Sent ude med sex - føler mig unormal - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er meget ked af det. Jeg føler ikke, at min fortid forløb, som den skulle. Jeg havde ikke sex eller kysset nogen, før jeg var 18. Jeg havde bare en idé om, at man stadig var et barn, og ens krop ikke var "færdigudviklet" endnu. Men senere fandt jeg ud af, at det var en forkert holdning at have. Det resulterede i, at jeg først havde min seksuelle debut som 18-årig.

Jeg ærgrer mig nu og føler mig meget unormal. Desuden giver det problemer, når jeg nu skal finde en kæreste. Jeg kan ikke tåle, at han har haft sex som 13-14-årig, og så slutter det forhold. Hvad skal jeg gøre? Jeg har faktisk overvejet selvmord, fordi det er så meningsløst.

Charlotte, 21 år

SVAR:

Kære Charlotte

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt, du søger råd og vejleding. – Jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig.

Forkert holdning

Du skriver, at du har fundet ud af, at det var en forkert holdning, du havde i forhold til at vente med sex, til du var 18 år. Det får mig til at spørge, hvordan det kan være, du tror, det er en forkert holdning?

Jeg gætter på, at du oplever, det er en forkert holdning i forhold til, hvad medierne og dermed mange unge i dag ønsker at signalere. Men jeg har bare lyst til at vende det hele på hovedet og sige, at jeg tænker, det er en sund holdning, du har haft. Jeg tænker på ingen måde, at din holdning er forkert. Det vil jeg gerne prøve at uddybe

Mediernes påvirkning

Det er svært ikke at lade sig påvirke af mediernes syn på seksualitet, hvor det fremherskende syn er, at så snart man kommer i puberteten, så skal man selvfølgelig også have sex. Falder man ikke inden for denne kategori, som har den holdning, kan man meget let komme til at føle sig forkert og føle sig helt udenfor det, der betegnes som normalt.

Selvom medierne bombarderer os med det syn på sex – så er det ikke ensbetydende med, at det er et godt og sundt forhold til sex. Medierne fremstiller ofte sex som ren teknik og helt løsrevet fra kærligheden mellem mand og kvinde.

Lykkeligvis er sex langt mere end teknik. – Når sex får lov at udfolde sig i en tryg og forpligtende ramme mellem to, der elsker hinanden, så binder sex to mennesker sammen på et dybt plan. Det er som et sprog, der skabes og udvikles af to elskende i gensidig hengivelse og tillid.

Kærlighed og sex

Det er på den måde, jeg tænker, at kærlighed og sex hører tæt sammen. Desværre bliver kærlighed og sex ofte skilt ad, og dermed bliver sex let til ren teknik og præstation. Det kan meget let medføre utryghed og en uendelig stræben efter at leve op til et ideal, som ikke eksisterer i virkelighedens verden.

Som sagt, så mener jeg bestemt ikke, det er en ulempe ikke at have haft sex, før man er 18 år. Tværtimod tænker jeg, det er godt at vente med sex, til man er voksen og er i et forpligtende forhold. Det mener jeg af flere grunde. Bl.a. fordi undersøgelser viser, at tidlige seksuelle erfaringer eller negative seksuelle erfaringer kan få negativ betydning for vores sexliv i mange år frem. Erfaringer som kan være vanskelige at ryste af sig.

Jeg har snakket med mange par om sex – par, der har levet flere år i et fast forhold. Jeg har ikke hørt nogen af dem sige, at de har fortrudt, at de har ventet med sex. Derimod har nogen af dem fortrudt, at de alt for hurtigt indledte et seksuelt forhold. Jeg tror, det skyldes flere ting. Én af forklaringerne kan måske være, at så længe man ikke har indledt et seksuelt forhold, så finder man på andre måder at lære hinanden at kende og vise sin kærlighed og hengivenhed. – Det kan få en rigtig værdifuld betydning fremover.

Hvis man derimod er hurtig til at have sex, er der større sandsynlighed for, at vi ender med at have seksuelle erfaringer med flere forskellige. Det kan give problemer i forhold til ens sexliv resten af livet. Både i forhold til sig selv og i forhold til den person, man vælger at dele sit liv med.

Sex på den lange bane

Jeg tror, vi mennesker ofte er tilbøjelige til at tænke forholdsvis kortsigtet. Det gælder også i forhold til sex. Vi tænker måske, hvad har jeg lige lyst til her og nu, eller vi går med til at have sex, fordi andre forventer det af os.

Nogle gange tror jeg, det ville være godt, hvis vi hæver blikket og ser lidt mere langsigtet på det, vi ønsker for vores liv. F.eks. tror jeg, de fleste på lang sigt ønsker sig et godt sexliv.

Jeg vil opfordre dig til ikke kun at tænke sex på den korte bane. Altså her og nu og i forhold til mediernes påvirkning og hvad der er ”normalt” blandt vennerne.. Prøv at tænke sex på den lange bane – altså hvordan du får et godt sexliv hele livet. Så bliver det måske lidt andre tanker og overvejelser, du vil gøre dig.

Det kan jeg ikke tåle

Du skriver, at du ikke kan tåle, at han har haft sex som 13-14 årig. Jeg gætter på, at det kan være, fordi du lige nu er så fokuseret på, at du er forkert, fordi du ikke selv har haft sex som 13–14 årig. – Så kan det være med til at forstærke din følelse af at være forkert og dermed forstærke dine tanker om, at du er unormal og måske ikke kan præstere det, du tror, du burde. Måske kan det hjælpe dig at flytte fokus lidt mere over på den lange bane – hvor du kan prøve at fokusere på, hvad det eventuelt har givet dig at vente med sex.

Læs mere her: Schyy…..jeg er jomfru!

Klikker du ind under seksuel debut i leksikon og læser svarartikler der, vil du se, at det ikke er uden problemer, at være tidligt ude med det seksuelle.

Overvejet selvmord

Du skriver, at du er meget ked af det, og du har overvejet selvmord, fordi det er så meningsløst.

Det værste, man kan gøre, er at gå med disse tanker for sig selv. Der er hjælp at hente, også når man har det så svært, som du har det lige nu. Jeg vil kraftigt opfordre dig til at snakke med en person, du har tillid til. Det kan være dine venner, en lærer, studievejleder eller din læge. Hvis du synes, det kunne være rart at snakke med én, du ikke lige har en relation til, så findes der bl.a. en anonym rådgivning, som er vant til at snakke med piger i din situation. Det er www.livslinien.dk. Livsliniens anonyme telefonrådgivning, telefon 70 201 201, er åben hver dag fra kl. 11 – 23.

Det er vigtigt, at du fortæller det til nogen, så du kan få den hjælp og støtte, du har brug for. Jeg har oplevet mange, der har følt, det var en hjælp at få sat ord på smerten. Det er for mange med til at give et nyt perspektiv på en situation og er med til, at de fleste ser nye muligheder og andre løsninger på det, de oplever som meget svært.

For nogle viser det sig, at de har en snert af depression, og hvis du er i tvivl, om det kunne være tilfældet for dig, så er det vigtigt, du får en snak med din læge om det. – Der er hjælp at få, og det er vigtigt at tage imod den hjælp.

Hvad skal jeg gøre?

Tal med nogen om, hvordan du har det. Jeg vil opfordre dig til at fortælle nogen i dine nære relationer om, hvad du går og tumler med, og jeg tænker også, du kunne have glæde af at tale med én, som har erfaring med at snakke med mennesker, der er i din situation.

Prøv at overveje dit eget syn på sex evt. ud fra det, der eventuelt giver dig mening i dette svar. Du kan også søge andre steder på denne hjemmeside. Jeg har et par forslag:

Sex og følelser

Vejen til god sex

Værd at vente på

Jeg vil også råde dig til at få motion og sund kost og gøre noget af det, du kan lide at gøre. – Det kan ofte være med til at give mere overskud og glæde i livet.

Jeg vil meget varmt opfordre dig til at skrive igen, hvis der er noget, der er uklart, eller hvis du synes, der er noget, jeg ikke har svaret på.

Det er mit håb for dig, at du kan bruge nogle af de tanker, jeg har skrevet til dig.

De bedste hilsner

Annette

Annoncer