Min flirt ignorerer mig – hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

 

Hej med jer.

 

Jeg mødte en pige på Tinder for et år siden, og vi har skrevet sammen lige siden. Vi blev faktisk forelsket i hinandens personligheder, men hun havde det alligevel med at ignorere mig i perioder og så vende tilbage til mig.

Lige efter nytår mødtes vi så for første gang og var derefter sammen så meget, vi kunne, og vi havde det så godt, og vi sagde til hinanden utallige gange, at vi aldrig ville undvære hinanden, og at vi var hamrende forelsket i hinanden. Vi var altid ude at spise og i biografen, eller bare gik en tur og holdt i hånd.

Så her i sidste uge skulle vi sove sammen igen lørdag aften til mandag morgen, men søndag gik det helt galt. Hun lå bare og kiggede ud i luften og ville ikke sige, hvad der var galt, og hun ville heller ikke have, at jeg skulle holde om hende eller røre hende på nogle måder overhovedet. Hun sagde bare koldt, at hun ville hjem og lige være alene. Jeg ved overhovedet ikke, hvad der var galt, og nu vil hun slet ikke svare mig, selvom jeg kan se, at hun ser mine beskeder; hun ignorerer mig fuldstændigt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så forelsket i hende, og det samme havde hun lige sagt til mig få timer før, hun tog hjem. Jeg ved godt, at hun ikke altid har haft det helt nemt i livet, men er uforstående overfor, at hun bare ignorerer mig ... Jeg er så ked af det; havde endelig fundet prinsessen.

Hilsen J, 21 år

 

SVAR:

Kære J

Tak for din henvendelse. Det er modigt, at du deler din frustration. Jeg tror, mange andre sidder i en lignende situation. Så fedt, at du deler.

Når jeg læser din besked, forstår jeg den sådan: Du har på Tinder fået kontakt til en sød pige, som du har skrevet med i længere tid. Inden for de sidste par måneder er I begyndt at se hinanden. Det har gjort, at du har udviklet følelser for hende. Du har før oplevet, at hun afviser eller ignorer dig. Denne oplevelse har du igen nu – og det frustrerer dig og gør dig ked af det, måske fordi du faktisk gerne vil mere end at flirte. Jeg kan ikke give dig et endegyldigt svar på, hvordan du skal gribe situationen an, men jeg vil komme med nogle inputs, som jeg håber kan hjælpe dig.

At flirte

Med de sociale medier er det blevet nemmere at flirte. Når man flirter, søger man anerkendelse fra andre. Motivet kan være forskelligt: Nogle søger anerkendelse i form af søde ord og ros, andre i sex og fysisk berøring. Det er vigtigt, du selv er klar over, hvorfor du flirter, og hvad du søger, for at dine møder med piger gennem sociale medier ikke skal blive misforstået. Som jeg forstår dit spørgsmål tror jeg, at du søger en kæreste gennem din flirt. Det er skønt at have lyst til både at give og modtage kærlighed. Og en helt naturlig måde at forsøge at finde denne kærlighed er via flirt. I flirten prøver du en pige af og finder ud af, om der er en form for match.

At gå fra at skrive til at ses

Jeg blev glad for at læse i din besked, at I har udviklet jeres relation til ikke kun at foregå på skrift, men at I ses. Det er simpelthen den bedste måde at finde ud af, om det man har lært om en anden via beskeder er sandt. Det er også den bedste måde at finde ud af, om man har det godt sammen, trives med de samme ting og kan snakke med hinanden om stort og småt – selvfølgelig et skridt ad gangen, stille og roligt. Når man mødes, kan man ikke gemme sig bag den facade, de sociale medier giver plads til, at man tager på. Det er let på de sociale medier at lade, som om man er glad, selvom man har en dårlig dag – eller sikre, at det er det helt perfekte billede, der er ens profilbillede. I den virkelige verden er det sværere – og dermed bliver relationer mere sårbare. Det er vigtigt, at vi passer på hinanden og giver plads til både gode og dårlige dage.

Giv plads

Jeg læser i din besked, at det ikke er første gang, du oplever, at pigen afviser dig eller ignorerer dig. Jeg kan ikke sige, hvorfor hun gør det, men jeg tænker, der sker noget i hende. Ikke nødvendigvis fysisk, men i tankerne. Og tanker er forbundet med både følelser, kropslige reaktioner og adfærd. Så hvis pigen har nogle triste tanker, kan det naturligt føre med sig, at hun bliver ked af det (følelser), ikke har lyst til fysisk kontakt (kropslig reaktion) og har lyst til at være alene (adfærd). Det kan fx være tanker om, hvad jeres flirt betyder, der påvirker hendes tanker og reaktioner.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er rigtigt, men det kunne være en forklaring på hendes reaktionsmønster. Mit råd er, at du giver hende plads til at være trist og have brug for at få styr på tankerne. I samme omgang vil jeg også råde dig til at give dig selv plads. Du har også mange tanker og følelser lige nu, som kan være godt for dig at få styr på. Vær derfor ærlig overfor hende og sig, at du bliver ked af afvisningen, men at du samtidig udnytter stilheden til at få styr på dine tanker og følelser.

Få afstemt forventninger

Når I begge er klar til at snakke igen, vil jeg råde jer til at få forventningsafstemt med hinanden. Find ud af, hvad I gerne vil med jeres flirt, hvad der ligger i ordet “forelskelse” for jer begge, og hvad I drømmer om, når I færdes på Tinder. Få talt ud med hinanden, så I ved, hvad I må og kan forvente af hinanden – også i situationer, hvor den ene af jer er trist og kan have følelsen af at have brug for at være alene. Det vil hjælpe jer begge til at håndtere situationer som denne bedre fremover. Det vil gøre dig i stand til at passe på dig selv og dine følelser i fremtidige, lignende situationer. Det vil måske også kunne hjælpe hende til at sige fra eller bede om hjælp, hvis I er helt klare på, hvad jeres relation er og skal indeholde.

Du kan læse flere input til tanker om, hvad man vil med sin flirt i artiklen Et trin ad gangen er det mest sikre.

Uanset udfaldet af jeres snak ønsker jeg for jer, at I må få afstemt med hinanden, så jeres forventninger er klare og dermed lettere at handle ud fra i fremtiden. Dermed bliver du forhåbentlig mindre forvirret og ked af det.

Jeg håber, du kan bruge mine inputs. Ellers skriver du bare igen.

Med ønsket om alt godt
Anna

Annoncer