Hej H
Jeg er ked af at høre, at du bliver mobbet. Men nu er du nok heldigvis snart færdig med at gå i skole, så du ikke SKAL gå i bad med andre. Men du har helt ret: Du er gået i pubertet og er nok færdig, så man kan ikke forvente meget mere udvikling.
Penis' størrelse kan vi ikke ændre på
Hvis det er størrelsen på penis, du mener, er hovedproblemet, kan hverken dine forældre eller læge hjælpe dig med at få den større. Men der er ingen tvivl om, at du kan hjælpes på en anden måde: Du skal lære at acceptere, at ikke alle mænds penisser er "kæmpe store". Og det er selvfølgelig svært at acceptere. Det er det, som du skal have hjælp til.
Hold af din krop, som den er
Det er noget underligt noget, at mænd/drenge gerne vil have en stor penis. Det gør os ikke til mere mænd; det er noget, de fleste eftertragter, men vi er ikke ens. Din penis virker måske mindre, fordi resten af din krop er stor? Den størrelse, du nævner, din penis har, er ikke unormal på en måde, så man vil sige, det er underligt eller en sygdom.
Men ingen af os kan lide at være anderledes, så jeg kan godt forstå dine bekymringer.
De fleste kvinder er ligeglade med størrelsen
Der er også nogle, som er bange for, hvad ens kone en gang i fremtiden vil sige til det; men det er faktisk sådan, at det kun er et fåtal af kvinder, som mener, at "jo større, jo bedre": Det er helt andre ting, der skal til for at tilfredsstille en kvinde: Blidhed, røre de rigtige steder, omsorg og andre ting, som gør et samleje dejligt for dem. Alle størrelser penisser kan tilfredsstille din kone i fremtiden.
Vi har alle noget at slås med
Gud har heldigvis ikke skabt os alle til at være ens. Det ville være underligt. Der er mange drenge, som gerne ville være så høj, som du er, og der er andre ting, som andre drenge ønsker, skulle være anderledes ved deres kroppe. Du har dét med "størrelse", og det kan man ikke lave om på. Der er mange reklamer på internettet på alt muligt, men intet af det virker.
Du er nødt til at tale med dine forældre om dette: Hvis de er forstående, vil de kunne hjælpe dig med dette. De kan ikke få "den" til at vokse: Måske ligner din far dig på dette område? Det kan nogle gange hjælpe at vide, at andre i familien ligner en på denne måde.
Venlig hilsen
Roland Knudsen