Kære dig, der er forvirret
Sikke en svær situation, du beskriver. Jeg kan godt forstå, du er forvirret og fortvivlet!
Du skriver, at du og din kæreste har været sammen i over to år, men nu er det blevet ekstra kompliceret, fordi han ikke længere tror på det samme, som da I fandt sammen. Det komplicerer mange ting, som du også selv nævner: bryllup, børneopdragelse og hverdagen sammen.
Du nævner selv, at løsningen må findes i en eller anden måde at gå på kompromis – men også dét virker meget svært.
Det forskellige …
Allerførst vil jeg spille med åbne kort om mine forudsætninger for at svare på dit spørgsmål. Det er ikke en problemstilling, jeg selv har stået med, men jeg håber, mine tanker kan hjælpe jer med at overveje jeres situation på en god måde.
Jeg tror, det vil være en god idé for jer at sætte jer sammen og få en snak om, hvad I hver især tror på – eller ikke tror på – men også om, hvad I har tilfælles. Jeg tror, alle parforhold må forholde sig til parternes forskellighed. Ingen er ens, og derfor må enhver i et parforhold forstå og respektere, at jeg er mig, og du er dig.
Det betyder, at der vil være ting – for nogle er det små ting, og for jer er det måske store ting – som man er uenige om. Det kan være, man hører forskellig musik, stemmer forskelligt til folketingsvalget eller alt muligt andet. Til “alt muligt andet” hører også religion og tro. Ligesom med andre uenigheder, tror jeg, det for nogle vil kunne lade sig gøre at leve i et forhold, hvor man ved, hvad man er uenige om og respekterer uenigheden. Begge parter har lige meget ret til sin tro og sit synspunkt.
… og det fælles
I sådan en snak vil I forhåbentlig også komme frem til, at der er meget, I er enige om. Selvom man tror på noget forskelligt, kan man fx godt have samme (eller komplementære) holdninger til, hvordan man møder sit fremtidige barn med kærlighed, respekt, omsorg og forståelse. Eller til, hvornår barnet skal i seng, og hvad der skal serveres til aftensmad.
Jeg forestiller mig, at I sikkert kan finde mindst lige så mange enighedspunkter som uenighedspunkter. Og jeg forestiller mig desuden, at de fleste forældre (også troende) ønsker, at deres barn selv vælger sin tro og sit holdepunkt, når det giver mening i barnets liv – på et informeret og kærligt grundlag.
Skulle jeg forsøge at komme med en udtalelse om børneopdragelse (jeg har ikke selv børn, men jeg er da pædagog og skolelærer), vil jeg nok sige, at både en troende og en ikke-troende forælder bør møde deres barn med deres personlige tro eller ikke-tro (og allermest med kærlighed) og stole på, at barnet selv tager en god og sund beslutning for sig selv. Jeg tror, det er et grundvilkår som troende forældre, at man ikke kan påtvinge eller opdrage et barn ind i en bestemt tro, hvor gerne man end ville.
Dealbreakers
Og så kommer det allersværeste. Jeg kan ikke sige, at du og din kæreste skal blive sammen og finde ud af det – og jeg kan heller ikke sige, at I skal gå fra hinanden. Men indtil I er mere afklaret, tænker jeg, I må holde begge muligheder åbne. Det handler om at finde ud af, om troen (eller noget andet) for jer to, personligt, er en dealbreaker. Det vil sige, er der noget i det, at I har forskelligt forhold til den kristne tro, der for jer betyder, at I ikke kan leve sammen?
Det eksempel, der først kommer til mig, er måske det grelleste. For nogle kristne har tro og tanker om fortabelse og evigt liv en stor og afgørende betydning. Hvis det er sådan for jer begge eller en af jer, tænker jeg, det kunne være en dealbreaker for jer. Jeg tror, det kan være meget opslidende og uudholdeligt at være i et forhold, hvis man konstant tænker på, tror på og mindes om store spørgsmål om den andens potentielle frelse eller fortabelse.
Det kan også være andre spørgsmål i forbindelse med den kristne tro, der har afgørende betydning for en af jer.
Tal med hinanden
Der er desværre ingen let vej ud af jeres situation, men jeg vil varmt anbefale jer at tage de allervigtigste ting op med hinanden og tale ærligt om, hvordan I har det med dem. Hvis der er ting, I er usikre på, hvor stor betydning det egentlig har for jer, kunne det være en idé at opsøge en parterapeut, en præst eller en anden moden kristen, som I har tillid til. Det kan I gøre både sammen og hver for sig. Hvis I ikke lige kender nogen, har vi en liste over personer, som gerne hjælper med samtaler. Måske er der også en i nærheden af jer.
Måske kan I bruge den her artikel som input til, hvilke emner og spørgsmål det kan være godt at tale med hinanden om: Hvordan lærer du din kæreste at kende?
Jeg håber, I finder ud af at få talt godt med hinanden – og evt. også få input fra andre.
Mvh. Benny
