Hvorfor kan han ikke lade være at drikke sig fra sans og samling?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg har læst følgende i et svar herinde:

"Du skriver, at I nu er utroligt uvenner, fordi du ikke kan styre dine følelser mere og han vil ikke love dig, ikke at drikke sig fra sans og samling. Det er ærlig snak."

I den forbindelse vil jeg gerne spørge, hvorfor han ikke kan love, ikke at drikke sig fra sans og samling?

Min kæreste gennem snart 5 år, drikker sig ligeledes fra sans og samling, og det ender oftest ud i opkast diverse steder. Han har kastet op i hele opgangen, han har kastet op i køkkenvasken, han kastede for nylig op i vores tøjskab, og ødelagde mine kjoler. På en firma tur, skulle vi rejse på en rejse dagen efter, og jeg tog tidligt hjem, hvor han blev. Det endte med, at jeg blev vækket kl 01.30 om natten af en kollega, fordi han havde låst sig inde på et toilet på arbejdet, hvor han havde overbrækket det hele.

Jeg har så sagt til ham, at jeg simpelthen ender med at få nok en dag, for jeg kan mærke på mig selv, at det bare er for meget.
Dog kan jeg slet ikke unde ham at tage i byen længere, fordi jeg ved, hvordan det sikkert vil ende. Selvom han har skåret drastigt ned på sine byture, så bliver jeg altid irriteret, når han så endelig tager i byen. Simpelthen fordi jeg ved, hvad der er i vente.

Jeg forstår bare ikke, hvorfor de ikke kan være i stand til at drikke med måde, og derved holde sig selv i skak. Hvorfor er det ikke noget, man kan love sin kæreste? Hvis det var omvendt, og mig der som oftest endte med at brække mig, og det gik udover min kæreste, så er det da lige før, at jeg helt ville stoppe med at drikke. Fordi jeg ikke er ude på at gøre min kæreste ked af det. Og hvis det ville gøre ham ked af det, så ville jeg da stoppe med at gøre det..


Kan virkelig ikke forstå, at det skulle være så svært?

Udover lige dette, minder min situation meget om den i spørgsmålet, da min kæreste ligeså var ude i misbrug af stoffer, da ham og jeg mødte hinanden, og han stoppede dette, da han mødte mig.

Anonym

SVAR:

Kære anonyme

Tak for dit spørgsmål til os her på AdamogEva.
Du referer til spørgsmålet: "Hvad skal jeg gøre for at vise tillid og ikke være jaloux?"
Det er et rigtig godt spørgsmål. Hvorfor er nogle mennesker ikke i stand til at love, at holde op med at drikke sig fra sans og samling?

Forskellige måder at bruge alkohol 

For de fleste mennesker er alkohol et rusmiddel, som benyttes til festlige lejligheder; når der er fest, er der som regel alkohol med. Kun få steder holder man fest uden alkohol. Når der opstår situationer, hvor mennesker som din kæreste, til festlige lejligheder ikke kan styre deres mængde af indtagelse af alkohol, men gang på gang dirkker sig fra sans og samling, er det desværre natuligt at tænke, at et eller andet ikke er, som det skal være.

De fleste mennesker benytter alkohol som et stemningsmiddel, altså noget som er med til at sætte en god stemning til en festlig lejlighed. Men andre mennesker går langt over den grænse, og benytter alkoholen som et flugtmiddel.
Et middel, hvor jeg som menneske kan fritage mig selv for ansvar, og ved hjælp af alkohol prøve at glemme eller gemme det væk, som jeg ikke kan forholde mig til i mit liv. Det er desværre for nogle mennesker en meget brugt måde at håndtere disse enten ydre eller indre konflikter, som menneskelivet byder enhver af os. Den måde er ikke hensigtsmæssig men dybt uhensigtsmæssig.
Kroppen og hjernen er ikke i sådanne situationer logisk tænkende for, hvad der er godt at gøre, og vælger desværre bare en mulig vej midt i det svære. Andre gange, og det er i langt de fleste tilfælde, foregår det desværre sådan, at mennesker ikke er klar over, at noget er galt, men ubevidst flygter ind i alkoholens verden og får et kortvarigt frirum. For mange kan dette se sjovt og uskyldigt ud, men det handler, på det ubevidste plan, om at få ”ting” på afstand.

Alkohol kan være en flugt, fra det han ikke kan håndtere

Alkohol fritager for ansvar, men kun for en meget kortvarig stund og konsekvenserne, når alkoholen forsvinder, kan være katastrofale. Ved denne form for massiv alkoholindtagelse som du nævner, din kæreste benytter sig af, bliver man ligeglad, og end ikke ens nærmeste kan forhindre dette forløb at gentage sig gang på gang. Du kan derfor heller ikke tvinge din kæreste til at stoppe med at drikke.

Det din kæreste lige nu har gang i, er et mønster, som for ham er ”en tryg og kendt vej”. For en kort stund får han måske overskud til sin hverdag eller en fornemmelse af at have kontrol i sit eget liv. Måske er han i gang med at dulme svære nuværende eller tidligere livsepisoder. 

Den form for alkoholindtag har ikke noget med fest, nydelse, eller godt humør at gøre, men for mig at se, en måske bevidst eller ubevidst måde at bedøve sig selv, sine tanker, eller sin krop fra alt det, han ikke er i stand til at håndtere.

Hvorfor kan han ikke love at lade være eller bare stoppe?

For mig at se er det to spørgsmål med næsten samme svar. Han ville måske i et kort øjeblik komme til at love dig at lade være, men vil aldrig kunne holde det.

Eller for mig at høre endnu mere sandsynligt; han vil ikke love dig det, for så tages hans måde at kontrollere svære livsepisoder fra ham. Så skal han forholde sig til sit eget realistiske menneskeliv - et liv med ansvar, sorger og nederlag. Og den virkelighed er han på nuværende tidspunkt ikke i stand til at forholde sig til.

Så nej – han kan ikke love dig det, og han kan ikke lade være, for alternativet er for uoverskueligt for ham, så derfor må han i perioder indtage massive mængder alkohol.

Vejen frem

Til sidst vil jeg sige, at jeres forhold, for mig at se, har brug for, at I ikke bliver, hvor I er nu – med hans forbrug af alkohol med de udskejelser, som det indebærer, og derefter din store frustration som reaktion på det.

Derfor håber jeg, at I på en god og tryg dag, kan finde tid og overskud til at få taget snakken om dette problem, som I kæmper med.
Og ja; vejen frem er, at din kæreste indser, at det ikke kan blive ved med at gå på denne måde og får professionel hjælp, til at komme af med alt det, der fylder i hans liv. Det er ikke en kamp, man kan tage alene. Hvis din kæreste er klart til det, kan han og I via hans egen læge få henvisning til mennesker, der har erfaringen og evnerne til at hjælpe ham.

Du skriver i dit brev: "Jeg har så sagt til ham, at jeg simpelthen ender med at få nok en dag, for jeg kan mærke på mig selv, at det bare er for meget". 
Hvis du og din kæreste ikke kan finde en fælles forståelse af problemet, må du overveje, hvad du vil. Du må overveje grundigt, hvor meget han betyder for dig. Om du kan fortsætte i forholdet, hvis han hverken kan eller vil modtage en hjælp, der kan forandre hans alkohol-vaner.

Det bedste for ham i hans liv lige nu er; at han har en kæreste, der ikke er ligeglad med ham, men faktisk holder af ham. Det er det, vi alle ønsker os og har rigtig meget behov for.

Jeg vil ønske jer alt det bedste fremover.

Kærlig hilsen Ulrik Buch

Annoncer