Pubertet, kropsudvikling, selvtillid – kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej Adam&Eva! Jeg er en bekymret dreng, som lige er fyldt sytten. Jeg har ikke kun et problem, men et hav af problemer i forhold til min krop og min selvtillid/selvværd.

Jeg kom i puberteten for lang tid siden. For at være helt præcis var de første tegn kommet en uge før, jeg blev tretten. De første tegn var et par lange hår under den ene armhule, og siden da har jeg fået hår stort set alle steder på kroppen. De eneste steder, jeg ikke har fået endnu, er på brystet og (ryggen).

Skægget er stadig i stadiet imellem dun og skæg, men gror hele tiden. I løbet af det seneste år har jeg så stille også fået det, man kalder "penis-slips". For at beskrive min situation er min hårvækst sådan rimelig normal, men føler ikke jeg er med kropsmæssigt eller fysisk.

Jeg er meget tynd af bygning, meget spinkle knogler, er 180 høj og vejer 59 kg. Mine hænder er ret små og spinkle, og det virker lidt, som om de andre har større og længere fingre end jeg. Mine fødder er også ret små og spinkle, har målt dem til 25 cm. (Jeg mindes aldrig at have haft sådan en "spurt" i vækst som de andre drenge).

Men det største problem er, at min penis heller ikke er ret stor. Den er 8-9 cm i slap tilstand og 12 i stiv. Desuden har jeg svært ved at trække forhuden tilbage i stiv tilstand, da det gør ondt, og penishovedet kan nogle gange være ømt efter onani. Jeg syns ikke, det virker normalt i forhold til min højde, da alle dem, der er lavere, både har større og længere fødder end jeg, min selvtillid er virkelig påvirket af min krop.

Så mit spørgsmål til jer er:

1. Om jeg stadig kan nå at vokse? eller er det forbi? Mest i forhold til penis, hænder og fødder.

2. Om jeg har forhudsforsnævring? Om det påvirker min penis størrelse? Og hvad jeg kan gøre ved det.

Bekymret dreng, 17 år

SVAR:

Hej Bekymret dreng

Allerførst tak for dine spørgsmål til Adam og Eva. Det er super godt at få sat ord på det, man går og spekulerer på. Jeg vil forsøge at svare efter bedste evne.

Ikke færdig med at vokse

Du er som 17-årig ikke færdig med at vokse. Drenge vokser som regel, til de er ca 20 år, så jeg tror bestemt heller ikke, du er færdig med at vokse.

Man har det med at sammenligne sig med alle de andre og kun se de andres ”fordele” og egne ”ulemper”. Det er vigtigt, at du prøver at vende dig lidt om og se på dig selv med positive øjne.

Du må se på din far og andre mænd i din familie, så har du en ide om, hvordan du ender med at se ud mht. højde og drøjde.

Forskellige størrelser

Når det drejer sig om penis, hænder og fødder, er det rigtig forskelligt mht. størrelse på disse legemsdele. Man kan godt have små fødder, selvom man er forholdsvis høj. Fødderne er det, der først stopper med at vokse. Din penis ligger indenfor det normale i størrelse.

Vedrørende din forhud er det nok en god ide at snakke med lægen om det. Det er bedst, det er lægen, der vurderer, om du har en forsnævring. Den forsnævring kan ikke påvirke størrelsen på din penis.

Jeg håber mit svar giver mening for dig.

Klikker du lidt rundt på siden, vil du se, at der er mange, der har lignende bekymringer. Læs også svarene til dem:
Penis vokser ikke – hvad kan jeg gøre?
Lille udvikling i sen alder – 17 år – hvornår vokser penis?

Kærlig hilsen
Marianne

Annoncer