. Det har ikke været noget særligt for mig, men én gang nød jeg det, fordi jeg nok var lidt vild med ham og nød samhørigheden i at have sex med ham.

Jeg sagde dog også nej til sex med en fyr, som jeg faktisk godt kunne forestille mig som kæreste. Men vi mødtes i byen, og stemningen var ligesom ikke romantisk men mere ift. sex. Men det jeg ønskede mig var nok noget mere forpligtende, og jeg sagde efter okay langt forspil faktisk nej, måske fordi jeg ikke følte mig sikker på ham, selvom jeg virkelig overvejede det meget. Dvs. jeg har altså ofte sagt nej til sex, fordi jeg ikke havde behovet eller lysten. Det er ikke, fordi jeg bevidst kontrollerer mig selv og siger nej, men simpelthen fordi jeg ikke har lyst til at gennemføre det.

Mit spørgsmål er, om dette er normalt? Er det normalt, at jeg ikke vil være sammen med en fyr, uden jeg er sikker på, han kan lide mig?

Det jeg håber og måske også tror er, at jeg simpelthen længes så meget efter at blive elsket af en fyr, at jeg ikke kan have one night stands med sex, fordi det jo er uden følelser, og jeg så bliver usikker og slet ikke er til den slags.

Fordi det fylder for mig, er min frygt for at jeg slet ikke er seksuel og i bund og grund heller ikke vil gide med min drømmefyr, som jeg forhåbentlig finder en gang. På den anden side kan det så være normalt, at sex slet ikke fylder i en periode i ens liv, og at min lyst måske så først vil vækkes til live af en, jeg er fortrolig og kæreste med?

Vh M, 24 år 

SVAR:

Kære M

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg kan næsten mærke din frustration gennem dit brev, og jeg vil prøve at give dig nogle svar på det, du spørger om.

Du er helt normal

Først og fremmest vil jeg gerne sige til dig, at jeg synes, det er helt normalt at have det, som du har det, og din seksualitet er helt normal. Du skriver, du har været sammen med flere fyre, mens du var fuld, og det ikke betød det store for dig. Og at den ene gang, hvor du nød det, havde du følelser for fyren. Det beskriver meget godt, hvordan det er for alle, nemlig at sex er tæt forbundet med, hvilke følelser vi har for hinanden, og det er det bærende for, at det er godt at have sex med hinanden.

Det beskrives godt i to af vores artikler, som jeg vil opfordre dig til at læse: Sex og følelser og Vejen til god sex.

Forpligtende forhold er sundt og godt

Vores seksualitet er tæt forbundet med, hvem vi er og de følelser, vi har for hinanden. Derfor er det sundt og godt, når du gerne vil have et forpligtende forhold til en fyr, før I går i seng med hinanden. Det er vigtigt, du starter der, hvor du først lærer fyren og dine egne følelser for ham at kende, mærker efter om I har noget til fælles, og om det er en fyr, du føler dig tryg og opløftet sammen med.

Når man er sammen seksuelt, er man bogstavelig talt nøgen – både fysisk og psykisk – man giver ens inderste følelser og mest intime dele til en anden, og det er rigtig vigtigt, der bliver taget godt vare på det, for at man ikke skal blive såret og udnyttet.

Forvirret seksualitet

Jeg kan godt forstå, du føler dig forvirret over din seksualitet; det er der mange der gør. I medier og samfundet generelt bliver sex fremstillet som noget letkøbt, vi lige gør, som du selv beskriver “når der skulle ske noget”. Eller det bliver for mange et middel til at få bekræftelse eller til at være som de andre, og så glemmer man, at det faktisk er intimt og sårbart at give sin krop og sjæl til et andet menneske. Når du oplever at blive forvirret, er det derfor også, fordi det du ser omkring dig ikke stemmer helt overens med det, du føler, nemlig at du gerne vil kende fyren godt og opleve gensidighed i jeres forhold.

Samtidig kan jeg godt forstå, du har længslen efter den eneste ene, den som du kan have dette tætte forhold til, og det kan være fristende at slå til, når mulighederne byder sig. Men jeg synes, det er rigtig godt, at du respekterer dig selv så meget, at du siger nej, når du kan mærke, der mangler noget.

Vent på den gode ven

Jeg synes som sagt, du er meget normal, og at det er fantastisk, du hviler så meget i dig selv og kan mærke, når det ikke er rigtigt. Bliv ved med det, og pludselig finder du bare gensidighed med en, som du kan mærke, det er værd at bygge et forhold sammen med.

En klog mand har sagt, at vejen til soveværelset går gennem dagligstuen. Altså at for at kunne fungere godt sammen seksuelt, er det vigtigt at kunne fungere godt sammen i hverdagen og som venner. Det er i alt det andet, vi har sammen, at de varme og intime følelser skabes, og det giver det allerbedste afsæt for et godt sexliv.

Derfor vil jeg også råde dig til først og fremmest at søge efter et menneske, du kan elske og lide at gøre ting sammen med i hverdagen. Det betyder at lave ting sammen, snakke sammen, røre hinanden og dele liv. Så bliver det seksuelle liv en videre udvikling af det – kronen på værket – et valg, som I tager, når I har valgt at dele livet sammen.
På AdamogEva.dk er vi overbevist om, at de bedste rammer for god sex findes i ægteskabet, hvor vi har forpligtet os på og VIL hinanden. Det giver den nødvendige tryghed og tillid, som er forudsætningen for et godt, stærkt og spændende seksualliv.

Måske kan du finde mere inspiration i vores tema At finde den rigtige.

Held og lykke med det og hav det godt.

Mvh Kirsten Kirk Christensen

Annoncer